Stadig påvirket af skilsmisse

brevkassespørgsmål

Stadig påvirket af skilsmisse

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 7 måneder siden

Hej! Mine forældre blev skilt for et 1½ år siden, men jeg er stadig rigtig ked af det. Lige nu bor jeg en uge ved hver forældre, men jeg hader det! Jeg hader at have to værelser, at skulle pakke hver skide søndag! Jeg bor i en fucking Ikea taske! Jeg har haft nogle problemer med min far angående min konfirmation. Han ville havde sin kæreste med, men jeg ville ikke have hende med. Så sagde min far alt muligt om at han ikke ville med til min konfirmation og alt muligt lort.. Så slog de op en måned inden festen... Jeg føler bare ikke at min far har overskud til at have mig og min lillesøster boende. Jeg føler vi er en belastning for ham. Jeg savner at have en normal rytme i hverdagen, men det kan jeg bare ikke få igen efter deres skilsmisse! På en måde vil jeg gerne bo mere ved min mor, men jeg er bange for at min far bliver ked af det og min far bor stadig i det hus vi alle sammen boede i, før deres skilsmisse. Det hele er bare noget lort! Jeg bliver stadig tit ked af det pga deres skilsmisse... Er det normalt at stadig være påvirket efter 1½ år? Kh Agnes

Svar: 

Kære Agnes
 
Det kan være rigtig svært at ens forældre bliver skilt og den nye dagligdag bagefter kan tage noget tid at vænne sig til. Jeg kan altså sagtens forstå at du synes det hele er rigtig træls, når du føler du bor i en taske og du ikke føler din far har overskud til dig.
 
Du spørger om det er normalt at stadig være påvirket efter 1,5 år, og ja det er det – især fordi det lyder til at I ikke har fundet en rytme som passer dig også. Det er så forskelligt hvornår og hvordan man finder en god rytme efter en skilsmisse, og når forældre også får nye kærester kan det hele blive ændret igen.
 
Jeg kan godt forstå du er ked af situationen med din far og din konfirmation, og at du føler at I er en belastning for ham. Jeg kan ikke fortælle dig hvordan han har det med det hele, men lige meget hvad, så lyder det til at det ikke fungerer for dig, og det er ligeså vigtigt at det fungerer for dig og at du er glad for den rytme I har, som det er at det fungerer for dem.
Du skriver du godt kunne tænke dig at bo hos din mor, men ikke vil såre din far. Det kan godt være din far vil være ked af det, men jeg tror godt at han ville kunne forstå dig hvis du fortæller ham hvordan du har det med det. Måske kan I lave en aftale som passer jer alle rigtig godt, og hvor du stadig får noget kvalitetstid med din far – måske hver anden weekend?
 
Det kunne være en idé at sætte dig ned med din mor, far og søster og få talt om at finde en løsning som er god for jer alle sammen. En skilsmisse kan godt gå godt, og det er muligt at finde en god rytme, som kan fungere for alle. Men det er vigtigt du er ærlig overfor dem om hvad der gør dig gladest.
 
Jeg håber du vil overveje at tale med dem – måske kan du vise dem dit brev hertil – så I kan finde en god rytme som også fungerer for dig. Hvis I finder en god daglig rytme, så tror jeg også at du vil få det bedre med skilsmissen med tiden. Men husk også at snak en masse med dine forældre om dine følelser i forhold til skilsmissen generelt – og husk på at det er helt normalt at blive påvirket af det.. det gør ondt når ens forældre går fra hinanden, og giv dig selv tid til at komme over det!
Jeg håber du kan bruge mit svar og at I finder en god ny rytme snart.
 
Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program