Hej med dig

Jeg vil rose dig for at du tager ansvar for dine følelser og kommer ud med alle dine tanker. Vi kan nemlig ikke bare ignorere vores følelser, og det er vigtigt, at vi handler på dem og tager dem seriøst - for før eller siden vil tankerne altid dukke op igen og muligvis endnu stærkere end før, hvis vi ikke tager os af dem når de opstår.  

Du skriver at du føler dig ensom med dine tanker og det forstår jeg godt, så jeg vil forsøge at skrive til dig omkring din frustration over at dine forældre presser dig. 

Du skriver at dine forældre altid har krævet meget af dig, at og du ser op til dem. Der er for så vidt ikke noget i vejen med at blive presset lidt en gang i mellem. Men som du beskriver din situation har du nu oplevet fysiske tegn; stres og udbrændthed, som er en indikation på at dine forældre simpelthen presser dig ALT for meget og at du slet ikke kan følge med når du både prøver at leve op til deres krav i forbindelse med skolen, de gode karakterer og gymnastikken. Du fortæller, at du inden sommerferien blev så stresset og slet ikke følte dig motiveret til noget mere, og DET er et fysisk tegn på at det her ræs simpelthen kører dig for hårdt. Og det har jeg fuld forståelse for, for der er ingen af os der kan tåle at blive kørt så hårdt at vi ikke kan følge med. Man skal tage sådanne tegn alvorligt og derfor er det godt du skriver her ind, fordi du godt selv kan mærke, der er noget i vejen. 

I øvrigt skriver du, at dine forældre ikke accepterer, at du slapper af bare en time på en lørdag. Men vi har alle brug for at slappe af - vi kan ikke hele tiden beskæftige os selv med at læse, træne osv. - så bliver vi stressede og kan fx få symptomer som du selv har beskrevet. Det er simpelthen ikke en holdbar løsning hvis man skal kunne fungere. Så selvom det kan være rigtig svært for dig at trodse dine forældre, og dermed ikke efterleve de krav de stiller, så bliver du nødt til at stoppe op som du har gjort og tage op til vurdering hvad det er der tærer på din energi - muligvis gymnastikken. En løsning kunne være at du holder pause fra gymnastikken eller stopper helt, hvis det er en af de aktiviteter, som du slet ikke er motiveret for. Der er desuden ingen mennesker der er perfekte og det er en urealistisk tanke at din mor vil have en "perfekt datter". Det kan ingen leve op til - du skal i stedet være lige netop dig og gøre det der gør DIG glad. For husk at det er DIT liv og ikke dine forældres du skal leve. Du skal kunne leve med dig selv resten af livet og derfor skal du lave det som interesserer dig og som giver dig energi og ikke tærer på din energi. 

Du skriver at du ser meget op til dine forældre, og det forstår jeg godt, for jeg tror der er rigtig mange som beundrer deres forældre. Men det er vigtigt, at du husker, at dine forældre jo som alle andre heller ikke er perfekte, og at de måske lige netop nu begår den fejl, at de presser dig for hårdt. Derfor kan du jo godt holde af dem, men det er ikke normalt og sundt at blive presset så man får det dårligt som du gør.  

Det er vigtigt, at du begynder og vende dig til tanken om at du altså OGSÅ er noget værd og er et skønt menneske, selvom du gør præcis som dine forældre vil have. Hvis du bare undertrykker dine følelser og ikke lytter til dig selv vil det bare komme op i dig senere igen. Hvis du begynder at lægge mærke til hvornår du er glad og føler dig opslugt af noget vil du hurtigt kunne mærke, at der er aktiviteter, som der fylder dig med energi og som derfor vil give dig mening at bruge tid på. Hvis du lige nu føler dig helt umotiveret og ikke er fyldt med energi kan det være du skal vente lidt, men om noget tid kan det være du skal prøve kræfter med nye aktiviteter. Det kan fx være en anden sportsgren eller at du får lyst til at begynde at læse bøger når du får overskud til det. Det er med at prøve sig frem for at finde noget man synes er dejligt at foretage sig. Vi bliver ofte også meget bedre til det vi kan lide og brænder for og vil også føle os meget mere tilfredstillede og glade. Fx hvis vi dyrker den sport/hobby og tager en uddannelse, som vi føler en passion eller interesse for. Så derfor kan jeg ikke sige det nok gange - det er vigtigt at du følger din mavefornemmelse og gør hvad DU vil og siger stop, når du synes dine forældre stiller urimelige krav. Det er svært at forklare hvorfor dine forældre lægger sådan et pres på dig, men det kan muligvis være fordi de har nogle drømme som de ikke selv har kunnet opfylde og nu prøver de at udleve dem gennem dig og dermed bevise noget over for sig selv. Men det er ikke til at vide, hvad der er grunden til at de presser dig. 

Du skriver at du tror dine forældre har hørt nok, og at du ikke har lyst til at fortælle dem mere om hvordan du har det. Så jeg tror det kan være en stor hjælp for dig hvis du finder en voksen du kan snakke med om dine tanker. Personen kan på den måde enten være en du snakker med og som forstår dig eller en som der kan hjælpe dig med at få dine forældre til at forstå, at de presser deres datter for hårdt. Der er helt sikkert mange der vil kunne forstå din frustration og som sikkert med glæde vil give dig nogle råd. Det kan være du synes der er en af dine lærere som virker rigtig forstående og som du vil kunne trække til side en dag og bede om en snak. Det kan også være du skal henvende dig til en fra din familie (en moster, faster, onkel eller en anden), eller en venindes mor/far, som du føler du kan betro dig til og som vil lytte til dig og din situation og tage dig alvorligt. 

Jeg håber du kunne bruge svaret, og husk at du altid er velkommen til at skrive igen hvis du har brug for det!

Venlig hilsen Maria