Mine tanker fylder alt for meget. Min kæreste og jeg har været sammen 3-4 måneder, og jeg er vild med ham, for han er alt, hvad jeg har brug for. Fyre har det sidste års tid haft svært ved at holde på mig, fordi jeg kommer til at kede mig lidt, og ikke har følte mig rigtig forelsket. Men sådan er det ikke med ham her. Vi havde et kort brud, fordi han mente at jeg måske elskede ham højere, end han elskede mig. Det viste sig, at det mest var fordi han ikke er så erfaren i forhold, og måske havde overset sine egne behov for at tilfredsstille mig. Så han har gået rundt og tænkt over, at han havde brug for nogle dage for at tage hjem nogle gange, og bare være sig selv, og han troede det var unormalt, og at det måtte være fordi han ikke elskede mig så meget, og så gik han fra mig. Men han tog samme dag en snak med sine forældre og sin storesøster, som forklarede ham at det var normalt at have det sådan, og de fik snakket om lidt af hvert. Han kom tilbage til mig samme dag, og vi snakkede om det, og jeg sagde, at han jo sagtens kunne tage hjem og være sig selv ind imellem, fordi det har jeg intet imod! Og han sagde at han i de timer, han var væk, fandt ud af hvor meget jeg faktisk betyder for ham. Det er cirka 3 uger siden. Men jeg har kæmpe problemer med mit selvværd. Og det var et kæmpe slag i ansigtet, da han gik på den måde, fordi det kom så pludseligt, og at jeg ikke fik nogen ordentlig forklaring i starten. Min tillid fik et brud, fordi jeg troede det gik så godt, og det gjorde det åbenbart ikke. Han siger, det bare var ham, og hans dumme tanker, og at det egentlig ikke var fordi jeg gjorde noget galt, men alligevel, er jeg så bange for at gøre noget, der får ham til at gå igen, og jeg er bange for at han ikke synes vores forhold er så godt, og at jeg er så god, som jeg vil ha han synes det/jeg er. Og det er forfærdeligt at være så forelsket og ikke vide, om den man er så vild med, har det på samme måde. Han har gjort alt muligt for at vise mig, det var en kæmpe fejl, at han gik, og at han virkelig elsker mig! Jeg havde fra starten svært ved at tro han elskede mig, og kun mig, da jeg har så dårligt selvværd. Men nu er det endnu sværere. Jeg er tit ked af det fordi jeg ikke kan få mig selv til at tro på at han elsker mig så meget som han siger. Og jeg bliver tit smågnaven, og lader det ufrivilligt gå ud over min kæreste, fordi jeg overtolker hans kropssprog. Hvis han ikke sætter sig ved siden af mig i skolen (Vi går i samme klasse på gymnasiet), tænker jeg i min underbevidsthed, at det er fordi han hellere vil være sammen med andre, at han synes det er irriterende at være meget sammen med mig, at han “glemmer” jeg er der… Hvis han ikke ligge hører hvad jeg siger, fordi en anden snakker, bliver jeg fornærmet, fordi jeg så føler han hellere vil høre hvad andre siger, end mig. Hvis han spørger mig i klassen om noget, og jeg svarer, og han alligevel spørger en anden om det, bliver jeg fornærmet over at han ikke tror mit svar er rigtigt. Og hvis han smser, og ikke hører efter hvad jeg siger, bliver jeg fornærmet fordi jeg føler det med at smse er meget vigtigere end mig. Selvom jeg godt ved han bare er dårlig til at multitaske, og at han ikke engang smser særlig ofte. Jeg frygter hvis han skal i byen, at han måske finder en bedre, smukkere, sjovere pige end mig. Jeg hader at tænke på at han seksuelt måske har været sammen med nogle der var bedre end mig, eller havde en flottere krop. Og sådan bliver det bare ved i alle småting der kan tænkes. Jeg ved man altid tænker lidt over de her ting, men de fylder for meget i min verden, mere end normalt er. Jeg har fortalt ham noget om hvordan jeg har det, og vi snakker om det. Jeg begrænser ham aldrig i det jeg vil, det ville jeg aldrig gøre, for han skal ikke laves om på, og jeg ved det er dumt, det der foregår i mit hoved. SELVOM han aldrig kigger efter andre, eller giver mig grund til at tænke de ting jeg gør, altid siger jeg er det bedste, og selvom han jo bare er en fyr, og ikke altid kan regne ud hvad der foregår inde i mit hoved, selvom vi snakker om det, og han siger hvor højt han elsker mig, og at han virkelig godt kunne se en fremtid for os, og at han ikke kunne forestille sig at stoppe det med mig som det er nu, og alt det. Selvom jeg ved, jeg ikke burde tænke sådan, og ved hvorfor jeg ikke burde tænke sådan, bliver det ved. Hvad gør man, når man både ved det er forkert, og hvorfor det er forkert at tænke sådan, og det hele er så logisk, men man bliver ved??