Goddag Jeg er ikke sikker på om jeg stadig tæller som et barn, men jeg håber i finder tid til at svare mit brev alligevel. Jeg har overvejet at søge en rigtig psykolog, men det koster penge, plus det ar jeg heller ikke bryder mig om den slags i generel, jeg er ikke en lad-os-tale-om-vores-følelser person. Jeg gør kun det her (skriver til jer) fordi jeg ved at det er anonymt. Så tak, til dig der nu end læser det her, du gør et fint stykke arbejde. Til sagerne. Jeg tror det ville være en god ide at starte med at forklare hvordan jeg er ”venner med folk”, faktisk, så har jeg ikke rigtig nogen venner, bekendte har jeg massere af, men venner har jeg nok kun en eller to af. Den ene af dem bor ikke engang i samme land som jeg og den anden ser jeg ikke. Jeg havde engang et par andre venner men enten blev de trætte af min koldhed eller jeg blev træt af deres dumhed. Da jeg var yngre gik jeg til psykolog i et års tid, brugte to timer om ugen på at blive fortalt hvordan jeg var nød til at få venner og gå ud men jeg har aldrig haft lyst eller behov for at have venner. Det er da meget rart nogle gange at tage nogle steder hen, men det har jeg bekendte til at gøre med. De tror måske de er mine venner men der er kun en person der kender til mine sande følelser og hvad jeg i virkeligheden tænker når jeg går igennem hverdagen. (Den ven som ikke bor i Danmark). Måske er det fordi jeg ikke stræber efter det, at der ikke er nogle der kommer til mig. Jeg forstår det godt. De sjældne gange der rent faktisk er nogle der har kommet til mig, prøvet at lært mig at kende, går der ikke lang tid før de flygter igen. Den måde jeg opfører mig på hver dag er så forskellig fra den måde jeg virkelig er på at det er de færreste der kan acceptere det. Den måde jeg virkelig er på er så excentrisk og social uacceptabel at selv min barndomsven ikke kunne klare det da jeg fortalte hende om hvad jeg VIRKELIG går og tænker på. (noget hun havde plaget mig med i lang, lang tid) Dem jeg har ladt møde ”mig” uden nogen form for skuespil beskriver mig som stoisk, usympatisk, narcissistisk, selvcentreret, uhyggelig men intelligent. Og det passer vel nok meget godt. Sådan tror jeg dog der er mange mennesker der, hvis ikke alle mennesker er sådan. Det der gør mig speciel er dog, at jeg ved det og ikke benægter det. Jeg har heller ikke noget imod at være sådan, jeg elsker mig. Jeg elsker ikke mange mennesker andre end mig selv. De eneste andre mennesker end mig selv jeg føler sande, rene og uselviske følelser for er mine familiemedlemmer. Jeg synes ikke der er noget i vejen med at elske sig selv, sætte sig selv før nogen eller noget andet. Folk der siger at andres følelser er mere vigtige og at de ”gør ting for andre mennesker” er ude for min forståelse. Jeg forstår godt idéen med det, nuttet menneske-indbildning. Ingen, den eneste forskel mellem mig selv og dem er at jeg ved hvorfor jeg virkelig gør de ting jeg gør. Når jeg gør noget for et andet menneske, er det altid med mig selv i bagtankerne. Jeg gør aldrig noget uden at tænke på hvad godt det vil gøre mig. Jeg snakker ikke om materialistiske ting (med mindre man ser mennesker som ting, hvilket jeg nogle mørkere stunder gør for at være ærlig), jeg snakker om hvordan jeg så senere kan bruge den person i mit eget ”livsspil”. Hvordan den person senere kan være til gavn for mig. ”Hvordan kan den her person gøre noget for mig uden at han eller hun ved det”. Nogle ville nok kalde det manipulation, jeg kalder det logik. Du tager noget fra mig, eller det tror du i hvert fald du gør, og jeg tager noget fra dig. Er det ikke hvad venskab er? Min version af kærlighed er det samme som venskab dog med dyrisk lyst involveret. Ja, ”manipulation” er et af mine talenter (ud over at lyve hvilket jeg kommer til senere) jeg er en fantastisk skuespiller, min tunge er skarp og hurtig plus så kender jeg mennesker, de er måske vokset op forskelligt med forskellige meninger, tro og livsoplevelser men i bund og grund vil de alle bare have det samme. Det er derfor jeg altid ved hvad folk vil hører, det er derfor folk kan lide mig og finder mig charmerende, blid og forstående. Mit andet ”skjulte talent” er at lyve, der er ikke den situation jeg ikke kan få drejet mig ud af. Jeg kan i løbet af få sekunder lave en historie så troværdig at jeg kan snyde alle og næsten også mig selv. Det er ikke små hvide løgne, det er store komplicerede løgne med ekstra side historier og andet backup til at gøre det troværdigt. Dog dur det ikke at være god til at finde på historier hvis man ikke ved hvordan man skal lyve. Det er så dog heldigt at jeg godt ved det. Jeg er meget troværdig og