Hej du

Jeg kan godt forstå du har brug for at komme ud med de her ting. Du er et enormt svært sted i dit liv og jeg kan godt forstå hvis du føler det endeløst og uoverskueligt at have det så svært. Siden at du har valgt at komme ud med det her i brevkassen tænker jeg at det er fordi du gerne vil høre andres tanker om din situation, og jeg vil i hvert fald gerne tilbyde mine. 

Jeg er ked af at du har så ondt indeni lige nu at du er tvunget til at være indlagt på et lukket afsnit og skal gennemleve tvangsmedicinering og fikseringer hver dag. Jeg håber inderligt at du snart når til et punkt hvor du har det så meget bedre at du igen kan få en hverdag med mindre tvang.
Som jeg forstår dig så er det planen at du skal tilbage til behandlingshjemmet når du på et tidspunkt kan udskrives fra den akutte afdeling. Men du ønsker ikke at komme tilbage.
Der er slet ingen tvivl om at de ting du kæmper med er så svære at du er nødt til at have noget hjælp for at kunne vinde kampen og få det bedre. Derfor vil jeg heller ikke lægge skjul på at jeg ikke tænker at din idé med at stikke af til S vil være særlig god for dig. 
Jeg kan godt se at det nok vil give dig noget fred fra behandlingshjemmet og det du ikke bryder dig om ved at være der, men til gengæld er jeg sikker på at det ikke vil give dig fred fra alle de tanker og følelser der fylder og giver dig så meget smerte indeni. De er indeni dig og vil følge dig lige meget hvor du er. Derfor tror jeg heller ikke det vil hjælpe dig til at få det bedre at stikke af. Du bliver nødt til at tage kampen op. 

Når det så er sagt så tænker jeg at der er en masse positiv energi i din tanke om at stikke af. Det fortæller mig nemlig at du slet ikke har opgivet kampen for at få det bedre. Efter at have gået igennem så mange svære ting kæmper du stadig for din drøm om et bedre liv. Det fortæller mig at du er et af de sejeste og stærkeste mennesker jeg har svaret i min tid i brevkassen. Jeg er sikker på det vil lykkes for dig...jeg er bare ikke sikker på at du finder det i S. 

Jeg ved selvfølgelig ikke hvorfor det lige præcis er det behandlingshjem du bor på til daglig der er blevet valgt som det bedste sted for dig. Jeg går ud fra at det er et valg som en række professionelle og dine forældre har truffet sammen, ud fra en vurdering af at det vil være der du kunne få den bedste hjælp. Jeg tænker også at behandlerne på hjemmet gør de ting de mener er nødvendige for at hjælpe dig bedst. Jeg ved godt at det ikke i sig selv gør det til et sted du synes der er godt at bo, men jeg tænker alligevel det er vigtigt at huske på. De ønsker at du får det bedre. 

Du skriver ikke så meget om hvad det er du ikke bryder dig om ved at bo på behandlingshjemmet. Måske er det "bare" det er skulle bo væk hjemmefra de mennesker man holder af, og bo et sted man ikke selv har valgt. Det er i sig selv rigelig grund til ikke at finde sig godt til rette.
Men det kunne også være at der var andre årsager. At det handler om nogle bestemte ting du skal, noget du ikke må eller måske nogle af de andre unge der bor der? 
Hvad end det er der gør at du er så ked af at være der at du har planer om at stikke af, så tænker jeg at det er vigtigt at du snakker med nogen om det. Hvis du snakker med behandlerne og din familie og indgår i en dialog om hvordan du har det, kan det være at de kan ændre nogle af de ting du ikke bryder dig om. 
Det kan selvfølgelig også være at der findes et andet og bedre sted? Men lige meget om det handler om at gøre behandlingshjemmet til et tåleligt sted for dig at bo, eller om det handler om at finde et andet behandlingssted der vil være bedre for dig, så tænker jeg at det kræver at du tør fortælle åbent om hvordan du har det. 

Alle de ting du kæmper med, (suicidale tanker, selvskadende adfærd, depression, anoreksi, Aspergers og psykose) er så vanvittig svære at du bliver nødt til at have hjælp til at klare kampen. Jeg tror ikke der er nogen der ville kunne klare at kæmpe sig igennem helt alene. 
Jeg synes det er godt at du lægger planer, men prøv at gøre dig nogle tanker om hvilke planer du kunne lægge for at du kunne få det bedre og stadig have mulighed for hjælp og behandling. Hvad skulle der til? Prøv at gøre dig nogle tanker og så del dem med din familie og få din familie til at hjælpe dig med at snakke med behandlingshjemmet. 

En anden mulighed kunne være at få hjælp fra en bisidder som kan "tale din sag" i forhold til kommune og behandlere. En bisidder er en voksen som ved en masse om regler, love og dine rettigheder som ung. En bisidder kan eksempelvis gå med dig til møder hvor det nogle gange kan være svært, som ung, at få sagt sin mening eller overhovedet finde ud af hvad man faktisk har ret til. 
Børns vilkårs bisidderordning er gratis og du kan læse mere om dem her

Jeg håber og tror på at det vil vende for dig og at du vil opleve fremgang og en lille smule glæde i den nærmeste fremtid. Bliv ved med at kæmpe...hold fast og kæmp helt vildt. Jeg ved det nytter, og jeg tror på at det kan lykkes for dig. 

Mange tanker 
Niels-Christian