Skilsmisse

brevkassespørgsmål

Skilsmisse

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 13 år 3 måneder siden

Hej jeg ved ikke om dette er det rette sted at skrive ind men mine forældres skilsmisse tog rigtig hårdt på mig i starten tænkte jeg ikke over det men langsomt kom min smerten og det tog hårdere og hårdere på mig.. mine forældre kan ikke engang være gode venner.. min far skal hele tiden være mega sur på min mor og skrive alt muligt grim som sårer mig meget.. jeg kan ligge og græde mig selv i søvn men please hjælp mig hilsen Cille

Svar: 

Kære Cille.

Det gør mig ondt at høre om din situation.

Det er vist det værste overhovedet for et barn, når dets forældre er uvenner, uanset om de bor sammen eller er skilt.

Og så er det lige meget, om man er 5 eller 35 år. Men naturligvis er det mest svært, når man stadig skal bo og være sammen med dem.

Det er forfærdeligt, når voksne ikke kan lade være med at inddrage børn i deres uenigheder og bitterhed.

Det er også meget svært at sige til sine voksne, at de skal lade være med at sige alt muligt grimt om hinanden, mens man hører på det - og selv om man kan få det sagt, er det tit alligevel svært at få dem til at forstå og respektere det.

Du kan selvfølgelig prøve at skrive et pænt brev til din far, hvor du beder ham lade være med at skrive sådan om din mor, men det er jo ikke sikkert, han vil forstå dig. Måske bliver han vred eller ked af det, og det vil jo ikke hjælpe jer.

Desværre er der mange, der har præcis de samme problemer, som du har nu, og det er ikke ualmindeligt, at den største sorg og smerter først kommer et stykke tid efter skilsmissen. Det kan bl.a. være, fordi ens følelser nærmest bliver lammede, lige mens det hele sker.

Omkring en tredjedel af alle danske børn oplever, at deres forældre bliver skilt, og eksperter mener, at det tager to-tre år, før skilsmissen er "faldet på plads", så livet kan gå videre for dem, der er ramt.

Det er trist, at så mange børn er udsat for det, du er igennem nu. På den anden side betyder det jo, at mange har oplevet netop den sorg og smerte, du føler - og det kan være en lettelse at tale med andre om følelserne.

Jeg har hørt mange unge sige, at det hjælper at tale med kammerater, der er eller har været igennem det samme.

Du skriver ikke, hvor du bor, men i mange byer har man oprettet "selvhjælps grupper" for skilsmisse børn, hvor man kan snakke med andre og få støtte og redskaber til at bearbejde problemerne.

(Du må meget gerne kontakte Cyberhus igen om, hvor i landet, du bor - så vi kan hjælpe dig med at finde frem til noget, du kan bruge).

Der er også skrevet mange bøger, som måske kunne være gode at læse.

Jeg har bl.a. hørt om en, der hedder "Børn skriver til børn - om skilsmisse", hvor 20 unge mellem ni og femten år skriver om deres tanker og følelser omkring forældrenes skilsmisse.

På biblioteket kan de helt sikkert vise dig mange andre bøger om emnet.

Hvis du har mulighed for det, kan det måske også være godt at tale med en voksen, som ikke er i familie eller venner med hverken din mor eller far. Evt en af dine lærere eller forældre til en af dine klassekammerater.

Du fortæller ikke i din mail, hvor længe det er, siden dine forældre flyttede fra hinanden, og hvor længe du har haft det så dårligt, som du har nu.

Hvis det er længere end et par måneder, du har grædt dig i søvn om aftenen, skal du måske bede om en tid hos din læge og fortælle, hvor skidt du har det, så hun (eller han) kan vurdere, om du skal have professionel hjælp til at komme igennem det her. Der er mange psykologer og andre fagfolk, der er specielt uddannet til at hjælpe børn og unge i din situation.

Jeg håber meget, du snart får det bedre.

Mange hilsener,  Lotte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program