På vej hen mod spiseforstyrrelse

brevkassespørgsmål

På vej hen mod spiseforstyrrelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg er en pige på 13 år, og jeg er ved at være bange. Jeg har slet ikke haft nogen appetit, og jeg er begyndt at tabe mig. Jeg ønsker ikke at tabe mig, da jeg god ved at jeg er undervægtig. Jeg er sulten, men når jeg spiser, får jeg kvalme og så kan jeg næsten ikke spise noget. Jeg er 157 høj, og jeg vejer 38-40 kg. Jeg ønsker at tage på, men jeg kan ikke. Det er ekstra svært, da mine forældre gerne vil tabe sig. Jeg er bange for, at jeg kan være på vej i mod en spiseforstyrrelse. Det er noget jeg tænker på hele tiden, og jeg bliver ret ked af det. Jeg synes at det er svært at snakke med min mor om det. Jeg håber at I kan hjælpe mig.

Hilsen den bekymrede. 

Svar: 

Kære bekymrede,

Hvor er det bare flot, at du skriver herinde og deler dine bekymringer, lige så snart du kan mærke, at dit forhold til mad er blevet lidt "skævt". Jeg synes, at det er super sejt og modigt, at du gør noget ved det, før problemet bliver endnu større. Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig, særligt når du i forvejen er undervægtig, så det er godt, at du gør noget ved det nu.

Jeg vil gerne starte med de gode tegn. Jeg synes, at det er en god ting, at du fortæller, at du ikke har lyst til at tabe dig, og at du godt er klar over, du er undervægtig. Som regel (dog med enkelte undtagelser) vil det være sådan, at piger der er fanget af spiseforstyrrelser ikke er i stand til at se, at de vejer for lidt, og de nærer et stort ønske om at tabe sig mere og mere. Der ligger selvfølgelig også en masse andet bag. Men det, at du godt selv kan se det hele udefra og at du ikke trænger til at tabe dig, og det at du rent faktisk er bekymret for at få en spiseforstyrrelse, synes jeg er et rigtig sundt tegn i den situation, som du står i lige nu.

Når det er sagt, skal du selvfølgelig ikke gå og tabe dig, når du vejer for lidt, og det skulle helst heller ikke være sådan, at du får kvalme, når du spiser. Du fortæller desuden, at det er svært at snakke med din mor om det. Er det fordi, at dine forældre gerne selv vil tabe sig? Jeg kan forestille sig, at det må føles svært at skulle tale om at være bange for at veje for lidt, når de gerne selv vil veje mindre. Men det er bare rigtig vigtigt, at deres kamp med deres vægt ikke betyder, at du også begynder at tabe dig og tænke rigtig meget over alt det her med maden.

Hvis du ikke tør tale med din mor om det, kunne det så være en mulighed at tale med din far om det? Og hvis det ikke er muligt, er der så andre i din familie, du ville turde tale med om det hele? Ellers er der også den løsning, som mange nogen gange finder lidt 'nemmere', nemlig at skrive et brev. Jeg synes, at du er god til at skrive om dine tanker og bekymringer her i dit spørgsmål. Måske kunne du skrive noget lignende i et brev til dine forældre. Du kunne fortælle dem, at det er svært at få det sagt, men at du er rigtig mange for at komme til at veje endnu mindre. Måske har de ikke tænkt over, at det også betyder noget for din vægt, at de prøver at tabe sig. Derfor tror jeg det er rigtig vigtigt, at du får fortalt dem det. Når man bor hjemme, er den kost der serveres hjemme, af stor betydning for hvad man får at spise i det hele taget. Derfor er det også vigtigt, at den mad i får derhjemme passer til, at du kan tage på, og ikke være undervægtig. Måske kan du bede din mor læse det, imens du ikke er hjemme, hvis det kan gøre dig mindre nervøs.

Angående at du får kvalme, når du spiser. Kan du huske hvornår det begyndte? Er det mon nogle bestemte madvarer, der giver dig kvalme? Måske kunne, til en start, prøve at gå uden om den mad, du får det skidt af, og spise mere af de ting, der ikke giver dig kvalme. Du kunne også prøve i en periode at spise små, men hyppige måltider. Det kan også hjælpe mod kvalme. Men jeg vil også råde dig til at tale med nogen om kvalmen. Det kunne være dine forældre, en lærer du er tæt med, måske en læge. Der kan være mange årsager til, at du har kvalme. Måske har det noget med selve maden at gøre, måske handler det om at du kommer til at tænke alt for meget over det med mad og vægttab, og måske er det noget helt tredje. Uanset hvad, er det rigtig vigtigt, at du får sat ord på det hele, sådan at du ikke taber dig mere og mere.

Slutteligt vil jeg henvise dig til LMS, som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De ved en hel masse omkring det her med spiseforstyrrelser, og de har en rigtig god chatrådgivning, som du finder her. Her kan du chatte med en, der ved endnu mere om spiseforstyrrelser, hvis der er mere du vil vide, eller hvis du stadig er i tvivl. Ellers er du altid velkommen i chatten her på siden i dens åbningstider.

Jeg håber, at du finder en løsning på det hele. Det må være rigtig hårdt at gå og være så bekymret, og at alle de her problemer med mad og vægt skal fylde så meget. Godt du skrev!

Kærlig hilsen

Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program