Tanker, nervøsitet og problemer?

brevkassespørgsmål

Tanker, nervøsitet og problemer?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus!

Jeg er en pige på 16 år, der lige er gået ud af 9. klasse. Jeg har den dejligste kæreste, og det bedste forhold man kunne ønske sig. Vi stoler på hinanden blindt, elsker hinadnen og er bare rigtig gode ved hinanden. Alt er perfekt, og vi har haft nogle gode år sammen i folkeskolen. Der er så bare lige det, at min kæreste og jeg ikke skal gå på samme gymnasium. Vi skal gå på den samme retning, men ikke på samme skole. Jeg er en pige, der bekymrer mig meget for de ting jeg har (jeg har før mistet flere venner) og de mennesker jeg omgåes med. Nogen gange bliver jeg en smule bange for om jeg er god nok som jeg er. Min bekymring går så denne gang på, om det at vi ikke skal gå på samme gym bliver et problem. Og fester! Hvad hvis der pludselig ikke bliver tid til mig mere? Jeg er så bange for at miste ham, for jeg ved jo at der er mange flotte nye piger... Vi har talt om det, og han siger det ikke bliver et problem, at vi bare skal vende os til noget nyt, at alt bliver som før og at jeg ALDRIG mister ham. Det er jeg også klar over... Og det er han ikke i tvivl om at jeg er. Men alligevel bekymrer jeg mig... Og det er så irriterende. Jeg ser også mange fordele ved vi ikke skal gå sammen. F.eks har vi haft fælles venner, hvilket ikke har været så fedt. Så nu får vi nye venner, som naturligvis vil blive introduceret for hinaden. Men ja. Og jeg tror også vi lærer at sætte mere pris på den tid vi har sammen?

Min mor forstår min bekymringer rigtig godt, og siger jeg skal tænkte det bedste om dette. Men det er bare svært! Og en psykolog hjælper ikke! Tror i der opstår problemer?

Vh mig

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan forstå, at du er bekymret, fordi du ikke længere skal gå på samme skole som din kæreste, når I starter på gymnasiet. Gymnasiet er en tid, hvor der sker mange ting, som du gerne vil dele med din kæreste. Som du selv skriver, kan det ske, at I sætter mere pris på den tid, I har sammen og derfor bliver sammen. Jeg kan forstå, at din bekymring især er, at der kan opstå problemer, fordi I begge får travlt på hver sin skole og får nye venner. Jeg vil forsøge så godt, jeg kan at give dig en afklaring på denne her situation. 

For det første vil jeg sige, at det ikke er sikkert, at det er en dårlig ting, at I ikke skal gå på samme skole. Det kan sagtens være, at I vil savne hinanden og derfor endda komme tættere på hinanden ved at være mere sammen i fritiden. Selvfølgelig vil der være en masse nye oplevelser, hvor I ikke længere er sammen, fordi det sker med nye venner. Det betyder ikke, at I ikke kan være kærester, uden at der opstår problemer. Gymnasiet er en vigtig tid i livet, fordi det ofte er her, man lærer meget om sig selv. Derfor vil der ikke være en garanti for, at I bliver sammen, fordi det også er en tid, hvor man ændrer sig. Jeg tror, at det, at I ikke skal gå på samme skole også er en mulighed for at finde ud af, hvem du selv er som person. Det betyder ikke, at din kæreste er en forhindring for dette, men ofte er det nemmere, når man ikke har andre end sig selv at tage hensyn til. Hvis din kæreste skulle gå på samme skole, ville det måske være den samme klasse, fordi du skriver, at I vælger den samme retning. Selvom det kan være rigtig dejligt at gå i klasse med sin kæreste, fordi man ser hinanden hele tiden, kan det også være svært. Som du selv skriver, har det tidligere været et problem, at I har fælles venner. Det kan også ske, at man skændes med sin kæreste, hvilket der også skal være plads til. Også her er det nemmere ikke at gå i klasse sammen, så klassen kan være et sted, hvor du er sammen med dine veninder og kan glemme et skænderi med din kæreste. Hvis det skulle ske, at I slår op og gik på samme gymnasie, er det heller ikke sikkert, at det ville være så rart at se hinanden hver dag. Det at I skal gå på hver sin skole, kan også være en god mulighed for at få venner, som ikke er fælles for jer. Som du selv skriver, vil jeres nye venner blive introduceret for hinanden, men det kan være meget rart at have nogle venner, hvor man for eksempel kan brokke sig lidt over sin kæreste, uden at det betyder, at han finder ud af det. Det vil altid være situationer, hvor man har brug for at snakke med sine venner om nogle ting, der irriterer dig, uden at det betyder, at du vil slå op med ham eller vil have, at han finder ud af det. 

