Hej med dig

Det er da en rigtig træls periode, du er inde i. Det er bestemt ikke særlig rart at gå rundt og have tunge tanker og svingende humør, sådan som du beskriver det. Det er ikke rart at være plaget af selvmordstanker - det kan rigtig mange skrive under på. Men hvor er det flot at du skriver herind og læsser af. Det at få sat ord på situationen og tankerne er et vigtigt skridt i retningen mod at få det bedre.

Tristhed er noget, som kommer og går i perioder. Og det er der ikke noget mærkeligt ved. Alle oplever, at der er periode, hvior tristheden fylder mere end andre. De allerfleste mennesker oplever en sund balance imellem at være glad, ked af det, trist osv igennem livet. Du skriver, at du har været mere trist end normalt, i det sidste halve år. Og når man oplever et markant skift i humøret på den måde, så er det en rigtig god ide at stoppe op og tænke/mærke efter, om der kunne være noget galt. Det har du gjort, og i den forbindelse gik det op for dig, at der faktisk var flere ting i spil, blandt andet ændret appetit og besvær med at sove. Det er allesammen ting, som  peger på at man er under pres. Så protesterer kroppen nemlig, f.eks. på de måder, som du skriver. Selvmordstankerne er også, for det meste, et resultat af, at man har svære ting i livet, som man ikke kan rumme. Det kan være rigtig skræmmende at have selvmordstanker, som du også selv beskriver.  Det er ikke sådan, at alle, der har tankerne også fører dem ud i livet. Men det er stadig meget vigtigt, at man tager det seriøst, sådan at man kan få noget hjælp. Det kan man evt gøre ved at tage til læge, som jeg kan læse, at du også har overvejet.

Du skriver i dit brev, at du gerne vil hjælpes, men ikke får gjort noget ved det. Når du er nede orker du det ikke og når du har det bedre, så siger du til dig selv, at det ikke er noget særligt. Du skal vide, at det er noget særligt, at man får selvmordstanker og at kroppen reagerer, som den gør. Som jeg skrev tidligere, så er det et tegn på, at man er under hårdt pres. Og du vil gøre dig selv en stor tjeneste, hvis du tog afsted til lægen. Hvis du er nervøs for, hvad du skal sige for at han forstår din situation, så kan du evt. tage dit spørgsmål her med og læse det op. Det er rigtig fint beskrevet. Du kan overveje, om du skal snakke med dine forældre, en lærer fra skolen eller dine to veninder om at tage med til lægen, og også om at holde dig op på at komme afsted. De behøver ikke nødvendigvis komme med helt ind, men du kan lave en aftale med dem om, at de hjælper dig med at planlægge at komme afsted. Og så kan de også holde dig op på det. Det kan være en god støtte. Men det vigtigste er, at du har det godt i situationen, så mærk godt efter, hvad der vil være bedst for dig.

Jeg fornemmer, at det fylder rigtig meget for dig, og skræmmer dig, at du er så trist og har selvmordstanker. Du skriver også, at du skammer dig over dine følelser og tanker. Du er ikke ene om at have det sådan, at det kan være pinligt og skamfuldt. Men alle har oplevet eller vil komme til at opleve svære perioder i livet. Det er bare forskelligt, hvordan vores krop og psyke reagerer på den modgang. Du er ikke unormal eller mærkelig, fordi du kæmper med de tanker, som du gør. Faktisk er der mange, der oplever de samme ting i perioder af deres liv - og nogle i lange perioder. Det er bare ikke noget, som folk snakker særlig meget om. Derfor kan man let komme til at føle, at man er den eneste i verden, som står i den kamp. Du skal bare vide, at det er du ikke. Du kan f.eks. gå ind og læse livshistorier eller debatindlæg på vores hjemmeside. Der vil du finde ud af, at en del andre har det ligesom dig. Du kan også overveje, om du selv skal skrive derinde.

Hvis du en dag har brug for at fortælle om dine tanker og blive forstået, så er du velkommen i chatten her på Cyberhus, hvor der sidder voksne klar til at snakke. Derudover kan jeg varmt anbefale sig at tage kontakt til Livslinjen, hvor du kan skrive eller ringe til folk, som har snakket med rigtig mange i din situation.

Jeg ønsker for dig, at du får kontakt til lægen, og får den hjælp, som passer til dig. Og så håber jeg, at du snart kan få et pusterum, hvor det hele ikke er trist og tungt.

Mai