Nedtrykt, dårlig humør og mistet lysten til at leve

brevkassespørgsmål

Nedtrykt, dårlig humør og mistet lysten til at leve

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej CH, 

Jeg har igennem de sidste par år haft det svært, og har i en længere periode gået med en masse forskellige tanker. Jeg har aldrig været det kønnest barn, jeg har heller aldrig været den tyndeste, og jeg har altid haft andre interesser end resten af min omgangskreds. Jeg var af kraftig bygning til 6. klasse, hvor efter det så gik ned af bakke. Jeg begyndte og tage mere, og mere på, da jeg begyndte på, at trøst spise. 

Jeg brugte, og bruger stadig undskyldningen "Denne ene gang, må jeg godt.." Men det er jo ikke den ene gang, det kan jeg jo godt selv se. Jeg har flere gange prøvet forskellige slankekure, og livsstil omlægning, men jeg er altid endt tilbage i det samme dårlige spor. Jeg har enkelte gange snakket med mine forældre om det, og har også været til lægen engang, hvor jeg blev skrevet op til en special klinik, med speciale i overvægtige børn. Der var ekstrem lang ventetid på, og da jeg så endelig blev indkaldt, mente min mor ikke det var nødvendigt. Hun mente ikke det var nødvendigt, da jeg jo var en ung og glad dreng. Problemet er bare at jeg langt fra er glad. Jeg har lært mig selv, at være hård uden på, og jeg har lagt mærke til, at jeg lynhurtig går i angrebs position. Jeg er dårlig til, at takle kritik, og nederlag generelt. Det har bla. betydet at uden jeg tænker over det, ender jeg altid med, at udøve en form for vold på mine lillebrødre hvis de irritere mig, da det virker lettest for mig. 

Det er noget der sker ubevidst, og når jeg har gjort det, og jeg er faldet til ro oigen, så gør det ondt på mig. Det er virkelig noget jeg er ked af, og jeg er sikker på, at jeg også have ødelagt mange venskaber på denne måde. Jeg har siden jeg stoppede i 9. klasse i sommers stort set ikke set eller skrevet med dem, fra min gamle klasse. Det betyder også, at jeg faktisk ingen mennesker ser ud over min familie. Jeg får det dårligt når jeg er sammen med andre mennesker, og på en måde er det en befrielse, at jeg ikke ser dem mere. 

Det var et helvede og komme i skole hverdag, men jeg gjorde det. Uden på virkede jeg måske glad, men de fleste i klassen mobbede mig enten direkte, eller indirekte, og det var egentligt noget, som jeg blev ret ked af. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det jo bare var for sjovt, jeg blev kaldt ting som "Tykke", og "Flæske", men inderst inde vidst jeg jo godt, at jeg burde ikke acceptere det, og gøre noget ved det. 

Jeg sidder nu stort set dagligt på mit værelse fra jeg får fri fra min uddannelse, til jeg går i seng. Jeg har 2 gange om ugen, hvor jeg kommer i en lokal cross klub, og laver på min crosser. Jeg har kastet mig over en masse projekter på computeren, og fundet ud af, at det er min bedste ven. Jeg har oplevet nogle af mine første positive ting her, i mange år. Jeg har fundet ud af, at jeg er god til at skrive. Jeg skriver for flere forskellige hjemmesider, og tjener en god portion penge på det. Pengene gør mig glad, også selvom de ikke burde. Det er en form for bekræftelse for mig, og det er noget jeg virkelig bliver glad for, når en kunde betaler.

Men alt den tid jeg har været på mit værelse, har jeg på fornemmelsen af, at jeg har udviklet en form for social angst. Jeg bliver panisk, hvis der sker ting på min vej til, og fra skole som er uventet, og hvis jeg skal møde nye mennesker. Første skoledag er jeg ved, at bryde sammen fordi det hele er så skræmmende. Hvad tænker de om mig? Hvad siger de? Det er sådan så jeg får helt svedige håndflader, og jeg virkelig er tæt på, at løbe igen. På samme måde har jeg det også med familie ting, hvis der er andre familie medlemmer end lige de nærmeste. Jeg bliver panisk, og hvis det er hjemme hos mig selv, er jeg kun lige til selskabet når der bliver spist, også går jeg i hi på mit værelse igen, for jeg får det så dårligt når jeg er omkring mennesker. 

Jeg får den samme paniske følelse hvis der er folk, der rør ved mig. Jeg får kulde gysninger, og jeg får det virkelig ubehageligt, hvis der er nogle der klapper mig på skulderen, giver mig et kram eller på anden måde rør mig fysisk. Selv min familie kan jeg ikke klare nusser mig i håret osv. Jeg har på ingen måde været udsat for noget seksualt udnyttelse, men jeg får det virkelig bare dårligt. 

Jeg har én eneste gang oplevet, at det var noget jeg egentligt nød, og få et kram. Det var en veninde, som jeg egentligt ønskede var mere end en veninde. 

Udover det ryger jeg i smug, da det på en måde gør mig lykkelig, og fylder gruppen med glæde. Jeg har på fornemmelsen af, at min mor ved det, da hun tit nævner for mig, om jeg ryger. Jeg har hen til videre nægtede det, da jeg ved hun bliver sur, og det gør min far også. Men jeg har også flere gange tænkt på, at bare sige det som det er, så jeg i det mindste har en ting, jeg kan gøre og føle mig lykkelig. Om det så er sundt for min krop er jeg ret ligeglad med pt. 

