Onde Drømme

brevkassespørgsmål

Onde Drømme

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Har angivet at jeg er en pige, på 16 år - men jeg skriver egentlig på vegne af min ven, en fyr på 19. Han har disse her onde drømme. Han har haft dem i flere år! De er så realistiske, han vågner tit op, og er total svedig, grædefærdig, og helt rundt på gulvet. Han vil ikke søge hjælp, da han mener han kan klare alt, men alligevel brokker han sig over det. Så tænkte jeg ville prøve dette. Han har haft en barsk fortid. Han har været meget i byen, drukket rigtig meget, taget stoffer, og været i diverse slagsmål - nogen værre end andre. Han har et ustyrligt stort temperament. Han har rent faktisk været med til at tage et andet menneskes liv. Og det er dér hans 'onde drømme / mareridts' er startet. Han vil helst ikke fortælle mig hvad det handler om, men mest at folk bliver taget fra ham, mennesker som han holder rigtig meget af, og at han intet kan gøre ved det. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, hvordan jeg skal hjælpe ham! Er der virkelig ikke noget man kan gøre, for at det vil gå væk? Jeg tror helt bestemt det er noget psykisk, og at der er en slags 'mening' med at han drømmer det, og specielt over SÅ lang tid. Det er jo ikke normalt. Er der nogen steder man kan besøge, nogen ting man selv kan gøre, for at prøve at stoppe det? Jeg er villig til at prøve alt.. hvilket jeg også tror han selv er. Please, jeg har virkelig brug for jeres hjælp!

Svar: 

Hej

Det lyder til at I er rigtig gode venner og jeg synes det er flot, at du bekymrer dig for din ven og prøver at hjælpe ham. Og jeg håber at kunne hjælpe jer begge to lidt.
 
Hvis man har været ude for en masse forfærdelige ting, som din ven, uden af få bearbejdet oplevelserne og de følelser der er omkring oplevelserne, så kan det sagtens "spøge" og forstyrre nattesøvnen gennem drømme.

Der findes desværre ikke nogen nem løsning til at "fixe" problemet og det vil sige at det kræver at man er indstillet på at se de ubehagelige oplevelser i øjnene, ved at fortælle om dem til et andet menneske, som man har tillid til og som kan lytte og være nærværende.

Så for at din ven kan blive hjulpet, er det nødvendigt at han indser at han har brug for hjælp og indstiller sig på at gøre hvad der skal til, uanset om han vil tale med dig, en professionel terapeut eller en helt anden. At brokke sig uden at ville tale om problemet, er helt nytteløst.

Så jeg synes du skal opfordre ham endnu engang og hvis han fortsat ikke vil søge hjælp, så er der ikke noget du kan gøre. Du kan støtte ham, men han skal selv være den aktive.

Kærlig hilsen Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program