Problemer

brevkassespørgsmål

Problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

Jeg er en pige på 13 år som har nogle problemer i min hverdag.

det er sådan at jeg har nogle psygiske problemer. For at glemme alt om dem drikker jeg mig fuld stort set hver dag.

Jeg har det dårligt og er også dagligt ryger ca en pakke om dagen, og da smøgerne er blevet ret dyre, har jeg ikke råd til at købe flere pakker om dagen, så jeg er begyndt at stjæle dem. Nu er jeg afhængi, og kan ikke lade vær' med at ryge og stjæle. Jeg har gået meget sammen med nogle ældre og forkerte mennesker, og så da jeg gik sammen med en på min egen alder, gik det op for mig, hvad det endeligt er jeg har gang i. Jeg er faktisk ret ked af at jeg er gået så langt, og derfor vil jeg gerne have hjælp til at stoppe. Håber i vil hjælpe mig med mine problemer. hilsen den afhængie 

Svar: 

Kære du.

Hvor er det flot, at du fortæller åbent og ærligt om, hvordan du har det. Det er meget modigt af dig. 

Det kræver rigtig meget at ændre sit liv, men det er bestemt muligt. Især hvis du får den rette hjælp til det. Ved at skrive herind har du allerede vist en masse viljestyrke og lige netop det får du brug for til at ændre dit liv. Jeg vil rigtig gerne komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre her og nu for at få det bedre. Inden jeg kommer nærmere ind på det, vil jeg lige fortælle lidt om, hvorfor det kan være svært at ændre alle de ting man gerne vil.   

Det lyder som om, at der sker en masse ting i dit lige nu, som du ikke er glad for. Måske startede du med at tænke, at det ikke betyder noget at stjæle en enkelt gang eller, at det ikke gør så meget at drikke sig fuld, hvis det bare ikke sker så tit? Nu oplever du, at du har svært ved at stoppe med de forskellige ting og det er meget normalt. Tit kan vi bilde os selv ind at noget er okay, selvom det egentlig ikke er det. Vi kan let komme til at lyve for os selv. En dag opdager vi måske at løgnen er blevet for stor. Herfra kan der ske to ting. Der kan enten ske det, at man synker endnu dybere ned, fordi man pludselig oplever sig selv som en stor fiasko. Lige pludselig ser man ikke nogen positive ting. Der kan også ske det, at man vågner op og ser sit liv med nye øjne. Det kan give ny energi til at ændre på sit liv og styrke til at finde den person frem, som man tidligere var. Det er lidt det, som du oplever, tænker jeg. I stedet for at være sammen med dem du plejer, har du snakket med en jævnaldrende og ser nu dig selv med andre øjne. Det er virkelig godt og et meget vigtigt skridt, du tager lige nu. Du skal rose dig selv for, at du er stoppet op og tænker over, hvad du gør og hvordan det påvirker dig selv som person. Det er super sejt af dig. 

Vi oplever allesammen udfordringer i vores liv. Vi møder store og små bump på vores vej. Det er med til at gøre os stærke som mennesker. Det er også med til at give os nogle erfaringer, som vi kan bruge. Vi begår allesammen fejl, men det er ikke alle, som formår at tænke over de forskellige fejltrin og bruge dem positivt. Når vi er opmærksomme på de forskellige mindre hensigtsfulde skridt vi tager, kan vi ændre det og sørge for at gå en anden vej næste gang. Det er dog tit lettere sagt end gjort. Det kan nemlig være svært at ændre på de vaner, som vi har. Jeg vil komme med en masse forslag til, hvad du kan gøre for at få det bedre med dig selv og stoppe med at ryge, drikke og stjæle. Det er helt op til dig om du vil afprøve nogen af de forslag, jeg kommer med.

1. Jeg tænker, at det kunne være en god ide, hvis du skriver en liste over alle de fordele og ulemper der er ved, at du ændrer dit liv. Det vil give dig en liste over alle de gode ting der kan komme ud af forandringerne. Listen kan du tage frem, når du indimellem synes, at det er lidt svært at være dig. Det er også en måde, hvor du kan fokusere på alle de gode ting, der kommer til at ske for dig.  

