problemer derhjemme!!!

brevkassespørgsmål

problemer derhjemme!!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Jeg er en pige på 16. Og jeg har gennem de sidste mange år været udsat for vold både psykisk og fysisk. 

Det hele startede da jeg var 10, faktisk lige efter min mor døde, min far var meget ked af det, eller jeg vil heller sige knust, så han begyndte at drikke og at slå samt give mig skylden for min mors død. Jeg ved ikke om det er derfor jeg bliver slået (om det var min mors død som gjorde at min far begyndte at udsætte mig for vold). Min far kan finde på at slå med hvad som helst fx jernstænger, piske, kæppe eller hvad han nu lige har for hånden. 

 

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor han havde fundet en jernstang, som han lige ville afprøve. Jeg kan huske mine søskendes skræmte blikke og den meget voldsomme behandling, jeg fik.

 

Jeg har mindre søskende, som er mega bange for at han også begynder at slå dem. Men hvad skal jeg sige til dem? Jeg kan jo ikke love, at han ikke begynder at slå dem også, men jeg har lovet mig selv, at jeg vil beskytte dem mod det lige meget hvad det kommer til at koste mig...

 

I skolen har jeg svært ved at koncentrere mig, men min far truer mig med at hvis jeg ikke får karakterer over 7, (7 kan også gå) så får jeg tæsk. Samtidig med at alt det sker, så bliver jeg også mobbet i skolen, det et som om at lige meget, hvor jeg er, så bliver enten udsat for både psykisk og fysisk vold eller en af delene.

 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg håber meget at du/i kan hjælpe...

Mvh mig

Svar: 

Hej med dig!

Først og fremmest vil jeg rose dig for at turde fortælle din historie! Det kræver meget mod at gøre det. Det er rigtig vigtigt, at man kan fortælle andre hvordan man har det og dele sine tanker. Det kan være rigtig svært at skulle fortælle andre hvordan man har det, når man har det som du, men det kan også være svært og hårdt at gå med den slags alene. Derfor er det så sejt, at du har skrevet herind!
For det andet kan jeg godt forstå, at du ikke ved hvad du skal gøre og gerne vil have hjælp. Det lyder meget voldsomt det, der sker hjemme ved dig og jeg kan godt forstå hvis det gør dig ked af det og bange. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe!

Det er rigtig uretfærdigt, at du oplever fysisk eller psykisk vold uanset hvor du er. Det må være rigtig hårdt og svært at være dig! Du skal vide, at det på ingen måde er din egen skyld og det er ikke noget du kan gøre for. Jeg ved ikke om du tænker sådan, men jeg skriver det for at være sikker på, at du ved hvad jeg tænker om det. Det er meget uretfærdigt, at det går ud over dig!

Når man mister nogen man har meget kær så bliver de fleste rigtig kede af det og nogle gange kan man slet ikke finde ud af hvad man så skal gøre fordi man er i en stor sorg. Det tror jeg måske er det du tænker kan være sket med din far? Uanset hvor ked af det man er, så er det ALDRIG okay at lade det gå ud over andre i form af fysisk eller psykisk vold. Det er faktisk ulovligt at slå sine børn i Danmark. 

Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at koncentrere dig i skolen. Når der foregår mange ting i ens liv, så kan det være rigtig svært at samle tankerne og holde fokus. Det kan jeg sagtens forstå! Det lyder til at være et stort pres du har på dine skuldre, at skulle præstere til 7+ i karakter og det må være rigtig hårdt ikke at have skolen som et frirum, særligt når du også bliver mobbet. Det gør mig rigtig ondt at høre, at du ikke kan finde fred nogen steder!

Det må være ubehageligt at se sine mindre søskende blive så skræmte over at se hvordan jeres far behandler dig. Jeg kan godt forstå dit behov for at beskytte dem imod samme behandling, men husk også at passe på dig selv. Det kan være svært at berolige søskende når man ikke selv ved hvad der kan ske, men det lyder til, at du allerede passer godt på dem. Jeg husker dig derfor på også at passe godt på dig selv.

Både mobning og fysisk og psykisk vold kan sætte sine spor og jeg kan godt forstå du har brug for råd til at komme ud af det! Det er et stort og alvorligt problem du har og det er derfor rigtig vigtigt, at du får talt med nogle om dine problemer med at din far slår dig, så der kan blive gjort noget ved det. Nogle gange er der brug for at en anden kan hjælpe en, og det kræver at man fortæller den anden om hvad der foregår og hvordan man har det.
Det kan som sagt godt være rigtig svært at snakke med andre om den slags og det kræver rigtig meget mod. Det mod har du allerede vist mig at du har.
Hvis du sidder og tænker, at det er et alt for stort skridt at skulle snakke med en voksen i virkeligheden, fx. en lærer, en sundhedsplejerske eller noget helt tredje, så findes der forskellige rådgivningssider på nettet. Jeg kan anbefale en hjemmeside, der hedder Brydtavsheden.dk. Det er en hjemmeside, hvor man både kan skrive ind til en brevkasse, man kan ringe og man kan chatte. Det hele er anonym rådgivning. Måske kunne det være en ide for dig at kigge derind? Dem, der rådgiver der er eksperter og har gode råd til hvordan man kan stoppe vold derhjemme. Hvis ikke du har lyst til at kigge på siden derhjemme hvor din far er, kan du måske gøre det henne på skolen? Så kan du evt. taste nummeret ind på din telefon under et synonym, fx. "Anna". Så kan du altid sige det er en veninde fra skolen, hvis din far spørger.
Du kan også bruge Cyberhus' egen chatrådgivning, hvor man helt anonymt kan snakke med en voksen rådgiver om det, der fylder hos en.
Endeligt vil jeg fortælle dig om det, der hedder Bisidderordningen. Det er en ordning, hvor man kan få rådgivning og vejledning af hvad man har mulighed for og rettighed til som ung. Man får tildelt en bisidder, som er en voksen, der kender til lovgivningen indenfor børne og ungeområdet og som kan hjælpe dig i den svære situation. Hvis du kunne tænke dig at læse lidt mere om det, kan du kigge her. Det kan være rart at have en voksen ved sin side i sådanne situationer.

Jeg håber rigtig meget at du finder mod til at snakke med nogen om dine tanker, følelser og oplevelser, for du har i den grad fortjent at få det bedre! Ingen skal opleve det du oplever. Jeg ønsker dig det allerbedste!

Med venlig hilsen Astrid

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program