Svigt, tomhed og skuffelse

brevkassespørgsmål

Svigt, tomhed og skuffelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 2 uger siden

Hej Cyberhus Jeg er en pige på 15 år som har en del problemer for tiden som jeg har ikke kan holde ud. Er ikke en person der bryder sig om at åbne op for sine følelser foran andre, så jeg plejer at gå med dem inde selvom det kan være så utrolig hårdt! For det første har jeg et fritidsjob hvor jeg arbejder i en tøjbutik og jeg tjener en god løn. Men jeg bryder mig virkelig ikke om personerne der arbejder i den også. For at sige det ligeud, så hader jeg at være der! Mine forældre vil bare ikke forstå at jeg gerne vil flytte job, selvom at jeg har prøvet at forklare dem at jeg hader at være der. Helt op til dagen før, kan jeg nærmest gå fuldstændig ned i humør bare ved tanken om at skulle derhen. Ved virkelig ikke om jeg bare skal blive der og prøve at se det bedste i det selvom det er så svært, for man burde jo egentlig arbejde et sted hvor man kan lide at være. Derudover går jeg til taekwondo med min bedste veninde, og det har jeg gjort i lige knap 2 år. Vi er enorm tætte veninder og kan sige stortset alt til hinanden! Jeg holder så meget af hende, og er virkelig også bange for at miste hende. Efter jeg flyttede skole sidste år er det bare som om at vi er ved at smuldre fra hinanden. Vi lover hinanden næsten hver dag at det skal blive som det var før i tiden, men det er bare ikke blevet bedre :'( Men til taekwondo har det altid bare været os to som har været sammen, og hver evig eneste gang har jeg bare glædet mig så utrolig meget, for vi har altid haft det så hyggeligt, og efter jeg flyttede skole, da er det som om at det kun er taekwondo som holder os sammen. Men nu er der så startet en ny pige på holdet, og min veninde er bogstaveligtalt HELE TIDEN sammen med hende. både TIL træning og også udenfor træning. Det er som om at hun fuldstændig har glemt mig, og her til træning for en time siden var jeg bogstaveligtalt lige ved at græde midt under træningen :/ Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for har pludselig ikke engang lyst til at tage til træning mere. Det er som om at alting smuldre for mig. Og så er der herhjemme. Jeg har en far som har et enorm stort temperament. Hver dag får både mig og min bror en kæmpe omgang skæld ud, og han ødelægger altid husets stemning. Her den anden dag slog han min bror, og jeg kunne bare høre klasket oppe fra min værelse. Det chokerede mig virkelig! Føler mig virkelig dårlig tilpas med det, og min far ødelægger seriøst min dag når han først har råbt og skreget af mig. Nogle gange kan han også finde på at kalde mig ting som idiot osv. Og det sårer mig virkelig! Har tit sagt til ham at han skal lade vær med altid at være sur, og han plejer også at undskylde efter, men intet ændre sig. INTET. det fortsætter bare som det plejer at gøre lige efter. Derudover mødte jeg sidste år en dreng på min ferie i Tyrkiet som jeg snakkede med hver dag. Han boede i den by hvor vi var, og vi havde det vildt fedt sammen! Jeg fik hans facebook inden vi tog hjem, og vi har siden skrevet en smule sammen. I år skal vi så det samme sted hen, men han er begyndt ikke at svare når jeg skriver til ham, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at se ham igen! Går og frygter at jeg kommer hen til byen og så ikke ser ham selvom at vi rent faktisk er i den samme by. Det er som om at han ikke gider mig mere og det sårer mig også virkelig :( Ved ikke om jeg bare skal lade ham være, for måske virker jeg påtrængende selvom der går måneder imellem jeg skriver til ham. Men ville bare af hele mit hjerte ønske at jeg kunne se ham igen! Håber virkelig at i kan give mig nogle råd, for føler virkelig at alt er tomt og meningsløst lige pt. :(

Svar: 

Kære Du,

Du skriver om flere forskellige problemer, og jeg kan godt forstå du synes det hele virker lidt uoverskueligt og meningsløst lige nu. Jeg vil meget gerne prøve at komme med nogle råd til dig. For at gøre det overskueligt, deler jeg svaret her op i afsnit.

