nogle råd

brevkassespørgsmål

nogle råd

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

hey cyberhuset

jeg vil spøger om i måske har nogle råd til hvordan jeg kan komme mere ud. for det meste er jeg bare inde på mit værelse og ser youtube og andre ting. og jeg pjrækker også meget fra skole bare fordi jeg vil blive hjemme og se tv. jeg begynder at miste venner ved det. håber i svare :)

 

Svar: 

Hej 12-årige pige.

Jeg synes, det er fint, du skriver herind til Cyberhus, så du kan få nogle råd til, hvordan du kommer mere ud.

Du skriver, at du er begyndt at miste dine venner ved at pjække fra skole. Derfor tænker jeg, at det første du kan gøre er at begynde at tage mere i skole. At pjække kan føles som en god idé, hvis man skal have et lidt kedeligt fag, eller hvis andre af ens klassekammerater vælger at pjække. Ofte er det bare ikke en ret god idé alligevel. Som tiden går, og man måske begynder at pjække flere gange over længere tid, bliver det ofte kedeligt at pjække fra timerne. Det kan være, at det bliver kedeligt, fordi der alligevel ikke er noget godt i TV, eller fordi alle andre er i skole eller på arbejde på det tidspunkt. Jeg tænker også, det kan være det, som er ved at ske for dig, at du er begyndt at kede dig, når du pjækker?  

Jeg tænker ikke, det er en løsning for dig at blive hjemme og se TV, når du egentlig gerne vil begynde at komme mere ud. Når du begynder at komme mere i skole igen - kan du fx spørge nogle af dine veninder, om de vil være med til at lave noget sammen med dig efter skole. I kan fx tage hjem til én af jer og se en film, spille et spil, drikke te eller noget helt fjerde? Hvis du begynder at lave mere sammen med dem fra din klasse, kan det også være, det bliver sjovere for dig at komme i skole igen. Du kan også prøve at spørge nogle af dem, hvad de interesserer sig for, eller om de går til noget sport. Hvis de går til sport, kan du evt. prøve at komme med til noget af det, de går til, og så kan du få interesse for noget af det? Hvis ikke der lige er nogle i din klasse, der går til noget, som du også gerne vil gå til, kan du selv prøve at tænke over, hvad du kan lide. Kan du fx lide at tegne, spille badminton, svømme, lave gymnastik eller noget helt andet? Måske det kan hjælpe dig at skrive en liste, som så kan hjælpe dig på vej.

Du kan også prøve at tale med dine forældre om din lyst til at komme mere ud? Det kan være, de kan give dig nogle forslag til, hvad du kan begynde at gå til, eller hvad du skal foreslå dine veninder, I skal lave efter skole? De kender dig jo ret godt, så de kan højest sandsynligt komme med foreslag til, hvad du kan lave ud fra de interesser, du har? Du fortæller ikke, om dine forældre ved, at du pjækker eller ej, men jeg synes det er en god idé, at du fortæller dem det. Når de ved det, kan de også hjælpe dig med at komme ud af det mønster, som du lige nu, sidder fast i. 

Jeg håber, du kan begynde at komme mere ud, for når man er barn og ung - betyder det meget at være sammen med andre. 

Kærlig hilsen Signe.  

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program