Hej Brevkasse Jeg har aldrig prøvet at skrive til en brevkasse før - men nu tænkte jeg, at jeg havde brug for at høre andre voksnes synspunkt eller svar på mine tanker. Jeg er en pige, som er på sit andet år på gymnasiet. Jeg får gode karakterer og har scoret 12-taller til næsten alle mine eksaminer i folkeskolen og på gymnasiet. På første år havde jeg et fritidsjob, som jeg godt kunne få til at hænge sammen med min skole. Men nu har jeg fået et nyt, med lige så mange vagter, men til gengæld ikke så lange. Problemet er bare, at allerede kun en måned inde i andet år føler jeg konstant stress. Jeg er næsten stresset hele tiden og har ikke noget overskud. Jeg går meget op i min skole og jeg er nok lidt kendt for at være 'den kloge' - hvilket jeg faktisk er rigtig glad for. Problemet er bare, at jeg konstant føler, at jeg har noget at skulle leve op til. For eksempel har jeg på hele første år ikke fået under 10 for en aflevering og den statistik vil jeg gerne holde, men jeg tror simpelthen ikke jeg magter det med alt det jeg føler jeg skal nå. For mange kan det her godt ses som lidt af et luksusproblem, men det er virkelig blevet et stort problem for mig. Min mor er virkelig den bedste. Hun snakker med mig og støtter mig. Hun siger, at hun synes jeg skal sige op, hvis det er det der stresser mig. Men egentlig så ved jeg ikke om problemet ligger i, at jeg vil have gode karakterer. Min drøm har altid været at komme i politiet, men jeg er ikke høj nok og får derfor nok afslag. Men jeg vil jo også gerne udnytte mine kompetencer og jeg har derfor besluttet mig for, at jeg gerne vil være cand. jur. altså læse jura på universitet og få en kandidat og derefter, så tage tre rs efteruddannelse og så blive politifuldmægtig. Jeg vil også gerne nå at være rejseguide inden jeg skal læse 8 år. Tænker jeg for meget? Er der noget galt med måden jeg ser mig selv på med hensyn til min skole og karakterer? Jeg er ikke den type, som sidder og læser bøger i weekenderne osv. jeg går til fester hver weekend og jeg har rigtig mange venner og veninder. Både fra folkeskolen og fra gymnasiet, så det er ikke fordi jeg mangler noget overhovedet og jeg har den mest omsorgsfulde familie, som ikke stiller krav til mig - kun at jeg skal være glad.