2. Når man som dig gerne vil ændre rigtig meget i sit liv, er det også vigtigt at have nogen der er på dit hold. Med personer der er på dit hold mener jeg forskellige mennesker, som kan støtte dig og lytte til dig, når du synes det er lidt svært. Det er vigtigt at have personer i sit liv, som du kan snakke med og få vendt dine tanker med. Det kan for eksempel være din lærer. Hvis din lærer ikke allerede ved, at du har det lidt svært, kan det være en god ide at snakke med personen. En lærer kender dig og ved måske lige præcis, hvad der kan hjælpe dig. Det kan godt være vældig grænseoverskridende at dele private ting med andre personer, men gevinsten ved, at du får lettet dit hjerte er stor. Det kan også være andre personer som din mor eller far eller andre voksne, som du har tillid til. Lige i starten vil de måske blive lidt overraskede over, at du har det skidt, men jeg tror også, at de vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe dig.  

3. Jeg lægger også mærke til, at du skriver, at du har psykiske problemer. Hvis du ikke allerede har snakket med din læge om de ting, så tænker jeg, at det også vil være en god ide. Din læge kan hjælpe dig. Måske har du brug for medicin eller andet der kan være en hjælp for dig. Det er vigtigt at finde ud af. 

4. Det kan også være, at de psykiske problemer bunder i, at du har haft en hård barndom? Måske har du oplevet ting som et barn ikke bør opleve? Måske kan det hjælpe at tale med en psykolog. På mange skoler er der tilknyttet en psykolog eller du kan få en henvisning ved din læge. Når man som dig skal lave så store ændringer, kan det være godt med professionel hjælp. En psykolog er vandt til at hjælpe piger som dig. En psykolog kan komme med en masse redskaber, som du kan bruge til at holde fast i alle de forandringer, som du har lyst til at foretage. Dog skal du være opmærksom på, at det godt kan være lidt forskelligt, hvilke personer vi svinger godt med. Taler du med en psykolog, som du ikke føler, at du kan lette dit hjerte til, så find en anden. Det er vigtigt, at du føler en vis form for tillid til psykologen. På den måde kommer du længst. 

5. Der foregår rigtig meget i dit liv lige nu. Jeg tænker, at du vil have godt af at stoppe op og nyde livet lidt. Du skal forkæle dig selv og gøre ting, som gør dig glad. Måske bliver du glad af at løbe en tur i skoven? Det kan også være, at du skal ud og ligge på en mark og læse en god bog, gå en tur med naboens hund eller se serier en hel dag, hvor du bare ligger og slapper af? Hvad gør dig glad og får dig i godt humør?

6. Det kan også være, at du trænger til at komme væk fra det hele og starte på en frisk? Hvis du har lyst til det, kan det måske være en ide at skifte skole. Måske trænger du til at få nye venner, nye lærere og bare opleve noget andet? Hvis du gør det, kan du tage en snak med en studievejleder og få ideer til, hvilke skoler der kunne være gode for dig. Det er også en mulighed, at du kommer på efterskole i 8. klasse. Der findes mange fantastiske efterskoler, hvor man også har rig mulighed for at lave en masse spændende ting. Nogle efterskoler har fokus på sport og gymnastik, andre surfing, sang, dans, foto, drama eller billedkunst. Der findes helt sikkert en skole, som passer til dine interesser. Det er også noget som din studievejleder kan hjælpe med at finde ud af.

7. Du skriver også, at du drikker dig fuld hver dag for at glemme dine psykiske problemer. Det får mig til at tænke på, at de psykiske problemer måske stikker dybere end som så? Hvis det er tilfældet kan det være en god ide for dig at komme på et opholdsssted. Et opholdssted kan hjælpe dig med dit alkoholproblem, men også med at komme til bunds i de problemer, som du har. Du skal ikke stå alene med alt det. Selv de aller mest stærke mennesker har nogen gange brug for hjælp. Det er bestemt ikke en svaghed men en styrke at turde søge hjælp, når vi har brug for det.

8. Du er også meget velkommen til at chatte med en chatrådgiver her på Cyberhus. Der sidder en masse søde og imødekommende voksne klar til at hjælpe dig. Du kan snakke om, hvad du har lyst til og ligesom brevkassen er chatten også anonym. 

Uanset hvad der sker, så tænk på den styrke, som du har inden i. Det er svært at bryde dårlige mønstre, men med den rette hjælp og støtte er det muligt. Vær ikke bange for at bede om hjælp. Du forjener at være glad og at have det godt. Du indeholder så mange fine ting. Måske er du en god veninde, har et sødt smil, tager flotte billeder eller noget andet som er med til at gøre dig til den person, som du er. 

Jeg ønsker dig det bedste for dig og dit liv og håber, at du kan bruge nogle af de ideer jeg er kommet med.

De bedste hilsner fra Line.  

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program