Kære dig.

Mange tak for dit brev. Der er desværre rigtig mange, som går alt for længe alene med deres opslidende tanker omkring krop, mad og vægt, og derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind. Nu har du handlet på din bekymring omkring dig selv, og det er det helt rigtige at gøre.

Du fortæller, at du aldrig har brækket dig eller på andre måder prøvet at komme af med de kalorier du indtager i dine efterhånden hyppige overspisninger, men at du prøvet at lade være med at spise eller indtage nogle, eller kun få kalorier efterfølgende. For nogen der har spiseforstyrrede tanker, kan det være svært helt præcis at opdele tankerne og putte dem i bestemte kasser, som når man læser om de forskellige typer af spiseforstyrrelser. Nogle oplever for eksempel at spiseforstyrrelsen ændrer sig fra anoreksi til bulimi til tvangsoverspisning - eller omvendt. Der er altså ikke altid tale om skarpt adskilte kasser eller lidelser. Uanset hvad, må det være rigtig rigtig svært at have det sådan, som du beskriver, at du har det med alle de tanker om kalorier, mad, vægt osv. Det må være enormt opslidende og hårdt at have alle de tanker hver dag og at det fylder så meget hos dig. Det er meget forståeligt, at det bliver udmattende og at du ender med at isolere dig, fordi at du måske ikke har overskud til at gøre så meget andet.

Du fortæller, at du på den ene side er nået til et punkt hvor du slet ikke er glad mere, at du er fuldstændig udmattet og at du ofte ender med helt at isolere dig selv. På den anden side fortæller du også, at du rigtig gerne vil have det bedre, men at du nødigt vil tage på, og at du derfor ikke har lyst til at bede om hjælp. Du skriver samtidig også, at du tror, at du burde søge hjælp og at det ikke er særlig nemt. Til det kan jeg fortælle dig, at du netop står i det store store dilemma og den svære situation det er, at have symptomer på en spiseforstyrrelse og have spiseforstyrrende tanker. Det er nemlig helt præcist som du beskriver det - et stort dilemma - hvor man på den ene side ønsker at blive fri for spiseforstyrrelsen, være glad og få den rette hjælp, samtidig med at det virker skræmmende at skulle tage på.

Hvis man har symptomer på en spiseforstyrrelse, har mange spiseforstyrrede tanker eller lider af en spiseforstyrrelse, er det meget vigtigt, at søge hjælp og gerne så hurtigt som muligt. Det kan være, at du har mod på, at tale med dine forældre eller andre i din familie om, hvordan du har det. Du kan eksempelvis fortælle dem eller læse højt, de tanker og følelser som du har beskrevet her i brevet. Hvis du ikke lige har lyst til at snakke med dine forældre eller din familie om det, er det en rigtig god ide, som du også selv nævner, at sige det til din studievejleder eller en lærer på gymnasiet. De vil helt sikkert kunne hjælpe dig, både med at snakke, men også med at henvise dig videre til en anden form for hjælp. Du kan også gå til din egen læge og så kan I få en snak om, hvordan du har det. Lægen vil også kunne sige ud fra et sunhedsfagligt syn, om din udeblevende menstruation skyldes, at du ikke får den mængde energi og mad, som din krop har brug for.

Du kan også skrive, ringe eller chatte anonymt med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS. Og du er også altid velkommen til at skrive til en af vores rådgivere i 1-1 chatten.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

De bedste hilsner fra

Gro.