Mit liv er dårligt

brevkassespørgsmål

Mit liv er dårligt

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 5 måneder siden

Hej cyberhus.

Jeg bor på en Institution eller hvordan det nu siges. De er der ude for at hjælpe mig fordi jeg også har sygdomme. Men jeg har det rigtigt sværet især der ude. Problemet er bare for det meste. Lige meget hvor meget jeg prøver at fortælle dem, hvor sværet jeg enligt har det. Så kan de desværre ikke sætte sig ind i det som jeg har. Derfor kan de jo ikke hjælpe mig. Så et af de voksne her ude fortalt mig om den her side. Cyberhus.dk han fortalte mig at det er rådgiver og psykologer og vist også lidt flere.

Men nok om det jeg vil rigtigt gerne have hjælp fordi jeg har prøvet at begår selvmord cirka 10 gange på 2-3 år. Jeg savner nemlig tit at være hjemme og hygge med min familie. Jeg har 3 brødre og en far og en mor men de er skilte min far og min mor. Selv om jeg er hjemme næsten være weekend, så vil jeg bare gerne hjem og bo. Jeg bliver rigtig meget mobbet her ude selvom jeg bare gerne vil hjælpe andre folk. Jeg for at vide at jeg er svag og lille og langsom. Jeg er lille ja men jeg vokser ret meget lige nu. Jeg er ikke svag det har jeg også fået at vide af rigtig mange. Jeg har det ikke så godt med mig selv lige nu.

Både børn og voksne mobber mig og er onde mod mig her ude. Der var en voksen der råbte et af mine sygdomme højt et tidspunkt. Men rigtig mange kunne høre det. Han må så hellere ikke være i nærheden af mig mere. Men alligevel så er der en masse andre voksne børn og unge her ude. Håber at i kan hjælpe mig.

Svar: 

Hej med dig

Det er sejt at du har mod på at skrive herind, efter at du hørte om vores hjemmeside. Det lyder som en hård situation, du står i, og jeg kan meget godt forstå, at du føler dig frustreret. Jeg vil meget gerne give dig nogle tanker med på vejen.

Det lyder som om, du står midt i en rigtig hård periode lige nu, med mobning og selvmordstanker/forsøg. Du skriver, at du bor på en institution, hvor du bliver mobbet. Det lyder ikke særlig rart. Og det lyder meget uprofessionelt, at de voksne også er efter dig. Du skal vide, at det at mobbe en anden er ikke noget, som børnene og slet ikke de voksne, bør gøre. Og der er ingen, der har fortjent at blive mobbet. Du fotjener bedre end det. Jeg vil anbefale dig at snakke med en af de voksne - måske lederen af institutionen om, hvad der foregår. Du kan eventuelt tage dine forældre med ind til samtalen. De kan hjælpe dig med, hvis du går i stå eller bliver nervøs. At fortælle om det, er den bedste måde at få gjort noget ved det. Men derfor kan det bare være rigtig grænseoverskridende at skulle tage emnet op. Hvis du har brug for vejledning eller gode råd, så kan du besøge vores 1-1chat, hvor du, anonymt, kan snakke med en voksen. Hvis du ikke føler, at du bliver hørt og taget alvorligt, kan det være du skal snakke med dine forældre om at komme til at bo på en anden institution.

Med hensyn til selvmordstankerne og forsøgene, så har du måske allerede arbejdet med dine selvmordstanker og forsøg på institutionen. Derfor ved du måske også, at tankerne ofte kommer fordi, man oplever et pres i sin hverdag. Et pres, som er for stort til, at man selv kan overskue det, og derfor kan man ønske sig væk. For det kan være rigtig hårdt at skulle forholde sig til tunge tanker og følelser. Men for at få det bedre, har man brug for at dykke ned i de tanker og følelser, som fylder - og som kan være svære at snakke om. Derfor er det bedste råd, jeg kan give dig, at finde én, som du kan snakke med. Måske er der en voksen på din institution, som du stoler lidt på, og som behandler dig ordentligt. Måske kan du snakke med din mor eller far, når du er hjemme. Der er også nogen, som skriver tankerne ned i en dagbog. Ellers ved jeg, at der sidder nogle dygtige folk på Livslinien.dk, som er en rådgivning specielt for personer, som kæmper med selvmordstanker. Du er også meget velkommen i chatten her på Cyberhus, hvor du kan være anonym, og hvor du kan snakke om alt det, der fylder. Derudover vil jeg anbefale dig at snakke med en psykolog/terapeut om tankerne også. De er nemlig uddannede til at kunne hjælpe dig med at få det bedre. Herinde på Cyberhus er du anonym, og skal derfor fortælle din historie forfra til en ny rådgiver, hver gang du logger på chatten. Hvis du har en fast psykolog at snakke med, kan vedkommende følge dig over længere tid og give dig gode råd til at klare hverdagen uden at have de tunge tanker hængende over hovedet. Hvis du virkelig gør noget for det og får professionel hjælp, så er det muligt at få det bedre. Det kommer sandsynligvis til at tage noget tid, og det vil måske også være hårdt, men det lyder til, at du har en gog og kærlig familie, som kan støtte dig.

Det er forståeligt, at du virkelig gerne vil hjem til din familie igen. Og det håber jeg, at du snart kan komme. Det lyder som om, du har det rigtig hyggeligt, når du er hjemme på weekend. Jeg krydser fingrene for, at du snart kan komme mere hjem. Og så ønsker jeg dig bare held og lykke med at få det bedre.

Mai

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program