Noget jeg går og tumler med - er min mor narcissist?

brevkassespørgsmål

Noget jeg går og tumler med - er min mor narcissist?

Kære Cyberhus
Jeg er 16 år og går på efterskole i 10. klasse. Jeg føler at jeg står i en meget udfordrende situation, og det virker meget svært for mig at forklare det til jer eller andre.
Men man kan dele min situation op i to dele. De er måske forbundet. 1. Jeg har i flere måneder nu følt mig svimmel, små-irritabel, glemsom etc. En del stress/angstsymptomer generelt. Min mor tager det ikke seriøst overhovedet, hvilket er ret ubehageligt. Min far siger det nok er på grund af stress, og anbefaler mig at passe på mig selv, ved at få nok søvn, spise sundt etc. Selv tror jeg også det har noget at gøre med stress eller måske noget angst. Personligt vil jeg allerhelst snakke med en læge eller psykolog, så jeg kan få udelukket andre muligheder, og jeg kan begynde at bekæmpe problemet mere helhjertet. Dette tror jeg dog vil blive ret svært, da det vil kræve at jeg forklare en masse ting og giver en masse fakta og detaljer om hele forløbet. Min far virker ikke begejstret for at sende mig til læge eller psykolog, men han virker bestemt heller ikke afvisende. Det er mit indtryk at han vil være positiv over for det, hvis jeg beslutter mig for at gøre det. 2. Jeg er begyndt at mistænke min mor for at være en narcissist eller for at havde narcissistiske træk. Jeg har brugt en del tid på at ressearche emnet, og jeg har tænkt over det i en længere periode nu. Det er altså ikke bare noget jeg siger fordi jeg er sur på hende lige nu. Jeg er kun interreseret i mit eget og min families psykiske helbred. Det er få mennesker der kender til dette fænomen, og derfor føler jeg heller ikke jeg kan tale med nogen eftersom jeg er bange for de ikke ville kunne tage mig seriøst. Jeg vil stærkt anbefale dig, der læser mit brev at læse lidt om emnet så du bedre kan sætte dig ind i, hvad jeg tænker på. Her er noget information om emnet: http://parrishmiller.com/narcissists.html Jeg føler hun opfylder flere af punkterne på listen b.la har hun et behov for at dominere samtaler ved at stille mange ligegyldige spørgsmål efter hinanden. Hun er også god til at sabotere samtaler, ved at afbryde så det er svært at kunne snakke naturligt og afslappet sammen. Derudover er hun tit kommet med bemærkninger til mig, der havde duoblebetydning eller sarkastisk islæt. Jeg har også af og til haft fornemmelsen af, at hun bevidst har været ude på at få ødelagt mit humør og selvær. Jeg har tit kunne se et lille mikroskopisk smil på hendes ansigt når hun har fået frustrationen op i mig. Forleden er situation nu nået et punkt, hvor jeg føler mig komplet hjælpeløs. Jeg er nemlig overbevist om at min mor har fundet en liste og nogle papirer som var meget private. Her stod blandt andet en række ting jeg hadede ved mig selv, og en række private mål. Hvis min mor har onde intentioner om bevidst at såre mig, har hun nu rigtigt stærke kort på hånden til at gøre det. Dog skal det også siges at hun har gjort meget for mig, hvad det materielle angår. Derudover har hun også udvist empati i løbet af mit liv. Min far er lidt en modsætning til min mor i og med, han er meget empatisk. Han gør rigtigt meget for mig og er empatisk, overskudsagtig osv. Jeg tror dog, han er nem og dominere for min mor fordi han er sådan en ''nice guy''. Jeg bruger rigtigt mange ressourcer på at spekulere over om hun er en narcissist eller ej. Det vil være en lettelse, hvis jeg på en eller anden måde kunne få be eller afkræftet det. Jeg vil allerhelst gerne snakke med nogle udefra da, min familie i princippet kunne være manipuleret af hende. Derfor ville det være rigtigt rart at få en uafhængig kilde til at kaste et blik på det. Men har i nogle råd eller tips til, hvad jeg skal gøre? Hvordan kommer jeg bedst i kontakt med en psykolog, og hvad tænker i generelt om min situation? MvhPeter

PS
Jeg tror desværre ikke, der er tilknyttet en psykolog på min efterskole, men undersøger det nærmere. Jeg kan se på nettet, der er en psykolog tæt på her i min lille landsby.

