Stikker snart af
Stikker snart af
Hej Cyberhus
Nu vælger jeg (endnu en gang) at skrive herinde, fordi jeg altid kan bruge jeres gode svar og jeres hurtige respons.
Jeg fylder snart 17, og jeg bor på behandlingshjem - men lige pt er jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg hader hader hader mit behandlingshjem - som virkelig hader!
Jeg har ikke lyst til at bo der, og ingen vil lytte til mig og mit ønske om at flytte (hverken sagsbehandler, kommunen, mine forældre, hospitalet eller mit behandlingshjem), og jeg har simpelthen ikke overskud til at komme tilbage dertil. Jeg har nogle psykiske diagnoser: Depression med psykotiske symptomer, aspergers og har lige fået endnu en diagnose: Borderline.
Mit liv er mega frustrerende og jeg har allerede planlagt at jeg stikker af, når jeg kommer tilbage til mit behandlingshjem. Jeg har skrevet et langt brev til mine forældre, som de får inden jeg stikker af. Jeg ved hvor jeg skal hen, jeg ved hvad jeg skal have med i min taske og samler en masse penge sammen til min flugt. Jeg skal lige understrege at jeg IKKE har planer om at begå selvmord eller selskade - jeg vil bare væk og leve på gaden.
Mit behandlingshjem er i B, så jeg skal så langt væk som muligt - skal til J, så de ikke finder mig - i hvert fald ikke før om lang tid. Jeg vil bare væk, væk, væk.
Men sidste gang jeg stak af, blev jeg fundet efter 6 timer, og politiet kørte mig tilbage til mit behandlngshjem. Mine forældre blev skide sure den gang, eller rettere sagt, de blev rasende. De skældte og smældte på mig. Men denne gang vil jeg ikke findes!
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver dette brev - nok fordi jeg er så ked af det og så klar på denne "flugt". Jeg er så træt af mit liv.
Undskyld for alt mit mundlort - God dag til jer derude.
Knus fra Michelle
Hej med dig
Det lyder virkelig som om, at du er i en periode i dit liv hvor det er rigtig svært at være dig. Jeg vil til en start understrege at det sagtens blot kan være en periode for dig, selvom det hele lige nu føles uoverskueligt og endeløst. Du skriver, at du nok har skrevet dit brev fordi du er rigtig ked af det og fordi du er klar på at stikke af. Jeg tænker, at det er godt du skriver, da det kan være rart at høre hvad andre tænker om ens situation, særligt når man er træt af det hele og har mange ting at slås med.
Du skriver, at du har skrevet herind før, og jeg har fundet det brev der må være fra dig. På det du skriver nu i forhold til dengang, lyder det som om at din situation på mange måde stadig er den samme, og jeg kan se at rådgiveren dengang henviste dig til at have en besidder. Det vil jeg fortsat anbefale dig, da det kan være en rigtig god ide at have en som på en måde kan hjælpe med at være talerør, når du skal snakke med de mennesker der er omkring dig. Det vil måske netop være relevant for dig når du føler, at du ikke bliver lyttet til. Ved at trykke her, kan du læse mere om hvorfor man har ret til en besidder og hvordan man kan få en gennem Børns Vilkår.
Du skriver, at du er indlagt på psykriatisk afdeling nu, og derefter skal tilbage på dit behandlingshjem som du hader rigtig meget. Jeg er ked af at høre, at du fortsat har det så svært med dit behandlingshjem, at du ikke har lyst til at bo der, men faktisk hader at være der. Det er selvfølgelig slet ikke optimalt, at du har det sådan med det sted, som skulle være trygt og rart for dig og hjælpe dig bedst muligt. Nogle gange når man er så træt af et sted kan det komme til at farve alle ens tanker, så alt ved stedet bliver negativt, selvom der faktisk også er nogle gode ting at få øje på, hvis man tænker nærmere over det. Jeg forstår godt, at du ikke har overskud til at vende tilbage til behandlingshjemmet, når det er den måde du tænker om det. Du skriver, at der ikke er nogle, hverken sagsbehandler, forældre, sygehuset eller andre der vil lytte til dig i forhold til dit ønske om at flytte. Jeg er ked af at høre, at du føler, at de ikke vil lytte, da du selvfølgelig skal høres, og at din stemme er rigtig vigtig, da det jo er dig det hele handler om. Men hvis vi nu forestiller os at de faktisk rigtig rigtig gerne ville lytte til dig, og at de sad der med åbne arme klar og parat. Hvad ville du så lige nøjagtig sige til dem? Hvad er det du har på hjerte, som de ikke forstår eller vil høre på? Jeg synes nemlig at det er rigtig vigtigt at de ting kommer frem og jeg tror derfor at det kunne være en rigtig god ide at få de ting skrevet ned, så de bliver mere konkrete for dig. Hvis det så giver mening for dig, kunne du evt aflevere sedlen som et form for brev, til den person du tænker det vil være bedst at give det til.