klog, jeg ved hvordan man skal få folk til at tro på en. Jeg har nok ikke den største samvittighed i hele verden hvilket også gør det lettere for mig at lyve uden at blinke. Jeg vil ikke sige at jeg ikke har en samvittighed, det tror jeg da jeg har. Den har ikke været i brug endnu. Sympati, nej, det dyrker jeg heller ikke. Empati vil jeg dog ikke sige at jeg ikke ved hvordan man gør, jeg er logisk og analytisk men stadig med fantasi, så jeg kan godt finde ud af at sætte mig i andre folks sted. Jeg kan godt finde ud af at se tingene fra andre perspektiver. Hvis jeg skulle kigge på mig selv fra et andet perspektiv end mit eget, okay nej, hvis jeg ikke var mig selv og kiggede på den person (der er mig… (følger du mig?)) så ville jeg nok beskrive hende som ”ensom og deprimeret” for hvis jeg ikke var mig, var jeg nok bare et eller andet normalt boksmenneske der nok ville sige at; ”uha, det må være fordi hun er bange for at få venner at hun holder alle ude, måske er hun så ensom at hun ikke kan mærke det mere helt uden at vide det!” Men nej, det tror du kun fordi du prøver at putte mig i en af dine ”normale bokse for hvordan mennesker opfører sig og hvad mennesker vil have”. Men hvis det er det du tror, så er jeg ikke noget menneske. Jeg har aldrig følt mig som en pige men heller ikke en dreng. For mig er der ikke nogen grund til at det er mænd jeg føler mig seksuelt tiltrukket af. Ja, jeg er hverken pige, dreng eller transseksuel. Jeg er over de valgmuligheder. Måske skulle jeg fortælle lidt om min baggrund for bedre forståelse, men der er ikke meget at sige. Vokset op med perfekte forældre og perfekte søskende der elsker hinanden højt. Der har aldrig været nogen former for misbrug eller koldhed i min familie. Dog har jeg været en afviger på alle mulige måder siden jeg var omkring 8 år gammel. Der er aldrig sket noget stort og traumatisk for mig, jeg er bare sådan her, og jeg elsker at være sådan her. Jeg ønsker ikke at ændre mig, jeg er stolt af ikke at være som ”dem”. Jeg er blot lidt smånysgerrig. Er det her bare min personlighed, eller fejler jeg et eller andet? Jeg har prøvet at teste mange mennesker for at se om de også gik og skjulte på en mørkere side, men jeg har kun fundet en som jeg. Min ikke-danske ven. Måske er det godt at jeg ikke har mødt en anden som jeg, jeg tror jeg ville hade ham. Jeg hader folk der er klogere end mig eller gør ting bedre end jeg gør. Jeg kan ikke finde ud af at være glad på andres vegne selv om jeg godt forstår ideen med det. Hvis der er noget jeg vil være bedst til så håber jeg at folk omkring mig fejler. Om de så er mine gode venner. Folk kommer ofte til mig for råd, for det jeg siger, giver ofte mening. Det er nogle gange halvskidt for dem dog, hvis det på nogen med gør mig godt at skade dem ville jeg ikke have noget imod at lyve for at sabotere. Jeg har ikke noget i mod at se folk i smerte, jeg er ej heller sart. Jeg kan godt lide at se på blod og vold. Kaos er et af mine yndlingsting. Jeg udøver dog ikke selv, selv om jeg tror jeg har den basiske personlighed for en psykopat, så er jeg for klog til den slags. Jeg tænker på min fremtid, jeg er sku alt for stolt til at være i fængsel. Jeg har planer for min fremtid, jeg hader folk der spilder deres liv. Og så hader jeg svage mennesker, jeg har ikke noget til overs for folk der kaster sig for andres fødder for at blive trampet på. Jeg går gladelig et par turer over dem. Den slags mennesker burde bare gøre en ende på det, de er spild af resurser og ilt. Jeg bruger meget af min tid (så meget som muligt ved siden af den store obligation der hedder livet) på at tegne, skrive og læse. Det er de eneste tidspunkter hvor jeg bare kan droppe alle facader og dyrke mig selv. Ikke nogen til at forstyrre mig. Det er også der jeg viser følelser, i hverdagen har jeg som sagt to ”modes” stoisk eller falsk, men med en god bog kan selv jeg blive forelsket eller græde på grund af andre. Ja, hvis kærlighed eksisterer så er jeg forelsket i tre ting; min familie, mig selv og fiktion. Så helt igennem afviger er jeg altså ikke, jeg ønsker at starte en familie på et tidspunkt, jeg tror jeg ville være en god mor. Jeg vil gerne have et par børn, kæledyr og baghave. Jeg vil give det DNA jeg er stolt af videre, men selv med en baby i favnen og en mere i vuggen vil jeg nok være lidt mørkere end den gennemsnitlige person indeni. Jeg burde nok stoppe her, når jeg går i gang med et keyboard kan jeg blive ved for evigt, men jeg ønsker trods alt et svar. Ja, et svar kunne være sjovt. Tak skal du have, jeg undskylder hvis der nogle dele af dette brev der ikke passer ind på jeres side. Med venlig hilsen Jeg.