Hej, mit navn er C. Det her bliver et lang brev, og jeg håber at i forstår hele af brevet. Hele mit barndom har været skidt, jeg har ikke fortalt det men jeg har gået rundt og været ked af. Selv da jeg gik i børnehave, var jeg en genert pige der bekrymerede sig over mit vægt fordi jeg så min storebror der kom grædende hjem og fortalte at han blev mobbet med hans vægt. Jeg har ikke et tæt forhold med ham, men min mor fortalte altid mig hvad der skete - fordi jeg var den "store pige" der havde forstående for problemere og hun vidste at jeg ikke ville drille / irritere mine brødre hvis de havde det skidt. Jeg valgte så at sulte mig selv, men jeg var en madglad pige så nogle dage spiste jeg intet og nogle dage spiste jeg enormt meget. Det var en tidlig alder, jeg begyndte at droppe mad og så spise mad igen. Mad og min krop har og er altid min fjende, jeg hader det så meget at jeg ikke kan fordrage synet af mig selv. Jeg har altid været vild med ild, og så se blod men jeg spiller altid som om at jeg ikke kan fordrage blodet fordi jeg ikke vil have at mine lærerne skal blive mistænksomme. Jeg har igennem mit liv oplevet mange dødsfald, og det har påvirket mig en del. Døden er en del af mit liv. Min mor ved ikke at jeg har problemer inderst i, af helveds til og alt det andet. Jeg fortæller ikke mine problemer til andre mere, fordi jeg synes at jeg ikke får nok hjælp til det jeg behøver. I de sidste par dage har jeg bare gået rundt på Google, og googlet om Selvmord, problemer, chatrådgivning men jeg googler mest om Selvmord fordi jeg heletiden fokuserér på selvmord. Bør jeg begå selvmord? Får de andre bedre, så de ikke skal tage kontakt til kommunen heletiden? Alle spørgsmåle rummer mig rundt i hovedet, og jeg ved ikke om jeg skal gøre det eller ej. Jeg ved godt at det er ikke en løsning, men for mig er det en løsning. Jeg har skrevet til min gamle bisidder (Børns Vilkår) om det, og min sagsbehandler men jeg føler at jeg ikke får den rigtige hjælp i øjeblikket. Min sagsbehandler Annika har sagt at jeg får en kontaktperson efter jul, og det glæder jeg mig selvfølgelig til det men hvad nu hvis jeg ikke kan stole på min kontaktperson? Og alt det andet. Jeg er ikke så nem til at stole på andre, fordi der kræver at samarbejdelse. Jeg bygger en "facade" på mig selv, jeg spiller glad og alt det der. Jeg tager i byen med mine vennerne, bare for at komme lidt mere væk fra min familie og alt det. Min familie - jeg har haft så mange problemer med familien, jeg kan ikke stole på nogle af dem længere efter jeg oplevede fysisk & psyisk vold. Det skal siges at jeg blev hånet, gjort nar ad osv. Af mine søskende og familie, og udover det - blev jeg også slået af min mor hvor jeg så tog egen hånd og skrev til BørneTelefonen (Kendte ikke det her hjemmeside.) hvor jeg så fik mig skaffet en bisidder &' oplever ikke volden mere men det har taget rigtig hårdt på mig. Det har så efterhånden udviklet at jeg er begyndt og blive en fast ryger, og jeg er også igang med at købe og skaffe hash og alt det andet - bare for at glemme min fortid, problemer og alt det andet. Da jeg var omkring 8 år gammel, var jeg så vild med at tegne mine hænder og arme - hvor jeg sommertider også tog noget spids der lavede mærker efter det jeg lavede. Jeg tog altid langærmede på, og ventede på at det forsvandt igen. Det forsvandt igen, og jeg gjorde det igen - jeg var så fancisteret af det, og fortsatte det i langtid hvor jeg fandt en et kniv hvor jeg efterfølgende skar i mig selv. Langs ad armen, men da jeg har så tynde arme fik jeg aldrig nogle permanante arrene - De arrene jeg har skåret i mig selv, kan oftest ses når jeg fryser osv. Jeg har skåret i mig selv i langtid, og så holdt pauser hvor mange andre har lagt mærke til det men da jeg har en kat bruger jeg en undskyldning hvis de spørger om hvad det der er. Så bruger jeg den samme undskyldning "øh, trille var liiiidt for vild idag så hun angreb mig overalt.. tror nok at det er det der stammer fra. ellers ved jeg ikke." De hopper jo som regl på, og glemmer det. De fleste år af mit liv har jeg oplevet noget af mobningen, jeg blev peget ad - gjort tilgrin - snakkede om mig bag min ryg, og alt det andet. Hver gang jeg var i byen, råbte nogle