Jeg håber virkelig derfindes en løsning på det hele, da jeg bare gerne vil leve et normalt teenager liv med massere af socialt samvær', fester, og det at kunne give folk et kram. Kort sagt, jeg vil være lykkelig. 

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det en flot, meget gribende og indlevelsesrig fortælling, du skriver. Jeg kan virkelig give dig ret i, at du er dygtig til at skrive, og det gør det meget nemt for mig at sætte mig ind i din situation. Når det er sagt, synes jeg, det lyder som om, du slås med en masse svære ting, og jeg forstår inderligt godt, at du gerne vil ud af det, så du kan leve et lykkeligt og normalt teenageliv. 

Jeg synes, det er rigtig godt at høre, at du har forsøgt at tale med både dine forældre og din læge omkring dine problemer. Det er rigtig ærgerligt, at der ikke blev gjort mere ved det, fordi din mor ikke mente, det var så alvorligt. Det får mig til at tænke på, om du mon har fortalt hende om alle de ting, som du skriver i dit brev til os? Ud fra dit brev er det nemlig meget tydeligt for mig, at du ikke er en glad dreng, men at du går med en masse svære tanker om dig selv og dit liv, som du har brug for hjælp til at slippe af med. Hvis du har mod på det, synes jeg, du skal prøve at fortælle din mor om det, du oplever igen - og denne gang ikke undlade detaljerne om, at du er ked af livet, føler dig socialt isoleret, ser dig selv som aggressiv og voldelig og er ked af dit udseende. Det er nogle meget alvorlige tanker og følelser, som du ikke bør gå med selv. Du fortæller, at det er nemt for dig at skrive, men sværere for dig at være sammen med mennesker. Ud fra det tænker jeg, at det måske vil være lettere for både dig og din mor, hvis du skrev et brev til hende om, hvordan du har det. På den måde vil du måske lettere kunne få sagt de svære ting, og hun vil måske have lettere ved at forstå. Uanset hvad tænker jeg i hvert fald, at det er vigtigt, at du får fortalt nogen, du stoler på, om de ting, du skriver ind til os. Det kan nemlig være utrolig rart og værdifuldt at opleve andres forståelse, og din mor eller en anden vil måske også kunne hjælpe dig igang med den behandling, som det virker til, du har brug for.

Ud fra det du skriver står det klart for mig, at dit største problem ikke er overvægten, men i stedet er de mange negative tanker, du har om dig selv. Det kan sagtens være, at overvægten og den medfølgende mobning har ført til, at du har fået negative tanker om dig selv, men lige nu synes jeg, det virker som om, at du har behov for at arbejde med måden, hvorpå du ser dig selv. Ved at blive gladere for den person, man er, kan man nemlig lettere komme til at blive glad for livet, få lyst til sociale arrangementer og se de muligheder, man har. Når man først er kommet ind i et mønster, hvor alting synes sort, og der kun er få positive ting, kan det dog være en enormt svær opgave at skulle finde livslysten frem. Derfor tænker jeg, du har behov for professionel hjælp fra en psykolog. En psykolog vil kunne hjælpe dig med at få styr på og forstå dine tanker, hjælpe dig med dine sociale vanskeligheder og give dig selvværd og selvtillid igen. Hvis du har mod på det, kan du fortælle din mor, at du tror, du kunne have gavn af psykologhjælp, men ellers kan du igen henvende dig til din læge, som ud fra din historie, vil kunne give dig en henvisning til en psykolog. Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du håber, der findes en løsning. Det viser, at du ikke har givet helt op, hvilket er rigtig positivt. Det gør det nemlig lettere for dig at komme ud af den svære situation, og med den rigtige motivation er det også lettere at tage imod den hjælp, en psykolog vil kunne tilbyde dig.

Jeg kan godt forstå, du er bekymret for, at du er begyndt at isolere dig mere og mere socialt. Jo mindre tid, man bruger med andre mennesker, jo sværere bliver det også at gøre det, når man skal det. Når man ikke bruger meget tid med andre, er det også naturligt, at man ikke bryder sig om deres berøringer. For at bekæmpe din sociale isolation kan du i små skridt begynde hele tiden at bruge lidt mere tid på det sociale. Det kan fx være, at du bruger et kvarter i pauserne på skolen på at snakke med de andre, bliver ti minutter efter skole for at høre de andre, hvad de skal i weekenden, eller hvad du nu kan finde på. Ved hele tiden at udfordre sig selv i små skridt, vil det blive lettere og lettere at udholde det sociale. Grunden til det er, at du på den måde vil finde ud af, at det farlige måske ikke er så farligt alligevel. Det er ikke sikkert, det vil være rart for dig i starten, men hvis du bliver ved med at udfordre dig selv ved at bevæge dig ud i sociale situationer, vil du med tiden måske blive glad for det. Det kan også være en lille ting, som at ønske ekspedienten i supermarkedet en god dag eller smile til en fremmed på gaden.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig positivt, at du finder positive elementer foran computeren. Uanset hvad man går op i, er det vigtigt at have noget at gå op i, som kan give energi og glæde. Bliv endelig ved med det og fortsæt også med at skriv. Det er ting, du er gode til, og som du kan være stolt af, at du mestrer.

Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver om tingene, skal du vide, at du altid er velkommen i Cyberhus' chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte til dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program