Skizofreni - hvis det går den forkerte vej...
Skizofreni - hvis det går den forkerte vej...
Hej Cyberhus. Fornylig skrev min behandler (altså min psykiater) en længere udtalelse til kommunen da jeg skal starte på en behandlingskole pga. flere ting, men mest fordi jeg lider af Aspergers syndrom, depression og psykotiske symptomer/psykose men det kommer jeg til. Der står flere ting på udtalelsen, men sidst skriver hun at hvis min tilstand forværres kan jeg riskikere at udvikle skizofreni i et eller andet omfang. Og det skal lige siges det pt. er slemt med hallucinationerne synes jeg. Jeg hører stemmer pt. dagligt der siger jeg skal tage livet af mig selv, at jeg ikke fortjener noget godt, at jeg skal skade mig selv osv. Derudover kan jeg have følelsen af at blive overvåget eller vil blive overvåget, hvilket gør at jeg tit kan sidde med nedrullede gardiner fordi jeg har på fornemmelsen jeg vil blive overvåget/bliver overvåget. Derudover har jeg tænkt på at jeg har været en meget ond person i mit tidligere liv, fx. Hitler eller en lign. person og mit nuværende liv er en straf for jeg føler jeg bliver straffet for alt, og jeg synes mit liv er håbløst..
Selvfølgelig er det jo ikke sikkert jeg udvikler skizofreni, men det sidder alligevel i mig og jeg er ret påvirket af stemmerne der taler til mig. Jeg har før haft psykotiske symptomer i flere måneder endda, og også vrangforestillinger men jeg begyndte at få antipsykotika og så var jeg inde i en god periode mht. til det. Men nu er det begyndt igen og jeg har flere gange handlet på det mine stemmer har befalet mig at gøre, såsom at kvæle mig selv, slå hovedet i væggen osv.
Desuden kunne jeg heller ikke forstille mig et liv med skizofreni, da jeg ville føle mig stemplet for livet selvom mange bliver raske eller i hvertfald symptomfri og mindre påvirket af det senere i livet eller ville kunne lære at leve med det. Ville føle mit liv blev ødelagt mere end det er i forvejen hvis jeg fik diagnosen skizofreni... Lige nu kan jeg i hvertfald ikke leve med stemmerne der snakker til mig.
Ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver til jer. Måske mest bare for at få mine tanker ud..
Mange hilsner fra en pige, der er nervøs for om hendes psykotiske symptomer forværres.
Hej med dig.
Det lyder til, at du har det rigtig svært, og har rigtig mange forskellige ting, der fylder for dig og gør dit liv svært. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har skrevet herind, om det så blot er for at få dine tanker ud. Når man har mange tanker, så kan det være svært at have indeni, og så kan det egentlig hjælpe for en kort stund at få dem ud.
Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for om dine psykotiske symptomer forværres. Det lyder også på dit brev som at det er noget, der er begyndt at fylde mere og mere, og blive mere voldsomt for dig. Men det lyder også til, at du egentlig godt kan skelne mellem, hvad der er dine egne tanker og hvad der er tanker, der kommer fra de stemmer, som du hører. Og det tænker jeg er meget godt. Det lyder også til, at du faktisk har været inde i en god periode, da du var på antipsykotika, og jeg tænker på, om du mon er stoppet på det, eller om virkningen blot ikke er det samme længere? Det kan være godt at holde fast i, at selvom du har det rigtig dårligt nu, så kan du prøve at tænke, at du har haft det bedre før, så derfor kan du også få det godt igen. Jeg synes også, at det er rigtig godt, at du har en psykiater, som er opmærksom på dig. Selvom jeg godt kan forstå dine tanker, så tænker jeg også, at der må være noget betryggende ved, at du har en professionel, som holder øje med dig, og som forhåbentlig arbejder på, at du får den hjælp, som du har brug for. Jeg tænker, at det nok kan være en god idé for dig at dele de her tanker med din psykiater, så hun ved, hvad der fylder for dig og hvordan du faktisk har det.
Jeg kan sagtens følge dig i, at en skizofreni diagnose kan være med til at stemple en, og man kan også føle, at det faktisk gør tingene meget værre. Formålet med en diagnose er egentlig at gøre det modsatte, netop hjælpe en, så den hjælp og behandling man får, kan være rettet mod det rigtige. Men med en diagnose kan der også komme fordomme, og måske har du selv gjort dig nogle tanker om, hvordan "man er", når man har en skizofreni diagnose? Måske du kan prøve at skrive de tanker ned, for det kan være at nogle af dem blot er fordomme - og som du også selv skriver, så er det muligt, at arbejde sig igennem ens skizofreni, og faktisk blive symptomfri. Men det kunne også lyde på dit brev som om, at det ikke nødvendigvis kun handler om skizofreni diagnosen, men mere at det er endnu en ting i dit liv, som ikke fungerer og er med til at gøre det hele værre. Og det kan jeg godt forstå. Det er også mange ting, som du går og kæmper med, og det må være svært at skulle forholde sig til endnu en diagnose og noget mere, der går dårligt.
Du skriver ikke, hvad der er sket i dit liv eller om der er nogle bestemte årsager til, at du har fået det så slemt. Jeg tænker, at det der er med diagnoser, det er, at det er en øjeblikstilstand. Det er et billede af, hvordan du har det lige nu, men det definerer ikke hvem du er eller hvem du bliver i fremtiden. Det er blot et billede på, at du ikke har det så godt lige nu. Og det tænker jeg er virkelig vigtigt at huske på, for det tror jeg hurtigt man kan glemme, både når man selv har en diagnose, men også andre folk i det hele taget. Du er en masse andre ting end dine diagnoser, og måske er det noget du skal prøve at fokusere på. Prøv at tænk over nogle egenskaber eller sider af dig selv, som du godt kan lide, og hvis det er lidt svært, så kan du prøve at starte med en enkelt ting, og så tilføje en ny efter et par dage. Det kan godt virke lidt svært til at starte med, men det er faktisk en rigtig god øvelse i at gøre sig selv opmærksom på alle de gode og dejlige sider, som man har - uanset hvilke diagnoser eller udfordringer, som man står overfor.
Når man har det så svært som du har, så er det nok meget naturligt at give sig selv skylden for det, og bebrejde sig selv. Jeg kan også godt følge dine tanker omkring, at du føler at du bliver straffet, fordi der ikke rigtigt er noget der går din vej. Og selvom det kan være svært at se, at det hele nok skal blive bedre en dag, så er det muligt at få det bedre! Det kan bare godt tage noget tid og kræve en hel masse hårdt arbejde, men det er muligt! Og det er heller ikke din skyld, at du har det så slemt. Jeg tror på, at det ligeså meget har at gøre med en masse andre faktorer og de betingelser, som du er blevet givet eller udsat for.
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen, om det så bare er for at få luftet dine tanker, så skal du være mere end velkommen.
Mange hilsner
Pernille