Som børn er flest.

brevkassespørgsmål

Som børn er flest.

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 7 måneder siden

Yo. Jeg er plejebarn og har boet hos min familie siden jeg var 4½. Jeg har altid følt mig fremmedgjort af min familie, selvom de virkelig har prøvet. Jeg har altid været en del af deres hverdag på godt og på ondt. De har altid været meget strikte, eller sådan føler jeg det, men de siger de opdrager mig som deres to tidligere børn. Min strikte opvækst har gjort mig lidt bange for autoriteter, dog er det jo nok ikke så underligt. Problemet ligger i at jeg altid prøver at leve op til deres krav om at være et ordentligt mennesket, et der tænker på andre, har gode maner og generelt foregår godt i sociale sammenhæng, det er jeg skam også tilfreds med, selvom jeg ikke altid kan leve op til alle tingende hvergang. jeg kom op at skændes med mine pleje forældre fordi jeg netop har droppet kontakten til en veninde, der på alle punkter kan beskrives som en god borger, hvilket jeg gjorde fordi hun ikke ''sagde'' mig noget. Hun var fin nok, men... bare ikke mig. Jeg har en masse andre venner der ikke er som hende, de kommer ofte fra familier der er ressource svage, men de er ikke kriminielle har eller sådan noget. kun lidt sjuskede og rigtig ''teenage''. Mine plejeforældre sagde at de altid har prøvet at gøre mig som børn er flest, normal. Det sårede mig virkelig, for jeg føler virkelig at jeg har prøvet og hvad er problemet i at jeg dropper hende veninden? Ja at hun kunne hjælpe mig, men jeg føler ikke jeg har brug for hjælp, jeg er da klar nok til at skabe mit liv og min identitet nu, selvom jeg stadig har et stykke endnu. Ved ikke hvad jeg forventer af jer, men det var rart at komme af med noget luft :) Tak for i læste indlægget.

Svar: 

Til dig "som børn er flest"

Tak for dit indlæg, hvor er det godt du valgte at komme af med noget luft her, for jeg kan godt forstå du føler dig såret og har brug for at dele dine tanker med nogen. Dit indlæg har sat mange tanker i gang hos mig og jeg vil prøve om jeg kan hjælpe dig.

Jeg syntes du viser en kæmpe selvindsigt, når du beskriver dine følelser omkring at være vokset op som plejebarn. Fx. når du skriver, du er bange for autoriteter, så kan det godt komme af dine plejeforældres strikse opdragelse og målinger af om dine handlinger har været "rigtige" eller "forkerte". 

Måske er du bange for at skuffe dem og føler måske at du står i taknemlighedsgæld til dem, fordi dine plejeforældrer har opdraget dig til at være et ordentligt menneske. Men som børn, kan de fleste af os godt føle en skyld overfor vores forældre, specielt hvis deres forventninger til os er for svære at leve op til. Det jeg vil sig er: Dine plejeforældrer har valgt dig som deres plejebarn, det vil sige, du er deres barn, deres ansvar og du må derfor også godt kræve noget af dem. Jeg mener godt du må kræve at de prøver, at forstå dig og dine valg, for du skal ikke skal gå og føle dig fremmed omkring dem. 

Det leder mig videre til jeres skænderi. Du skriver, det kom sig af, at du har droppet en veninde, der ikke sagde dig noget. Et valg, jeg mener du har ret til at vælge, både fordi du er voksen og fordi du ikke kan vælge dine venner ud fra hvilken social baggrund de har. Man vælger sine venner ud fra kemi. Som det lader til at du gør og det tror jeg er vigtigt, du holder fast ved, for dine venner skulle gerne være dem, der får dig til at have det godt med dig selv og som siger dig noget. Jeg kan godt forstå, du bliver såret når dine plejeforældre siger, de har prøvet at gøre dig normal, specielt når du fortæller hvor meget du prøver at leve op til deres krav. Men jeg tænker, det måske ikke handler om, at du gør noget forkert. Men at de prøver at beskytte dig ved at være strikse og råde dig til hvem du skal se.

Har du prøvet at fortælle dine plejeforældrer om de følelser du har beskrevet her? Fx, at du godt kan tage vare på dig selv og skelne i hvad der er rigtigt og forkert og hvilke mennesker der er gode for dit liv. For "gode" eller "dårlige" borgere hænger ikke nødvendigvis sammen med vores sociale baggrund, dine venner som du har beskrevet er jo et godt eksempel på det.

Jeg tror samtidig, det er rigtigt vigtigt, du fortæller dine plejeforældrer, hvor svært du syntes det er, at leve op til deres krav, men også høre hvad det præcist er du skal have hjælp til. For på mig, lyder du utrolig velovervejet og meget betænksom både i forhold til dine plejeforældrer og når du vælger venner til og fra. 

Til sidst vil jeg godt sige, at jeg mener vi skaber vores identitet gennem hele livet og det er vores valg og omgivelser der gør os til de mennesker vi er, og jeg tror at du er godt på vej.

Det var et par tanker som blev sat i gang ud fra dit indlæg og jeg håber du kunne bruge noget af det.

Mange hilsner Maria  

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program