Du skriver ikke, om skolerne er langt fra hinanden, men det går jeg ikke ud fra, når I tidligere gik på samme skole. Derfor tænker jeg, at I sagtens kan finde tid til at ses uden for skoletid. Selvfølgelig vil der være nye venner, der tager en del af jeres begges tid, men det vigtigste er at huske at prioritere hinanden, så længe du er glad for ham. Du nævner også festerne, som der nok også vil være en del af. Jeg kunne forestille mig, at I stadig bor i samme by og måske bliver det en mulighed for jer at mødes i byen, enten med jeres venner eller hvor I kan følges hjem fra byen. Hvis det ikke er en mulighed, vil jeg ikke se det som umuligt at ses, da der også både er hverdage og dage i weekenden, hvor I ikke er til fester, kunne jeg forestille mig. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, at der ikke vil opstå problemer. Jeg mener dog heller ikke, at du har behov for en psykolog, fordi det du føler er helt normalt og noget mange unge går igennem. Lige nu står du ved starten af et nyt kapitel i dit liv og det samme gør din kæreste. Derfor er det svært at sige, om der sker noget, der gør, at I ikke længere skal være sammen eller om I ændrer jer, så I ikke længere har lyst til at være sammen. Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, men det er en del af livet, hvor vi aldrig kan være 100% sikker på at være sammen for evigt. Hvis der skulle ske noget, der gør, at I ikke længere skal være sammen, er det selvfølgelig rigtig svært, men det er noget, de fleste går igennem og man kommer stærkere ud på den anden side.

En anden ting er, at det også kan være, at du møder nogle drenge i gymnasiet, som du synes er lidt søde og det er også helt i orden. Mit råd vil være at tage det som det kommer, og gøre det, som du føler dig mest tilpas ved. Det kan være at kæmpe for forholdet ved at sørge for at sætte tid af til hinanden, men det kan også være, at du kommer til at opleve, at du hellere vil være sammen med dine nye venner og det er også helt i orden. Det vigtigste er, hvordan du har det og at du har det godt med dig selv. Der er ikke nogen grund til at tro, at du ikke er god nok og det er både om, du er kæreste med ham eller ikke er kæreste med ham. Det er helt normalt at blive bekymret for, at han skal gå i skole med andre piger og det er ofte en del af at være forelsket. Det kan desværre være nogle følelser, der er svære at styre, men det vigtigste er, at I stoler på hinanden. Måske vil alt ikke helt blive som før, men det betyder ikke, at det skal gå galt. Det kan sagtens være, at alle dine nye oplevelser i gymnasiet vil gøre dig mere glad og mere selvsikker. Det er alt sammen en del af ungdommen, hvor man desværre ikke kan gøre så meget andet end at følge med og forsøge at gøre det, der føles rigtigt og gør en glad. Det kan være sammen med din kæreste, men det kan også være, at du opdager nye ting ved dig selv, som gør, at du vil gå i en anden retning. Mit bedste råd er ikke at tage det så tungt og ikke at tænke så meget over fremtiden, men derimod nyde tiden i gymnasiet og nyde tiden sammen med din kæreste. Jeg ønsker dig held og lykke og mener, at det hele nok skal gå. 

Med venlig hilsen Signe.

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program