overset, alene, deprimeret, osv

brevkassespørgsmål

overset, alene, deprimeret, osv

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Jeg har hele tiden stort set ikke haft venner. Jeg har online venner og har haft nogle bedste veninder jeg faktisk kendte, men de er blevet trætte af mig for lang tid siden. I skolen har jeg været den stille, usikre, nørdede og asociale pige som ingen ville være i gruppe med og som altid blev valgt til sidst. Jeg føler mig stadig af alene efter at være kommet på en ny skole i 10. Klasse for jeg er igen den der ingen venner har. Kun blandt mine online venner har jeg faktisk folk som ikke bare ser mig som en eller anden asocial taber. Jeg har prøvet rigtig mange ting for at prøve at komme ind i klassen osv men der er sådan set ikke noget som virker. Mine lærere har tit lagt mærke til at jeg har været alene rigtigt meget og ikke har sagt så meget, kun én lærer prøvede på at hjælpe men intet skete ved det. 

 

Mine forældre er meget koncentreret om min lillebror pga. at han er underernæret. Når jeg så får opmærksomhed er det at jeg ikke har gjort noget godt noget nok/forkert, at de skal bruge hjælp, at min bror behøver hjælp,  osv. Mine forældre er skilt og tror min far ved jeg er deprimeret som han også selv er. Men jeg har lagt mærke til at nu hvor jeg bliver 18 i november begynder både min mor, far og papfar at lade mig sejle i min egen sø medmindre det er noget jeg har gjort forkert. Jeg ville gerne kunne fortælle mine forældre at jeg er deprimeret, men min opfattelse er bare at sådan at det vil de nok ikke tror på, forstå eller gøre noget ved. Jeg fandt også for nylig ud at jeg har ADD og Aspergers syndrom. Ingen ved jeg at de ikke vil tro mig. Min papfar er uddannet pædagog og underviser, og han har mest haft med at unge på min alder. Han har sine egne måder at behandle sådanne folk på og han har sine egne teorier om det. Det påvirker hele familien og jeg føler mig indespærret af det, for de snakker meget om unge der egentlig har det som mig. De ser mig alle som doven. Som en der bare er ligeglad. 

Siden jeg startede i 10. Klasse troede jeg på at jeg ville få det bedre, men det er gået den anden vej. Efter at jeg ikke cuttede i meget lang tid, begyndte jeg igen. Jeg gjorde det kun steder hvor man ikke kun se det pga mine forældre og den holdning de viser at de har til det. Jeg prøver og stoppe men det er rigtig svært. Min appetit er tit lige med nul og jeg begynder mere og mere at blive undervægtig. Også stresset da jeg også arbejder meget. Jeg har haft mange selvmordstanker og de er ikke helt væk. 

Jeg vil gerne gå til min læge, men det er ikke nemt når jeg kun er hjemme, i skole og på arbejde.

Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg gå til? Og kan jeg bare være bange for at mine forældre ikke ville kunne forstå mig?

Svar: 

Kære pige.

Det lyder ikke til, at det er nemt at være dig for tiden, og derfor er det godt, at du skriver for at få nogle gode råd med på vejen. Først vil jeg minde dig om, at det er en stor styrke i sig selv, at du tør fortælle andre om dine problemer og bede om hjælp, når du har det svært. Samtidig har jeg lyst til at fortælle dig, at dit brev viser, at du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker, følelser og frustrationer.  

Du starter med at fortælle, at du ikke har det særlig godt i den klasse, som du går i. Du fortæller også, at dine lærere har lagt mærke til, at du er meget alene, men at det kun er én af dem, som har forsøgt at hjælpe dig. Nu ved jeg ikke, om den ene lærer, som har forsøgt at hjælpe dig, har været din klasselærer, men jeg synes, du skal gå til din klasselærer, uanset om det er ham/hende, som har forsøgt at hjælpe dig eller ej. Når nu, du er god til at sætte ord på, hvad det er, som gør ondt, tror jeg nemlig, det vil være en rigtig god idé. Hvis du synes, det er svært at fortælle, men har nemmere ved at skrive om dine følelser, kan du eventuelt vise din lærer det brev, som du har sendt herind. Som sagt, giver brevet et godt indblik i, hvordan du har det - og jeg er sikker på, at din klasselærer gerne vil hjælpe dig. En klasselærer skal, udover at undervise, nemlig også tage sig af klassens daglige liv og den personlige kontakt til den enkelte elev. Derfor har klasselæreren stor interesse i klassen som helhed, men også i hver enkelte elevs trivsel. Din klasselærer har også kontakt til dine forældre, og derfor synes jeg også, det er en god idé at prøve at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Det, synes jeg, du skal gøre, selvom du tror, at de ikke forstår dig eller ikke vil gøre noget for at hjælpe dig. Mange forældre vil nemlig gøre deres allerbedste for, at deres børn trives og har det godt, og det tror jeg også, dine forældre og din papfar vil. Jeg synes, du skal finde mod til at fortælle dem, hvordan du har det, selvom du har en fornemmelse af, at de ikke vil tro på dig eller gøre noget ved det. Din frygt for, at de ikke forstår dig eller ikke vil tage dig alvorligt, bunder måske i, at du mærker, at de ikke gør noget, men måske skyldes det, at de ikke ved, hvordan du har det? Dine forældre har sandsynligvis travlt med deres hverdag og ved måske ikke, at du går rundt og har det svært. Derfor er første skridt på vejen, at du bliver sikker på, at de faktisk ved, hvordan du har det, så de har forudsætninger for at kunne hjælpe dig. En måde at vise dem det på, er eksempelvis at lade dem læse det brev du har sendt herind. Så vil de med stor sandsynlighed tro på, at du har det svært og forsøge at hjælpe dig - måske i samarbejde med din klasselærer.

Du fortæller også, at du for nylig har fundet ud af, at du har ADD og Aspergers syndrom. Når du ved det, forestiller jeg mig, at du har været ved din læge eller haft samtale med en psykiater, som har kunne stille de diagnoser. I forhold til dine tanker om, at du er deprimeret, tænker jeg, det er vigtigt at tage til din læge for at få mere vished. Det, tænker jeg også, er noget din klasselærer og forældre vil bakke dig op omkring, for voksne mennesker ved godt, at depression kan være en alvorlig sygdom, som er vigtig at få hjælp til. Når så de ved besked, tror jeg bestemt ikke det bliver noget problem at finde en lægetid, selvom du går i skole og har et arbejde. Din læge, vil også kunne henvise dig videre til anden behandling, hvis du eksempelvis vil have gavn af psykologsamtaler eller få kontakt til andre professionelle, der har kendskab til unge med spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd eller unge selvmordstruede. Hvis du har lyst, kan du læse mere på linket her. Det fører til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside, hvor du kan få meget mere information. Du har også mulighed for at kontakte foreningen, hvis formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade.    

Du kender måske Cyberhus' chatrådgivning? Hvis ikke du gør, er det en rådgivning, hvor du kan chatte anonymt med en voksen, som med garanti er klar til at høre din historie. Det kan være en god idé, hvis du har flere spørgsmål, eller hvis du har brug for flere råd, inden du taler med din klasselærer, dine forældre eller tager til lægen. Du finder Cyberhus' chatrådgivning her.

Til sidst, vil jeg ønske dig held med at få fortalt nogle om din situation, for det er langt fra meningen at du skal gå med det hele selv.

Kærlig hilsen Signe. 

  

  

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program