Det handler om at få dig hjulpet bedst muligt, og jeg går ud fra, at de mennesker der omgiver dig er professionelle og vil gøre det, som de tænker er bedst for dig, og hvis de vurderer det er behandlingshjem, tror jeg det er svært at ændre på lige nu. Jeg tænker derfor om du kan være muligt for dig, at prøve at tænke på dit behandlingshjem på en ny måde. Du kunne fx prøve at forestille dig, at den næste gang du åbner døren på behandlingshjemmet, er den første gang, og at det er et nyt sted som du skal udforske og lære at kende. Hvis det skulle være et godt sted at bo lige netop for dig, hvordan skulle det så være? Hvem skulle være der og hvordan skulle I have det sammen? På den måde kan det være at du kan få øje på nogle ting ved stedet, som faktisk stemmer overens med de ting som du godt kan lide, eller nogle ting som du selv kan gøre, for at få det bedre der.
Når der er noget her i livet, man ikke bryder sig om kan det nogle gange være en strategi at lukke øjnene for det, at vende om eller prøve at glemme det. Når det er det sted du skal bo som du hader, giver det dig en rigtig stor lyst til at stikke af, og jeg kan høre at du har planlagt det ret nøje. Jeg tror dog slet ikke at det er den rette løsning for dig, da jeg ikke tror, at det vil løse dine problemer. Når man har det rigtig svært, er det rigtig vigtigt at kunne få hjælp af andre mennesker. At der er nogle, der er der for en, så man ikke skal gå med alting selv. Særligt når man har svære diagnoser at kæmpe med ligesom dig. Hvis du stikker af, vil du ikke have nogle tæt på - du vil være overladt mere til dig selv. Samtidigt kan man i svære situationer have en tendens til at tro, at det hele bliver bedre eller anderledes hvis bare man flygter fra det eller kommer et andet sted hen, selvom at det i mange tilfælde er bedre at blive og tage kampen om. Jeg tror på, at du kan tage kampen op - du lyder som en stærk og sej pige, som heldigvis stadig har mod på livet selvom det hele er svært, og det er den styrke du har brug for, når du skal hjælpe dig selv til at få det bedre. Med et liv på gaden er der flere ting som du måske ikke tænker over at du vinker farvel til, da det lige nu for dig bare handler om at komme væk fra det hele. Men på gaden kan du ikke bare gå ind og få varmen når du fryser, når det regner i flere timer og du bare har brug for et varmt bad. Der er ingen der bare lige kan hjælpe dig når du har allermest brug for det. Men det er der på behandlingshjemmet. Når du skriver, at dine forældre blev rasende sidste gang du stak af, tror jeg ikke kun det var vrede der var inde i den. Bag ved vreden tror jeg på at de blev rigtig kede af det, fordi de blev bange for at miste dig, og bange for at der skulle ske dig noget. Nogle gange kan følelser skygge over nogle dybereliggende og måske mere bløde følelser, og jeg er sikker på, at de blev aktiveret ved dine forældre, selvom det måske ikke så sådan ud.
Jeg håber virkelig inderligt at din situation snart bliver bedre, og at du beslutter dig for ikke at stikke af, men at holde ud - kæmpe videre for det liv der venter derude. Når det hele er svært kan det nogle gange være en hjælp at tænke frem i tiden, da det kan hjælpe med at forstå at livet ikke nødvendigvis er som det er her og nu, for evigt. Du er stadig rigtig ung og der venter en masse dejlige ting der ude for dig, selvom de måske er svære at få øje på lige nu. Jeg tror på, at du inderst inde har nogle drømme, nogle ting du sætter pris på og vægter højt, nogle ting du elsker at lave og mennesker du holder af at bruge tid med. Tænk på de ting og mennesker, når alting er svært. Jeg tror på det dig, det hele skal nok gå, du kan klare det.
De bedste hilsner
Annika