Noget galt..?

brevkassespørgsmål

Noget galt..?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 12 måneder siden

Hej.. Jeg er bange for at der måske er noget galt med mig ;/ Jeg har altid været den bedste til alting og der er sjældent noget jeg ikke er god til.. Jeg er klog, og har derfor ikke så mange venner i klassen, da jeg går "meget" op i skolearbejdet. I min fritid er jeg sammen med min kæreste og "mine 2 veninder" Jeg har altid haft masser af selvtillid og selvværd, men efterhånden føleler jeg min som et 0 ): En dag skulle vi tale fransk i skolen, hvor jeg selv syntes at jeg klarede godt, spurgte jeg min lærer bagefter hvordan jeg havde klaret det, men han plaprede bare løs om hvor godt min kæreste havde gjort det, og at han var meget bedre end mig... (det var okay at han var bedre end mig, men følte mig ubetydelig..) Der er ingen der kender mig særlig godt, udover min kæreste, og savner "veninden over dem alle" som jeg kan dele hemmeligheder med... Sådan en har jeg ikke, og har ikke mødt hende endnu.. Jeg syntes heller ikke længere at jeg er smuk, og vil helst undgå spejlet.. :( Hvad er der galt?..

Svar: 

Hej pige 13

Jeg er glad for at du skriver i brevkassen. Det er ikke en rar følelse af at være et 0 du går med, og jeg synes det er vigtigt og godt at du fortæller om hvordan du har det. Jeg tror at det at fortælle om det der er svært er første skridt på vejen til at få det bedre.

Som jeg forstår dit spørgsmål har du altid været den bedste til de ting der er vigtige for dig, og nu er du begyndt at opleve at det ikke nødvendigvis er sådan mere. Det må være rigtig svært at opleve, men samtidig vil jeg gerne fortælle dig at det slet ikke betyder at du er ubetydelig.

Jeg tror ikke der behøver være noget som helst galt med dig. Måske oplever du, ligesom mange andre unge i din alder, at du selv og din verden forandrer sig rigtig meget. Det er meget normalt at unge i din alder bliver meget mere kritiske overfor både den verden de er en del af og mest af alt overfor sig selv. Det er en helt almindelig del af den udvikling du skal igennem på vejen til at blive voksen. der sker masser af store forandringer både psykisk og fysisk, hvilket også kan forklare hvorfor du blevet mere opmærksom på og utilfreds med hvordan du ser ud.

Selvom jeg mener at det du beskriver kan være meget normalt og helt almindeligt, synes jeg selvfølgelig ikke du skal stille dig tilfreds med at gå og føle dig ubetydelig. Og jeg tror faktisk godt du kan gøre noget for at ændre på den følelse.
Jeg tror det bedste du kan gøre er at fortsætte med at snakke om hvordan du har det. Tanker, følelser og problemer bliver ofte større og større jo længere tid man bærer dem alene. Det hjælper at dele dem med nogen...på den måden kan vægten af dine problemer blive mindre på samme måde som hvis man får andre til at hjælpe med at bære noget tungt.

Måske kunne du prøve at snakke med din kæreste eller dine veninder om det. Måske kan de fortælle dig at de også kender til nogen af de følelser du beskriver. Prøv at snakke med dine forældre om hvad der sker indeni dig lige nu. De har selv været unge en gang, og kan måske også hjælpe dig til bedre at forstå hvad det er der sker.

Du kunne også kigge forbi chatten og snakke med en voksen rådgiver om hvordan du har det. Sammen kunne i måske sætte lidt flere ord på den følelse du går med og måske få idéer til hvordan du kan få det bedre. Chatten er åben man-tors kl.14-19. 

DeBedsteHilsner

Niels-Christian(vikar for Erroll) 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program