Kære du.

Det er et meget rørende brev, du skriver om din veninde og dig. Jeg kan virkelig godt forstå, du står tilbage med en følelse af tomhed, fordi jeres forhold har været meget tæt og aldrig rigtig er blevet afsluttet, men nærmere løbet ud i sandet. 

Det første, jeg tænker på, er, at selvom din veninde er ved at komme ovenpå, lyder det som om, hun har en meget svær historie bag sig, som hun nok stadig er meget påvirket af. Når man - som hende - har store psykiske problemer, har man meget svært ved at tage hensyn til andre. Jeg tror derfor ikke, det er med vilje, at hun ikke siger tak til dig og ikke roser dig for altid at have været der. Jeg er sikker på, hun sætter mere pris på det, end hun giver udtryk for. Tit er det nemlig sådan, at mennesker med svære psykiske problemstillinger ikke kan overskue særlig meget. Derfor kan det simple tak føles som en meget stor ting for hende, fordi hun har så meget andet, hun slås med og skal forholde sig til. Med alt dette ønsker jeg at fortælle dig, at jeg ikke tror, du skal tage det personligt, at hun ikke afslutter jeres venskab ordentligt og ikke behandler dig helt, som du fortjener, for det er nemlig ikke sikkert, hun er i stand til det.

Omvendt er det selvfølgelig ikke fair, at hun har glemt alt om dig, efter hun har fået det bedre og har fået en kæreste. Jeg synes, det er enormt godt gået af dig, at du har forsøgt at tale med hende om det og har sagt til hende, hvordan du har det. Måske har hun ikke været klar til det på det tidspunkt, hvor du sagde det? Da det stadig fylder meget for dig, synes jeg, det er vigtigt, at du får givet slip på det én gang for alle. Jeg tænker, det måske kan være en idé for dig at skrive et brev til hende og fortælle hende, at hun har betydet enormt meget for dig, og at du ikke helt kan slippe det, I havde sammen. Det kan være, hun bedre vil kunne forholde sig til det, hvis hun får det på skrift. En anden mulighed er også, at du tager kontakt til en af hendes kontaktpersoner på opholdsstedet og fortæller ham/hende, hvordan du har det. Hendes kontaktperson kender hende godt og ved måske, hvordan hun skal tackles, så derfor kan det måske være rart for dig at fortælle vedkommende om dine frustrationer og få råd til, hvordan du får hende til at forstå. Det kan være, opholdsstedet har en hjemmeside, hvor du kan finde nogle kontaktoplysninger. Det kan også være, du kan få dine forældre eller en anden voksen til at hjælpe dig med det.

Jeg kommer også til at tænke på, om du har fortalt nogen, hvordan du har det, og hvad det er for en følelse, du står tilbage med. Det kan være hårdt at gå med så store, svære tanker alene, og derfor synes jeg, du skal dele det med en, du stoler på. Det kan evt. være en, som også kender din veninde og dermed endnu bedre kan forstå hele situationen.

Det er synd, at du føler, du skal bære rundt på alle hendes problemer, for sådan bør det virkelig ikke være. Du virker som en stærk pige og en god veninde. Jeg tror, det vil blive lettere for dig at komme videre og få det hele på afstand, når du får følelsen af at have sagt det til hende, som du lige nu brænder inde med. 
Når du engang enten har fået talt ordentligt med hende eller har fået det hele fortalt i et brev, synes jeg, du skal forsøge at kigge dig omkring efter nye, friske bekendtskaber. Det kan være, du ved at starte til noget sport eller noget kreativt møder en masse nye mennesker, som kan blive dine nye tætte venner. Det er ikke alle venskaber, der varer for evigt. Nogle er kortvarige, andre kommer og går, og nogle varer for evigt. Med det ønsker jeg at sige til dig, at fordi din veninde slås med mange ting, kan man ikke forvente, at hun ser lige så klart på tingene, som du gør, og det gør jeg venskab en anelse usikkert. Derfor tænker jeg, det er vigtigt, du åbner døren for nye, gode venskaber, som måske kan vare resten af livet - hvem ved?

Jeg ønsker dig og din veninde alt det bedste.

Kh. Matilde