Min veninde

brevkassespørgsmål

Min veninde

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej, jeg har en rigtig godt veninde som har det meget svært for tiden. Hendes far gik og er hermed begyndt at stjæle deres ting, så hendes mor har meldt ham. Hendes farmor er rigtig syg og har cancer, og det har spredt sig så meget at det ikke kan reddes. Hun er rigtig nede. og jeg har prøvet at muntre hende op med alt det jeg har kunne, men intet hjælper. Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i hvordan hun har det.. jeg håber i kan hjælpe. Hilsen Sm.

Svar: 

Hej Sm.
Først vil jeg starte med at fortælle dig, at du lyder som en rigtig god veninde. For det første fordi at du er der for din veninde og prøver at muntre hende op. Og for det andet fordi at du nu søger råd her i brevkassen. Din veninde er heldig med at hun har en som dig.
Det kan være super svært at se på at ens gode veninde har det svært – og det lyder som om, at hun har meget at slås med lige nu. Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller – for hvordan hjælper du bedst?  Det er forskelligt hvad mennesker i krise har brug, og måske ved din veninde slet ikke, hvad hun har brug for lige nu. Men jeg er ret sikker på, at hun er rigtig glad for, at hun har dig som veninde.  
Du fortæller, at du gør hvad du kan for at muntre hende op, men at intet hjælper. Jeg tror det er vigtigt, at du husker på, at din veninde har det rigtig svært lige nu. Hun gennemgår nogle ting, som gør hende rigtig ked af det, og derfor er det måske svært for hende at være i godt humør. Men selvom du ikke føler, at hun bliver i bedre humør af de ting som du gør, så er jeg sikker på at det gøre hende glad.
Det er vigtigt, at du ikke måler din succes som den gode veninde på, om du kan få hende til at grine og blive i bedre humør. For selv de dage, hvor hun bare er ked af det, uanset hvad du siger – så er jeg sikker på, at hun sætter stor pris på, at du er der for hende. Hvis du synes det er svært, kan du måske sige til hende, at du gerne vil hjælpe hende, men at du nogle gange har svært ved at finde ud af, hvad hun har brug for. Formentlig har hun bare brug for at du er der for hende – både på de gode og dårlige dage.
Jeg tror det er vigtigt, at du både kan være hende, som snakker om de sjove ting og prøver at muntre hende op, og kan snakke med hende om det som gør ondt eller blot være der til at give kram når hun har brug for at græde. Hvis hun gerne vil snakke om sin far eller farmor, skal du ikke være bange for at stille de forkerte spørgsmål – for hun vil sikkert blive glad for at få snakket om det, selvom det gør hende ked af det. Og ved at stille spørgsmål vil du bedre kunne forstå hvordan hun har det, og hvorfor hun bliver så ked af det. Det kan være svært at skulle snakke om det, som gør hende ked af det - og det er ikke sikkert at du har mod på det, eller at din veninde har lyst til at snakke om det lige nu, og det er også helt okay. Du skal blot vide, at selvom hun har dage, hvor du ikke rigtig kan få hende til at grine eller smile, så er jeg sikker på, at hun stadigvæk føler at du hjælper hende.  
Mest af alt, så har din veninde brug for at du bare er dig – og at du er der for hende. Måske kan du fortælle hende, at du nogle gange er i tvivl om, hvad du kan gøre – eller du kan vise hende det, som du har skrevet her – det viser i hvert fald, at du er der for hende og gerne vil hjælpe! Det kan også være vigtigt for din veninde at du fortæller hende om de problemer som du oplever – selvom det kan synes små i forhold til det hun oplever, så kan det være rart for hende at vide, at hun også kan hjælpe dig.
Det vigtigste ved en god veninde er, at hun er der både når der skal grines og grædes – så det lyder helt klart som om, at du gøre det rigtige!
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar- selvom det ikke giver en bestemt løsning på dit problem. Hvis du har brug for at snakke mere er du altid velkommen til at kigge forbi chatrådgivningen, som er åben mandag til torsdag kl. 14- 19 og fredag kl. 13-16.
Mange tanker
Marianne

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program