Svar:

Hej Peter

Det er bestemt ikke fedt at føle sig presset på den måde som du gør lige nu, og derfor er det også rigtig godt at du har skrevet til brevkassen. Lad mig se om jeg kan hjælpe dig.

1. Jeg synes de symptomer du beskriver er ret alvorlige og derfor synes jeg helt sikkert også du skal følge din fars råd og passe på dig selv. At få sovet ordentligt og spise sundt hører med, men når man går med en masser tanker der fylder er det også vigtigt at få tankerne ud ved at snakke med nogen om det.
Jeg ved selvfølgelig ikke om det er fordi din far direkte har sagt at du ikke skal gå til læge eller psykolog eller om det er noget du tolker? Men som 16-årig kan du sagtens selv henvende dig til din læge uden dine forældres accept. Det er først i det øjeblik at lægen henviser dig til en psykolog at dine forældre skal have besked. Så måske kunne det være en start at snakke med din læge om de her symtomer du oplever. En anden mulighed kunne være at snakke med en voksen på din efterskole. Mon ikke du har en kontaktlærer eller måske en anden lærer på skolen som du føler dig tryk ved, og derfor vil kunne snakke med.
Jeg ved at efterskolelærere er vandt til at snakke om alt mellem himmel og jord. Også det der er rigtig svært, så det kunne også være en mulighed at starte der.

Men ud over de muligheder du har med andre voksne synes jeg du skal tage en snak med din far om det her. Det lyder som om han har forståelse for din situation og som om han godt ved at der er noget galt. Jeg synes du skal sige til ham at du virkelig har brug for nogen at snakke med om det her, fordi det er ved at fylde alt for meget i din hverdag.

2. I forhold til din mor så er det meget meget svært at svare på. Jeg tror at mange mennesker kan have narcissistiske træk, men jeg forstår dig som om at det mere er som personlighedsforstyrrelse du oplever narcissismen hos din mor. For at gøre det helt kort så vil det kræve at din mor skulle undersøges grundigt hos en psykiater/psykolog for at kunne fastslå om det rent faktisk er sådan at hun lider af en personlighedsforstyrrelse.
Men det jeg tænker er afgørende er at du faktisk oplever at din mor gør nogle ting overfor dig som gør dig ked af det og utryg ved hende. Og det er nok her du kan gøre noget.

Ud fra det du skriver kan jeg ikke læse om du har snakket med din mor om hvordan du oplever det og hvordan du bliver ked af det over det hun gør? Jeg tænker ikke nødvendigvis du behøver konfrontere hende med din mistanke om at hun har en personlighedsforstyrrelse, men nærmere at du er meget konkret og fortæller hende hvad det gør ved dig når hun siger eller opfører sig på en bestemt måde.
Man kan selvfølgelig tænke at hun selv burde kunne se at du bliver ked af det og præcis hvor ked af det du faktisk bliver, men sådan tror jeg bare ikke altid det hænger sammen. Jeg tror derfor det er vigtigt at du firtæller hende præcist hvordan du bliver ked af det og præcist hvorfor. Sådan ala...når du gør eller siger sådan så bliver jeg rigtig ked af det eller føler mig mindre værd.
Måske opfatter hun situationen helt anderledes? Måske bliver hun overrasket hvis du fortæller hvordan du har det indeni?
Hvis ikke det hjælper at få det sagt til hende synes jeg du skal overveje at snakke med din far om det. Det kan godt være at han ikke kan ændre din mor, men det er i hvert fald vigtigt at du ligesom har én du føler dig tryg ved som du kan dele de her tanker med.

I forhold til at få sagt de her ting så ved jeg godt det kan være vildt svært at få orderne ud når man står der. Særligt når din mor har det med at afbryde. Måske skulle du overveje at skrive et brev til hende og på den måde være sikker på at du får alle dine tanker med. Så er du sikker på at du får "sagt" alt det du vil uden at hun kan afbryde dig.

Selv om jeg ikke har kunnet give dig så mange konkrete svar håber jeg at mine tanker kan hjæle dig lidt videre.

Det er i hvert fald vigtigt at du lytter til din krops signaler på stress og selvfølgelig også de her tanker om din mor og handler på dem...så du kan få det bedre.

Bedste hilsner
Niels-Christian.