selvmordstanker

brevkassespørgsmål

selvmordstanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 7 måneder siden

Hej Jeg er en pige på 13 år.Jeg har tit selvmordtanker. Jeg blev meget mobbet som lille men har altid været stærk,min elskede farfar er død og han betyd meget for mig dengang,jeg har en dejlig kærste men alle andre er ligeglade med mig(I virkelighed og URL) udentagen min famille,3-4 af mine veninder og nogen venner og veninder fra nettet og min kærste (; Jeg er ret buttet og føler mig meget alene,Vil bare gerne død :(

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt høre at du er rigtig fortvivlet over dit liv og at det lige nu er svært for dig.
Du fortæller, at du har mistet din farfar, som betød rigtig meget for dig. Du skriver også at du er blevet mobbet meget som lille og at du føler dig buttet og alene.
Hvis man har det dårligt og er meget ked af det, så bliver man rigtig god til at finde fejl ved sig selv og lige pludselig kan det hele virke rigtig svært. Du fortæller om følelsen af at være alene, fordi du er rigtig ked af det, og ikke synes livet er værd at leve.

Du har oplevet nogle ting i dit liv som har gjort ondt og sommetider kan de ting godt vende tilbage og gøre en ked af det. Måske er det også det du oplever lige nu.
Når du er ked af det, er den bedste måde at få det bedre på, at få snakket om det. På den måde kan du føler at det letter lidt inden i, men du fortæller også et andet menneske om det og så er det nemmere for det menneske at hjælpe dig.

Du har allerede taget det første skridt og skrevet ind til mig, det er jeg gald for, for jeg vil gerne lytte til alle dine tanker og følelser. Dit næste skridt er, at fortælle om dine tanker og følelser til en voksen der er tæt på dig, og som du har tillid til, og der tænker jeg på dine forældre. Måske kan de hjælpe dig og støtte dig. Når du åbner op og fortæller hvordan du har det, så vil du tit mærke en lettelse, for så er du ikke alene med dine tanker og følelser mere.
Du skriver, at der er mange der er ligeglade med dig. Men jeg ser også, at du skriver at der faktisk er en del dejlige mennesker omkring dig, som holder meget af dig. Du har din kæreste, du har din familie, og en del venner og veninder. Det er faktisk rigtig mange mennesker du har omkring dig, som betyder meget for dig. Det er de mennesker du skal snakke med og bede om hjælp hos og jeg synes du skal starte med at snakke med dine forældre.
Jeg synes du skal prøve at holde fast i tanken om, at du har din kæreste, din familie og dine veninder og venner, tætte på dig, og at de synes at du er værd at bruge tid sammen med. Det betyder, at du er en vigtig person i deres liv og at de ikke er ligeglade med dig. Det synes jeg er rigtig godt og positivt.
Måske har du også brug for, at få nogle samtaler hos en psykolog, og det kan dine forældre hjælpe dig med. Måske kan det hjælpe dig med at få styr på dine tanker og følelser, så de ikke er så farlige for dig. En psykolog kan sammen med dig, finde ud af hvad du kan gøre, så det bliver nemmere at være dig og være glad for dit liv.
Du skal også vide at der altid er en voksen der vil lytte til dig i vores chatrådgivning. De har åbent mandag til torsdag fra kl. 15-19 og du kan være anonym..
Giv livet en chance, du har fortjent at leve!
De bedste tanker fra Kristine

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program