Hej med dig!

Jeg kan godt forstå, du synes, det virker lidt mærkeligt, at du nogle gange går og snakker med en, der ikke er der, så det er rigtig fint, du skriver herind.

Men jeg synes ikke, det lyder som om, du er blevet sindssyg. Der er rigtig mange, der finder på en eller anden måde at gøre sig selv tryg på i utrygger situationer - forestiller sig, de er sammen med en, de kender, eller opfinder en usynlig ven eller har en bamse, som gør dem tryg eller lignende. Så det er slet ikke unormalt, selvom det virker lidt mærkeligt. Det er bare en måde for dig at komme igennem situationer, hvor du er lidt bange, og så bliver du mere rolig af at forestille dig, du går ved siden af din klassekammerat. Så det er helt fint at gøre.

Men hvis du synes, det virker lidt mærkeligt, og du ikke helt forstår, hvorfor du gør det, så synes jeg, det vil være en god ide at prøve at snakke med din mor eller far om det. Fortæl dem, at du nogen gange gør det her, hvis du er lidt bange, og du synes, det virker lidt mærkeligt, men det gør dig tryg, når du gør det. Så kan I snakke lidt om det, og de kan fortælle dig, hvad de synes, du skal gøre. Og hvis du på et tidspunkt begynder og føle, at det sker lidt for tit - at du ofte forestiller dig, der er nogen, som ikke er der, og det måske begynder at være lidt forstyrrende for dig i din hverdag, så kan det være, du skal prøve at fortælle din læge det. Så kan hun/hun vurdere, om det er normalt, eller om han/hun synes, der skal gøres noget ved det. Men så længe det bare sker en gang imellem, og det bare er noget, der gør dig tryg og hjælper dig igennem utrygge situationer, så synes jeg, det lyder helt normalt. Men det er altid en god ide at snakke med sine forældre, hvis der er noget, man går og tænker meget på og ikke ved, hvad man skal gøre ved.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner fra Janni