til mig "Ad, en noob." og alt det andet. Jeg begyndte så at købe noget fedt tøj, og fik styr på det tøj hvor menneskerne omkring mig var lige pludselig flinke. De var bare ikke sådan "Ad?" udtryk når de snakkede med mig, og ja... Det har så gjort at jeg heletiden fokuseré på om hvad de tænker om mig, og alt det andet. På min gamle skole / den første skole jeg gik på, var der et par stykke drenge ovre fra naboskolen der var helt vilde med mig og vi havde fælles fodboldbanen og da jeg er vild med ballade så jeg pjækkede fra timerne og spillede bold der. Jeg smadrede også ting, begik vold mod mine lærerne og alt det andet. Men det er noget, jeg nok aldrig vil glemme .. Jeg spillede fodbold med nogle af skolens populæreste drenge (som kan lide mig, fordi jeg nok var selv lidt af en populær pige.) da vi var alene ved fodboldbanen, stak han hans hænder ned på mine bryster og holdte fast om min fisse. Han hviskede mig i øret om jeg var med på trekant, osv - hvilket jeg ikke turde at sige ja eller nej - jeg prøvede at ignorere det, og prøvede at komme væk. Drengen 1 (som tog mig på patter osv.) han havde en ven med som hedder Thomas - Han kom så, og lagde sig mod min røv, og holdte hans arme på mine patter og alt det andet. Det lyder romantisk, det er også det men jeg brød ikke mig om det. Jeg var bange, men jeg turde ikke at vise det. Så skulle de ind igen, og så skred de indenfor hvor jeg løb væk fra skolen - alt. Jeg ved ikke om det var noget seksuelt, eller noget men den oplevelse vil jeg aldrig glemme. Min far - han har været væk for det meste af mit liv, han arbejdede heletiden i udlandet og når han endelig var hjemme, sad han og drak sig stiv. Han kunne godt finde på at tage mig og min lillesøster med på værtshus, og så fik vi kakao eller sodavand men jeg hadede lugten af værtshus fordi jeg så alle de gamle mænd vrimle rundt hvor min far stolt præstenere mig og min lillesøster. Det betød så at hvergang jeg skulle hjem til ham, gad jeg ikke. Jeg ville bare ikke tage over til det samme værtshus igen og igen, men efterhånden stoppede han med at tage på værtshus og drak ikke mere hvilket jeg var glad for det. Men min far - jeg har aldrig følt at han var min far, eller noget. Jeg er vant til at kalde ham min far, men jeg føler bare ikke at det er min far fordi jeg har ikke nogle minder med ham - Kun de værste minder, men gode? Hvad bliver de nu af dem? Han har aldrig været der for mig, selv om jeg ikke bad om det. Min lillesøster blev gladere for at bo hos ham, og jeg er glad for hendes vegne hvis hun er tilfreds med at bo hos ham - Det respekterer jeg, men for to uger siden opstod der et skænderi mellem os fordi jeg følte at han behandlte mine brødre anderledes. Han gav ikke mine brødre gaver, men kun mig og min lillessøster hvilket jeg ikke fandt mig i det. Jeg har oplevet så meget, at jeg vil have at alle får lige den samme behandling. Jeg sagde så stop til min far, at jeg ikke ville ses med ham mere. At han ikke skulle bestemme over mit liv mere. Jeg gav ham et kram, fordi han bad om det. Jeg sagde så til ham at jeg ville ikke komme tilbage, uanset hvad. Om han ville købe mig eller noget. Inden jeg lukkede døren, sagde jeg til ham "Farvel far." Det er de sidste ord jeg sagde til ham, og at jeg hørte de sidste ord "Farvel S." Han har spurgt min mor om at jeg ville gerne over til ham, og spise med - hvilket jeg sagde afvisende nej. At jeg har sagt til ham at vi ikke kommer til at ses hinanden igen, og hvilket det - føler jeg mig at jeg gør ham ked af, eller noget. Han har selv sagt til mig at jeg ikke får nogle julegaver, så min lillesøster er den eneste af søskendeflokken der får gaver nu. Jeg er så trods alt ligeglad med det, men jeg føler mig dum fordi jeg har sagt stop til ham. At jeg måske ødelægger ham. Jeg har hørt så mange nyheder at en far begik selvmord fordi han ikke så sin børn ofte osv osv. Det er det jeg ligenu er bange for. Begår selvmord pågrund af mig? Jeg frygter alt ligenu.. Undskyld at det her var forvirrende, jeg ved ikke om jeg skal begå selvmord eller ej. Selvmord er den eneste udvej for mig. :/ - C. Btw, viser det her spørgsmål i brevkassen eller?.... Vil helst anonymisere det her, og kun jer ansatte der kan se det. :/