Dit fritidsjob:Du fortæller at du hader at være der, og at du allerede dagen før du skal derhen går helt ned i humør. Da det kun er et fritidsjob, synes jeg ikke det er rimeligt at du skal bruge så meget tid og energi på at bekymre dig om at komme på arbejde. Du skriver at du allerede har forsøgt at snakke med dine forældre om det - hvilket jeg synes er rigtig godt! Og det synes jeg du skal prøve igen. Og så skal du forklare dem at du har det rigtig svært fordi du ikke kan lide at være der, og at du allerede har det svært dagen i forvejen. Måske du kan få job i en anden tøjforretning i stedet? Eller en anden slags forretning?

Din veninde: Du fortæller at du går til taekwondo med din bedste veninde, men at du nu føler at jeres venskab er ved at smuldre. Jeg kan høre at du er en rigtig god veninde, og at du holder meget af din veninde og at du er bange for at miste hende. Du skriver også at i kan snakke om alt. Kan du måske prøve at snakke med hende om at du savner at lave noget sammen med hende ud over taekwondo? Måske tage med hende hjem efter en træning? Eller ses en anden dag, og lave noget andet sammen? Jeg kan godt forstå, at du synes, det er rigtig hårdt at se på, at hun har fundet en anden veninde. Jeg ved godt at det lyder lidt hårdt, men nogle gange er det sådan med venskaber at man vokser fra hinanden, og får nye bedste veninder. Eller at det er nemmere at være bedste veninder med dem man ser hver dag.

Du skriver ikke noget om din nye skole, men er der nogen du er blevet veninder med der? Eller som du kunne forestille dig at blive veninder med? Måske du kunne bruge lidt ekstra tid sammen med dem, og du kunne også få nogle nye - eller bare en ekstra "bedste veninde"?

Derhjemme: Du fortæller at du har en far med et stort temperament, og at han råber og skriger ad dig og din bror hver dag. Og at han har slået din bror. Jeg kan godt forstå du blev meget chokeret, og føler dig dårlig tilpas! Og du skal vide at det ifølge loven IKKE er ok at han slår hverken din bror eller dig!! Har du fortalt det til din mor? Hvis ikke, så synes jeg du skal fortælle hende hvad der er sket - også selvom det måske kun er sket den ene gang. Det kan også være der er en anden voksen du har mere lyst til at snakke med? Fx en lærer du har tillid til? Det lyder også til at være rigtig hårdt at han kalder ting som idiot - også selvom han siger undskyld senere. Jeg synes også du skal fortælle det til den voksne du vælger at snakke med. 

Drengen fra Tyrkiet: Det lyder rigtig hyggeligt at du fik en god ven mens du var i Tyrkiet sidste år - og hvor fedt i havde det så godt sammen! Jeg kan ikke rigtig svare dig på, hvorfor han ikke rigtig svarer dig mere. Måske tænker han, at i var venner den sommer, men at han jo ikke ser dig igen? Måske møder han hele tiden nye mennesker, eller måske bruger han tiden på at være sammen med sine venner fra skolen/ byen? Det kan også være han simpelthen tænker at det var dejligt at i var venner den sommer, og så var det dèt. Men du kan jo prøve at skrive til ham at du kommer tilbage til byen til sommer, og at du synes det kunne være hyggeligt at mødes en dag. Og så kan det være han bliver glad og svarer - og hvis ikke, må du nok bare respektere at det er sådan det er. Og så er jeg sikker på at du nok skal møde nogle andre søde mennesker på din ferie:-)

Jeg håber at du kan bruge nogle af mine råd. Du er også meget velkommen til at logge dig på vores chat, hvis du har brug for flere råd.

Mange tanker fra Helle.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program