Mine forældre er uretfærdige

brevkassespørgsmål

Mine forældre er uretfærdige

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Hej 
Jeg har en masse problemer med mine forældre, mine forældre er også skilt.
Men hvor de ikke tænker på mine behov, min mor har indblandet kommunen osv. 
Kun fordi hun ikke kunne holde det ud længere, hun tænker slet ikke på mig og, hvordan jeg har det. 
Jeg har mest af alt bare lyst til, at stikke af og aldrig komme tilbage. 
Jeg vil ikke bo hjemme mere, men jeg vil slet ikke flytte hjem til min far. 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...
Hilsen Freya

Svar: 

Hej Freya

Jeg kan virkelig fornemme på dit brev, hvor frustreret du er over dine forældre. Det må også være rigtig ubehageligt ikke at kunne enes og ikke at have lyst til at bo hjemme længere. Men jeg vil gerne rose dig for, at du skriver herind omkring de tanker og frustrationer du har over dine forældre. Det lyder nemlig til, at du er i en situation, hvor det kan være svært for dig alene at finde en løsning på problemerne.

Det er aldrig rart at føle, at der ikke bliver taget hensyn til en og ens behov. Og særligt ikke når det er ens forældre, hvor man føler, at de ikke tager højde for, hvordan man har det. Og det kan føles rigtig ubehageligt, når der bliver taget beslutninger henover hovedet på en uden at man har været involveret i det. Så jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Du skriver ikke helt præcist, hvilke problemer du har med dine forældre udover at din mor ikke tager højde for dig og hvad du har lyst til. Men jeg kan forstå, at du er så frustreret over situationen med din mor, at du ikke har lyst til at bo ved hende længere. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at bo hjemme ved din mor, hvis I ikke er enige om tingene og hvis din mor indblander kommunen uden din vilje. Nogle gange kan man bare blive så frustreret over ens situation og over andre mennesker, at den bedste løsning synes at være at komme væk fra det hele. Du er helt sikkert ikke den eneste, der har prøvet at have det sådan! Men det lyder også til, at din mor heller ikke ved, hvad hun skal gøre for at tingene bliver bedre, siden hun har bedt kommunen om hjælp.

Ud fra det du skriver, så lyder det til at du gerne selv vil bidrage til, at der sker nogle ændringer i dit liv, så du kan få det bedre. Og det er super modigt tænkt, og rigtig godt at du er opmærksom på, at du rent faktisk har indflydelse på dit liv. Men da du er under 18, så har dine forældre stadig ansvaret for dig. Og hvis de ikke kan håndtere det ansvar, så er det kommunen der skal tage over indtil du bliver 18. Afhængig af jeres situation, så er det en mulighed at flytte hjemmefra som 15 årig, men det vil kræve, at kommunen bliver indblandet, og derudover er det heller ikke nemt at bo selv som 15 år. Men hvis du slet ikke kan holde ud at bo hjemme, så har du ret til at få noget hjælp af kommunen til at håndtere situationen. Her er det familieafdelingen i din kommune eller bare din kommune, som du kan kontakte, hvis det bliver aktuelt for dig. Kommunen vil så sammen med dig vurdere, hvilken løsning der er den bedste til dig, og det kan godt være, at det ikke er at flytte hjemmefra, men det kan fx være at få noget ekstra støtte i hverdagen, som en kontaktperson eller lignende. Så det kan være en mulighed selv at kontakte kommunen for at få noget hjælp, hvis du mener, at det slet ikke fungerer derhjemme.

Men igen, afhængig af jeres situation og de problemer I har sammen, så kan det være noget helt andet hjælp, som du kan have brug for, og du er altid velkommen til at skrive herind igen og uddybe nogle af problemerne. Men uanset vil jeg i hvert fald råde dig til at snakke med nogen om det, du går igennem lige nu og hvordan du har det. Det behøver overhovedet ikke at være en fra kommunen, det kan måske også være en lærer, andet familiemedlem eller en anden person, som du har det godt med og er tryg ved. Det vigtigste er, at du har det godt, men det kan være svært at finde vejen til at få det godt selv, så derfor tænker jeg at det vil være en god idé, hvis du prøver at snakke med nogen om det. Det kan også være, at du kan prøve at snakke med din mor om, hvordan du har det med hende, og at du ikke føler dig set og taget hensyn til? Du er også altid velkommen i vores chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og komme med gode råd. Det kan være hårdt at gå med ens svære tanker selv, og det kan føles lettende at fortælle nogen om det, så måske det er noget du skal prøve at gøre, hvis du ikke allerede har gjort det.

Jeg håber, at du finder ud af det med din mor, og at du finder en løsning på din situation, for du fortjener at have det godt og blive hørt! Husk du altid er velkommen til at kontakte os igen, hvis du har brug for det.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program