Rygter??

brevkassespørgsmål

Rygter??

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus,

her er min situation. I starten af dette skoleår kom der en ny elev ind i den klasse oven over den som jeg går i, (jeg kalder ham N) og han var meget den "player" type og alt det der, to uger efter han kom havde han allerade prøvet på at score tre piger. Nå men lidt senere i skoleåret begyndte jeg at tale meget sammen og før jeg vidste det, brugte vi vores tid sammen efter skole på at kysse og alt muligt. Jeg følte aldrig mig rigtig okay med situationen men jeg gik bare med det fordi at jeg vil ikke have at han tænkte dårligt om mig. Det endte med at vi faktisk havde sex, 3 gange. Jeg har altid fortrudt det og har haft det af helvedes til med det, og nu er det kommet tilbage for at bide mig i røven. den anden dag spurgte min bedste ven mig, om mig og N havde haft sex. Selvfølgelig svarer jeg nej fordi jeg vil ikke have, at folk ved om det. Men det var jo selvfølgelig kun mig og ham som der vidste om det?? Så det kan KUN være ham som har fortalt andre om det... Jeg er bange for at det ender med, at hele min klasse og klassen N går i kender til det, og tror ikke på mig hvis jeg siger at det ikke skete. Jeg har talt med N om det men han sagde at han ikke havde fortalt det til nogen, men jeg stoler ikke på det. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og er ekstrem angst for, at andre finder ud af det. Hvorfor ville han fortælle folk om det?? Jeg tror at jeg ville hellere skifte skole end at leve med at alle folk vidste hvad der er sket men jeg ved at jeg ikke ville have det godt med at komme på en ny skole pga at man skulle lave nye venner osv.... 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan gøre for at fikse denne situation... :(

Svar: 

Hej med dig!

Det lyder som en ubehagelig situation du er endt i. Vi gør alle sammen ting som vi senere i livet fortryder. Det er irriterende at fortryde hvad vi har gjort, men simpelthen et livsvilkår. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at du nu ikke ved hvordan du skal tackle situationen. Du skriver, at du hellere vil flytte skole end at alle finder ud af hvad der er sket, og jeg kan godt forstå du tænker at det ville være nemmere, men det er faktisk svært at "flygte" fra problemerne, da de ofte vil følge med i hovedet på en og derfor kommer man ikke af med dem på den måde. Jeg tænker derfor ikke umiddelbart, at det er en holdbar løsning på dit problem. Nogle gange må vi se de ting i øjnene som vi helst vil undgå, så vi kan komme videre og komme stærkere ud på den "anden side". Hvis mennesket kunne gå tilbage i tiden og lave ting om, så tror jeg ALLE mennesker havde noget (måske meget) de ville ændre, men ofte er det vores fejltagelser, som gør vi lærer noget om os selv og som gør vi bliver stærkere som mennesker. Jeg tror derfor det kunne hjælpe dig at tænke på det som en oplevelse, der har gjort at du nu ved mere om dig selv og som du har lært noget af. Nogle gange må vi stå ved vores handlinger, selvom vi fortryder dem.

Måske vil det hjælpe dig at snakke med en veninde om det? Selvom man kan frygte hvad de vil sige til det eller om de vil dømme en, så er det sundt at lette sit hjerte. Det er jo heller ikke sjovt at være nødt til at lyve om noget overfor sine veninder. På den måde får du også lov til at give dem din version af historien, så du kan fortælle dem hvordan du oplevede det og så de ved hvordan du har det med det hele. Jeg er sikker på, at de vil kunne forstå dig og at de vil støtte dig og hjælpe dig igennem det hele. Ofte bliver tingene værre jo længere tid man bekymrer sig om det uden at få snakket med andre om det. Tanker har det med at vokse sig større og mere negative jo mere man tænker over det, især hvis de er negative til at begynde med. Du skriver i dit brev, at du har det virkelig dårligt med det hele og derfor er det jeg tænker at du ville kunne få det bedre hvis du fik snakket om det med en du stoler på. Jeg tror på, at det hele vil være mere overskueligt hvis du få snakket om det i stedet for at holde det skjult.

Du skal også vide, at du er meget velkommen på 1-1chatten, hvor du kan snakke helt anonymt med en voksen rådgiver hvis du ikke synes du er klar til at fortælle din version af det hele til dine veninder endnu. Det kan være rart at få snakket med en som ikke har noget med det hele at gøre for at høre hvad de tænker og så man kan snakke om hvordan man får det sagt på den bedste måde. Og for din egen skyld kan det også være en rigtig god måde at få snakket hele situationen igennem på.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program