Mor alkoholiker?

brevkassespørgsmål

Mor alkoholiker?

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 15 år 10 måneder siden

Mm Ja altså er seriøst bange for at min mor er blevet alkoholiker, Hun drikker virkelig meget hver aften, og kan næsten ikke gå når hun er på vej i seng. nu ved jeg ikke helt hvordan det er fordi jeg ikke så tit er hjemme ved min mor og om hun drikker mere eller mindre når jeg ikke er hjemme ved hende, men hun drikker vært falde meget når jeg er her, har prøvet et snakke med hende om det men min ireterende storesøster var hjemme og svarede for mig selvom det slet ikke var det der skulle ske. Er også lidt bange for hun bliver sur.-

Har oss et andet problem,.: Hun har sagt her i ferien at hvis hun dør så er det min søster der arver det meste, Jeg blev self meget ked af det men der er jo ikke noget jeg kan gøre, men jeg vidste godt at min mor bedst kan lide min storesøster men jeg vil så gerne have at hun giver mig noget opmærksomhed. Hun har sagt flere gange at når hun får et andet arbejde så kan jeg få lov at bo to uger ved hende og to uger ved min far, altså så der er faste tider på hvornår jeg skal hjem til Hende og min far, Problemet er så oss at det har hun sagt i 1½ år nu og jeg bliver mere og mere skubbet væk...
Og Selv Når min storesøster ikke er hjemme handler alt om hende ellers så er det hendes arbejde eller hendes kæreste. Jeg er altid Glemt. her den anden aften skulle mor skrive et brev for min storesøster og vi aftalte at vi skulle se film klokken 20 så jeg regnede med at vi skulle se film klokken 20:30 men klokken blev 22:18 før vi kom ind i sofaen. Jeg var simpelthen helt knust! Det hele handlede om min søster og bag efter spurgte de om det var "Okay" og om jeg var "Sur", Self er jeg sur og self er det IKKE okay. Håber du har en ídé om hvad jeg kan gøre for bare at få lidt opmærksomhed.
Kh Lillepigen

Svar: 

Kære "Lillepige".

Tak for din mail. Jeg kan se, at du er meget i "klemme" mellem personerne i din familie. Det er lidt svært at svare, da jeg ikke helt kan se om du bor fast hos din far eller om du bor et helt andet sted? I hvert fald skriver du at du ikke så tit er hjemme hos din mor og at du ønsker en fast aftale om, hvornår du er hos din far og hvornår du er hos din mor.
Når dine forældre ikke bor sammen - så er der sat nogen bestemmelser op om, hvor du skal bo. Når du bliver 15 år gammel, så skal du høres i forhold til, hvor du gerne vil bo, men det er de voksnes beslutning, hvor du skal bo. Det er nødvendigt, at du spørger de voksne(din mor eller far) om hvad der egentlig er aftalt. Det er også nødvendigt, at du fortæller din mor, at du er ked af og vred over den udskydelse der er sket på at få en fast ordning om, hvor du skal bo.   

I det hele taget tror jeg, at du skal fortælle dine vrede og skuffede følelser til din mor. Det kan man godt gøre på en ordentlig måde - sig det som det er: ”at du bliver ked af det og skuffet, når hun ikke holder de aftaler I laver”.
 
Angående forholdet til din søster- så kan jeg godt forstå, at du finder hende irriterende, hvis din mor giver hende mere opmærksomhed end du oplever at du får. Der er ofte jalousi mellem søskende, men samtidig kan søskende også have gode oplevelser sammen og støtte hinanden. Igen må du prøve at fortælle din søster og din mor, at du føler dig sat til side og overset og måske kan du foreslå, at I gør nogen ting sammen alle tre?
Hvis du bliver lidt mere modig til at sige tingene - så kan de måske bedre forstå at du også har brug for opmærksomhed.         
 
Det er bekymrende for dig, at du tror at din mor drikker for meget. Det er et emne, som er svært at tale om, og jeg tror, at det for svært for dig selv at snakke med din mor om det. Derfor vil jeg foreslå, at du fortæller din bekymring til en voksen som du har tillid til - eventuelt en lærer, en pædagog - eller måske din mormor?
 
Jeg fornemmer, at du trænger til hjælp og støtte. For det er nogle svære problematikker som du beskriver. Du skal derfor vide, at du er velkommen til at logge på Chatrådgivningen i Cyberhus. Her kan anonymt chatte med en voksen rådgiver om de spørgsmål du har. Chatten er åben mandag – torsdag kl. 15 -19.
 
Jeg ønsker det bedste for dig.
 
Venlig hilsen
Anne-Marie
 
 
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program