Kære dig

Hvor er det flot og ikke mindst vigtigt at du siger højt, hvor svært det også kan være at være pårørende til en, som har været udsendt og oplevet en masse forfærdelige ting. Jeg tror på, at det kan være helt vildt hårdt at være i. Jeg forstår virkelig godt at det må være en svær situation, fordi jeres forhold lige pludselig virker til at være helt anderledes end inden han rejste, fordi det er som om, at I ikke kan tale sammen, om alt det der er sket. 

Først tænker jeg på, om din fætter mon har fået nogen form for hjælp og støtte siden han er kommet hjem, som fx samtaler med en psykolog? Jeg tænker nemlig at det er utrolig vigtigt, at han får bearbejdet det han har været igennem på en måde, så han måske bedre kan forholde sig til det der er sket, og samtidigt forholde sig til den hverdag han nu har herhjemme. Det lyder nemlig som om, at han virkelig kunne bruge nogle at snakke med alt det her om, som du siger du ikke kan få svar på. Hvis det er svært for ham selv at be om hjælp, kunne du fx hjælpe ham med at få kontakt til nogle som kan hjælpe ham i hans situation. Du skriver at han har fået stress, men også at det ikke kan ændres. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er noget I har fået at vide, men der er faktisk hjælp at hente, til soldater der har fået stressreaktioner, så der er håb om at han kan få det bedre. Veterancenteret har fx forskellige rådgivningstilbud til hjemvendte soldater, men også til deres pårørende, og det kunne måske være rart for dig at kigge på deres hjemmeside, hvis du ikke allerede kender den. Du kommer ind på hjemmesiden ved at trykke her. 

Det lyder som om, at dig og din fætter er virkelig tætte, men at det at han har været udsendt, nu pludselig gør at noget er forandret og svært at tale om. Du spørger, hvordan du fortæller ham at han ikke skal frygte at du ikke elsker ham, og samtidigt hvordan du får svar, og kan føle dig sikker på at han elsker dig. Det lyder som om, at det er rigtig svært for jer at snakke om de her ting ansigt til ansigt, og også at få sagt de her store ord. Så jeg tænker derfor, at det måske er en rigtig god mulighed at skrive et brev til ham? Du fortæller også, at du har prøvet at skrive nogle digte, og måske du kunne bruge en af dem i brevet? I brevet kan du fortælle ham, hvor meget han betyder for dig og at du står til rådighed og gerne vil snakke med ham om de ting der er sket, selvom det er rigtig svært for ham. Her kan du fortælle ham, at du holder rigtig meget af ham, og ønsker at han skal have det godt. Du kan skrive alt det du har på hjerte, på lige præcis den måde, som det giver allermest mening for dig. Måske vil det være en lettelse at kunne fortælle ham nogle ting på den måde, når det nu er så svært at få sagt ellers. Måske det også vil give ham en tryghed, at vide at du er der for ham. I forhold til hvordan du skal vide at han elsker dig, tænker jeg at det er et ret tydeligt tegn, at han fx græder når I skilles. Det viser at han finder tryghed hos dig, og kan være et udtryk for hvor meget han holder af dig.

Det kan være helt vildt svært, at snakke om de ting, der fylder helt enormt meget, ligesom krigen fylder hos din fætter. Men jeg tænker, at det er vigtigt, at forsøge at blive ved med at prøve at åbne op, og på den måde vise at du er tilgængelig og gerne vil snakke om det selvom det er svært. Det skal selvfølgelig være på en måde hvor du ikke presser ham, men bare så han ved du er der. Samtidigt tror jeg, at det er vigtigt at huske dig selv i alt det her, da du også skal kunne holde til det. Han kan måske åbne op for ting som er rigtig svære at rumme, og det kan måske være meget rart at have gjort sig nogle tanker om inden. 

Du lyder som en rigtig omsorgsfuld pige, og jeg er sikker på at din fætter har en stor støtte i den person du er og det I har sammen. Jeg håber at han og også du snart får det bedre, og I fremover kan holde fast I jeres gode og tætte forhold. Alt held og lykke herfra. 

Bedste hilsner

Annika