Skærer i mig selv, og venne (kæreste) problem

brevkassespørgsmål

Skærer i mig selv, og venne (kæreste) problem

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Hej

Jeg har to meget gode venner, en af dem er en dreng (kan godt lide ham lidt) og den anden er en pige (hun kan også godt lide ham). Jeg vil rigtig gerne imponere dem, og få deres opmærksomhed. Så jeg løj om at jeg skar i mig selv, men nu gør jeg det faktisk...min mor og far ved det ikke, fordi de vil ikke forstå det...HJÆLP!!!!!!!!!!!!

Svar: 

Kære dig

Tak for dit brev. Det er rigtig sejt af dig at du vælger at skrive ind til os, fordi det viser at du ikke ønsker at fortsætte med at skære i dig selv. Du har altså taget det første skridt på vejen mod at stoppe igen, og det er rigtig flot!

Først og fremmest vil jeg starte med at sige at hvis det er nødvendigt for dig at lyve om at du skærer i dig selv, for at de gider at snakke med dig, så er de ikke det værd som venner. Selvskade er meget alvorligt og kan meget hurtigt blive farligt. Mange unge beskriver også at de oplever en form for afhængighed. Du skriver ikke hvorfor du er fortsat med at skære i dig selv, men hvis det overhovedet er muligt for dig, vil jeg stærkt anbefale dig at stoppe. I det mindste kan du måske prøve at selvskade på en anden måde end ved at skære i dig selv, f.eks. ved at holde isterninger eller bruge elastikker til at give dig små smæld.   

Når det så er sagt skal du vide et par ting om selvskade, fordi det måske kan gøre dig klogere på hvorfor du er fortsat og hvordan du stopper. De mennesker der selvskader gør det oftest af en af to årsager. Enten fordi de har brug for at distrahere sig selv fra meget svære følelser eller tanker, eller fordi de føler sig "tomme" og derfor ønsker at mærke den fysiske smerte frem for ingenting. Der kan også være andre årsager, men de to er de mest hyppige. Her fra rådgivningen, ved vi også at de unge som selvskader rigtig gerne vil stoppe igen, og at de skammer sig over selvskaden. Skammen kan ofte få selvskaden til at fortsætte, fordi det sætter gang i en ond cirkel - man selvskader for at slippe fra de svære følelser, men man ender med flere svære følelser pga. selvskaden. De fleste unge har haft brug for meget støtte fra venner og forældre for at stoppe, og det handler i høj grad om at finde en anden måde at håndtere de svære følelser eller tomheden. Selvskaden bliver en vane, men vaner kan ændres.

Du skal også vide at de ar som du giver dig selv, når du skærer, højst sandsynligt vil blive der for evigt. Igen fortæller de unge os at de er nødt til at gemme deres arme eller ben, fordi de ikke ønsker at nogen skal vide at de enten har selvskadet eller stadig gør det.

Jeg vil anbefale dig at tænke grundigt over hvorfor du ønsker at være venner med nogen, som mener at selvskade er sejt (hvis de gør det), og jeg tænker at det vil være en god idé at snakke med dine forældre om det. Det vil højst sandsynligt være en svær samtale, men dine forældre er der for at støtte dig - og de forstår mere end man lige tror. De fleste mennesker (også dine forældre) har på et eller andet tidspunkt gjort noget der var dumt, skørt eller fjollet for at få opmærksomhed fra andre mennesker. Hvis du ikke føler at du kan snakke med dem, vil jeg anbefale dig at tage et kig på Landsforeningen mod Selvskade og Spiseforstyrrelser. Derinde kan du både finde anonym rådgivning og også mere viden om selvskade.

Her til sidst vil jeg lige gentage at det er virkelig sejt af dig at du har skrevet ind til os og åbner op omkring at du selvskader. Det giver mig tro på at du godt kan finde andre måder at reagere på, og at du godt ved at det ikke var (eller ej) en god løsning at selvskade - uanset om det er fordi man ønsker at få andres opmærksomhed, mindske indre smerte eller mærke fysisk smerte.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid er velkommen til at skrive igen eller besøge vores chats.

Kærlig hilsen

 

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program