Kære pige.

Det lyder ikke til, at det er nemt at være dig for tiden, og derfor er det godt, at du skriver for at få nogle gode råd med på vejen. Først vil jeg minde dig om, at det er en stor styrke i sig selv, at du tør fortælle andre om dine problemer og bede om hjælp, når du har det svært. Samtidig har jeg lyst til at fortælle dig, at dit brev viser, at du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker, følelser og frustrationer.  

Du starter med at fortælle, at du ikke har det særlig godt i den klasse, som du går i. Du fortæller også, at dine lærere har lagt mærke til, at du er meget alene, men at det kun er én af dem, som har forsøgt at hjælpe dig. Nu ved jeg ikke, om den ene lærer, som har forsøgt at hjælpe dig, har været din klasselærer, men jeg synes, du skal gå til din klasselærer, uanset om det er ham/hende, som har forsøgt at hjælpe dig eller ej. Når nu, du er god til at sætte ord på, hvad det er, som gør ondt, tror jeg nemlig, det vil være en rigtig god idé. Hvis du synes, det er svært at fortælle, men har nemmere ved at skrive om dine følelser, kan du eventuelt vise din lærer det brev, som du har sendt herind. Som sagt, giver brevet et godt indblik i, hvordan du har det - og jeg er sikker på, at din klasselærer gerne vil hjælpe dig. En klasselærer skal, udover at undervise, nemlig også tage sig af klassens daglige liv og den personlige kontakt til den enkelte elev. Derfor har klasselæreren stor interesse i klassen som helhed, men også i hver enkelte elevs trivsel. Din klasselærer har også kontakt til dine forældre, og derfor synes jeg også, det er en god idé at prøve at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Det, synes jeg, du skal gøre, selvom du tror, at de ikke forstår dig eller ikke vil gøre noget for at hjælpe dig. Mange forældre vil nemlig gøre deres allerbedste for, at deres børn trives og har det godt, og det tror jeg også, dine forældre og din papfar vil. Jeg synes, du skal finde mod til at fortælle dem, hvordan du har det, selvom du har en fornemmelse af, at de ikke vil tro på dig eller gøre noget ved det. Din frygt for, at de ikke forstår dig eller ikke vil tage dig alvorligt, bunder måske i, at du mærker, at de ikke gør noget, men måske skyldes det, at de ikke ved, hvordan du har det? Dine forældre har sandsynligvis travlt med deres hverdag og ved måske ikke, at du går rundt og har det svært. Derfor er første skridt på vejen, at du bliver sikker på, at de faktisk ved, hvordan du har det, så de har forudsætninger for at kunne hjælpe dig. En måde at vise dem det på, er eksempelvis at lade dem læse det brev du har sendt herind. Så vil de med stor sandsynlighed tro på, at du har det svært og forsøge at hjælpe dig - måske i samarbejde med din klasselærer.

Du fortæller også, at du for nylig har fundet ud af, at du har ADD og Aspergers syndrom. Når du ved det, forestiller jeg mig, at du har været ved din læge eller haft samtale med en psykiater, som har kunne stille de diagnoser. I forhold til dine tanker om, at du er deprimeret, tænker jeg, det er vigtigt at tage til din læge for at få mere vished. Det, tænker jeg også, er noget din klasselærer og forældre vil bakke dig op omkring, for voksne mennesker ved godt, at depression kan være en alvorlig sygdom, som er vigtig at få hjælp til. Når så de ved besked, tror jeg bestemt ikke det bliver noget problem at finde en lægetid, selvom du går i skole og har et arbejde. Din læge, vil også kunne henvise dig videre til anden behandling, hvis du eksempelvis vil have gavn af psykologsamtaler eller få kontakt til andre professionelle, der har kendskab til unge med spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd eller unge selvmordstruede. Hvis du har lyst, kan du læse mere på linket her. Det fører til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside, hvor du kan få meget mere information. Du har også mulighed for at kontakte foreningen, hvis formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade.    

Du kender måske Cyberhus' chatrådgivning? Hvis ikke du gør, er det en rådgivning, hvor du kan chatte anonymt med en voksen, som med garanti er klar til at høre din historie. Det kan være en god idé, hvis du har flere spørgsmål, eller hvis du har brug for flere råd, inden du taler med din klasselærer, dine forældre eller tager til lægen. Du finder Cyberhus' chatrådgivning her.

Til sidst, vil jeg ønske dig held med at få fortalt nogle om din situation, for det er langt fra meningen at du skal gå med det hele selv.

Kærlig hilsen Signe.