Hej Julie

Hvor er det godt at du skriver når tankerne på den måde begynder at fylde så meget som du beskriver, for det må virkelig være svært at gå alene med.

Med sådan en oplevelse som du har haft omkring dine rideulykke synes jeg ikke der er noget at sige til at du har haft det rigtigt svært psykisk, for det er meget normalt at en voldsom traumatisk oplevelse som eksempelvis en ulykke, kan give en masse svære tanker i mange år efter. Og når de svære tanker fylder mere og mere, tænker jeg også at det er meget naturligt at tankerne om livet og døden pludselig kommer til at fylde mere og mere.

Jeg synes at du allerede har gjort rigtig mange gode ting for dig selv, for at få det bedre. Det er virkelig sejt for det kan være hårdt at søge hjælp når man har det svært.

Jeg vil sige til dig at du har fuldstændig ret i at de tanker du har er så svære og voldsomme at du skal have noget hjælp. Det giver ingen mening at du skal vente til du rent faktisk har forsøgt selvmord før du kan blive taget alvorligt. Hold fast i dit ønske om at få hjælp og om at komme til at snakke om dine tanker for jeg er sikker på at det er vejen frem.

Der er stor forskel på hvad der skal til for at komme i behandling på de forskellige psykiatriske tilbud, og det kan godt være lidt en jungle at finde ud af. Så selvom du ikke kan få hjælp på en ungdomspsykiatrisk afdeling lige nu, er hjælpen måske der hvor du allerede går i behandling. Jeg er sikker på at de her forskellige tanker og følelser som fylder indeni dig lige nu hænger sammen.  Så selvom de samtaler du i øjeblikket går til på Rigshospitalet handler om angst, synes jeg sagtens du kan fortælle om de her tanker om selvmord som pludselig er dukket op.
Det er meget normalt at mennesker der lider af angst, depression eller en anden psykiatrisk lidelse ind imellem har selvmordstanker fordi det er så svært at det hele tiden gør ondt indeni. Måske er det også sådan for dig? Derfor vil det give god mening at fortalt om selvmordstankerne næste gang du skal til behandling for din angst.

Jeg kan godt forstå at du gerne vil være en glad pige, og det tror jeg helt sikkert også på du kan blive igen. Hold fast i at tale åbent og ærligt om hvordan du har det. Også selv om du oplever at det er svært for de mennesker omkring dig du holder af.
Jeg kan godt forstå at det er svært for din mor og din kæreste, for de vil selvfølgelig helst have at du var glad. Man siger tit at hvis når et menneske for det svært psykisk, så er det hele familien og alle dem omkring der bliver ramt...fordi det er så svært. Så det er meget naturligt at din mor har det svært...men det kan hun få hjælp til, så hun kan blive ved med at være der for dig. Ved du om hun får hjælp eller snakker med nogen om det? Ellers kan du foreslå hende at kontakte 24/7 rådgivningen og bede om hjælp. Der er andre der kan hjælpe din mor så du kan fokusere på at hjælpe dig selv. 

Så hvad kan du gøre i de situationer hvor du føler at det er ved at gå galt?
Først og fremmest synes jeg som sagt det er vigtigt at du får snakket om dine tanker der hvor du går i behandling for jeg er sikker på at det med tiden er det der kan få tankerne til at forsvinde helt. Men når du står og oplever tankerne lige nu kunne du måske prøve at bruge Livslinien, som har en anonym telefon åben alle dage kl. 11-23. De er vandt til at tale med mennesker med selvmordstanker og det kunne måske hjælpe lidt når tankerne fylder mest.

Vigtigst af alt er at du holder fast i håbet om at det kan blive bedre og at du bliver ved med at tale om hvordan du har det.

DeBedsteHilsner
Niels-Christian