Hej med jer Jeg har ikke haft det godt rigtig længe, og jeg har indset, at hvis jeg nogensinde skal komme på rette køl igen, er jeg nødt til at række ud og tage imod den hjælp jeg kan få. Derfor skriver jeg til jer i håb om, at det måske kan hjælpe mig til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mit liv. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, eller hvilke elementer der er de vigtigste. Så jeg beklager på forhånd, hvis mit brev bliver lidt forvirrende og ustruktureret. Som person har jeg altid været meget perfektionistisk. Hvis ikke jeg føler jeg kan gøre tingene godt nok, mister jeg hurtigt motivationen og har lyst til bare at give op. Jeg vil gerne være den perfekte veninde, kollega, kæreste, datter og hende der har styr på tingene, både udenpå og indeni. Ved jeg at min lejlighed roder og at jeg har opvask stående, kan det ødelægge hele min dag. Jeg er derudover også i konstant konflikt med mig selv om, hvorvidt jeg er god nok – både udenpå og indeni. Jeg kan synes den ene dag, at jeg egentlig ser ret godt ud, og har det godt. Men så kan jeg den næste synes at jeg er tyk og grim, og at intet jeg gør, er godt nok. Det tager hårdt på mig konstant at være uenig med mig selv om, hvorvidt jeg som person er god nok, og at det jeg gør, er godt nok. I sommers blev jeg student, og jeg holder lige nu sabbatår. Jeg arbejder derfor pt. fuldtid, og tjener en masse penge, men jeg har aldrig haft det værre end jeg har nu – jeg er ikke altid så begejstret for jobbet. Jeg har en helt fantastisk kæreste som jeg har været sammen med i lidt over et halvt år, men jeg er ked af det hele tiden og det går rigtig, rigtig meget ud over ham. Pga. de skiftende arbejdstider jeg har på arbejdet, er det nemlig ikke meget jeg får set til mine venner og veninder og de mennesker der ellers fyldte en del i min hverdag fra gymnasiet, og derfor er det ham jeg primært deler alle sorger og glæder med. Jeg er også meget et tryghedsmenneske, og jeg har set rigtig meget til min kæreste siden vi fandt sammen – har faktisk set ham næsten hver dag i de fleste perioder – og det gør, at når jeg så endelig er alene så går det helt galt for mig. Vi fandt også sammen kun en eller to måneder efter jeg var flyttet for mig selv ca., så jeg tror aldrig jeg rigtig vænnede mig til at være alene. Når jeg er i lejligheden alene, kan jeg bare sidde i min sofa og græde og græde i flere timer ude af stand til at rejse mig og lave noget som helst, hverken husligt eller hyggeligt. Tingene hober sig derfor tit op omkring mig, og perfektionistisk som jeg er, gør det det kun værre. Er jeg så sammen med min kæreste, og kommer jeg til at tænke på at jeg skal tidligt op på arbejde dagen efter og skal arbejde de næste syv dage i træk, og samtidig bliver bevidst om, at jeg nok ikke kommer til at se ham så meget, fordi han også skal arbejde, så kan jeg ud af det blå komme helt ned i kulkælderen og begynde at græde uhæmmet igen uden at kunne forklare præcis hvorfor. Jeg kan simpelthen ikke overskue noget på egen hånd længere – måske også fordi jeg i virkeligheden ikke var klar til at flytte for mig selv, men følte mig tvunget til det pga. de omstændigheder jeg stod i da jeg traf beslutningen. Jeg boede nemlig sammen med min mor på andet år, efter de blev skilt da jeg gik i 1.g, og vi kunne bare slet ikke enes om det. Når jeg er på arbejde, kan jeg sidde derude og bare få tårer i øjnene uden grund, og føle mig total ligegyldig. Alligevel føler jeg mig forpligtet til at møde op hver dag, fordi det jo er et job og fordi jeg har brug for pengene til min husleje, og så ved jeg jo også godt jeg gør en forskel, og at min rolle for det meste er vigtig. Men det føles bare så meningsløst at stå op hver dag og tage på et arbejde man hader, for at kunne betale en lejlighed man ikke føler sig hjemme i, og ikke kan være alene i og på ingen måde er glad for. Derfor kan du nok forestille dig, hvor meget tid jeg tilbringer hos min kæreste. Han gør mig jo så tryg og glad – men samtid ved jeg at jeg gør ham ked af det, fordi det næsten er hver gang vi er sammen jeg græder, og fordi han ved jeg ikke har det godt. Samtidig ved han heller ikke hvad han skal stille op for at hjælpe mig. Jeg føler mig efterhånden dybt afhængig af ham; Fordi jeg i hans selskab føler mig tryg, har overskud og kan smile og grine – hvilket er ting jeg ikke oplever alene eller i særlig mange andre situationer længere. Jeg føler sjældent jeg laver noget jeg virkelig har lyst til, udover den tid jeg tilbringer i hans selskab. Ikke engang veninder kan jeg overskue at se så meget til længere - når jeg endelig har tid – og hvorfor kan jeg ikke rigtig forklare. Pga. alt det her, alt det meningsløse, har jeg ofte daglig overvejet hvad meningen med tilværelsen overhovedet er. Jeg ser aldrig frem til at stå op, laver sjældent noget jeg har lyst til – men jeg kan heller ikke finde ud af hvad jeg egentlig har lyst til, eller hvad jeg vil med mit liv. Og selvom jeg har tid nok til at finde ud af hvilken uddannelse jeg skal vælge og hvad jeg gerne vil, er vejen dertil bare for hård for mig lige nu. Jeg har overvejet at tage mit eget liv, eller i det mindste gøre forsøget, så jeg kan blive indlagt på et hospital og slippe for mit arbejde, lejlighed og alle de andre ting jeg ikke kan overskue for en tid. Og selvom jeg har fortalt min kæreste meget om alle mine andre følelser og håbløsheden, er dét et aspekt af det, som jeg ikke har delt med ham, eller nogen anden. For det skræmmer mig rigtig meget hvor skidt jeg har fået det med mig selv og livet, og så kan jeg kun forestille mig hvor meget det vil skræmme mine nærmeste, og det har jeg virkelig slet ikke lyst til at udsætte dem for. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op længere….. Det hele er bare noget rod, og hvis ikke snart jeg bliver gladere, eller får det bedre, så tror jeg også jeg mister min kæreste, for han kan ikke holde til det i længden, og hvad har jeg så at stå op for? Jeg håber I kan give mig nogle gode råd.. Og tak fordi i tager jer tid til unge som mig.