min søster og jeg

brevkassespørgsmål

min søster og jeg

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej brevkasse... Jeg har det bare ikke særlig godt for tiden. Min mor bor sammen med sin kæreste som er rigtig ubehagelig. Jeg bor på opholdsted og har gjort det i 2 år fordi min mor og stedfar drak og tog stoffer i lejligheden. Det er fint nok at bo her men min mor gider ikke se mig fordi jeg ikke gider se min stedfar fordi han er ubehagelig og altid vred. (han slår og råber når han drikker) Hun siger at jeg overdriver og at jeg er blevet helt vildt umoden efter at jeg er flyttet og det synes jeg er nederen at få af vide, jeg synes slet ikke jeg er umoden.. :( Så har jeg min lillesøster som bor i en plejefamilie og de vil gerne have at jeg kommer og bor sammen med min lillesøster fordi de mener det er en god ting at vi bor sammen og ses ofte, men hvorfor gjorde de ikke bare det fra starten? Nu bor jeg her og jeg har fået rigtig mange nye venner her hvor jeg bor, men jeg vil også gerne bo ved min søster.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre? hilsen Marie

Svar: 

Hej Marie

Det er godt, at du vælger at skrive til brevkassen når du har det svært.  
Du fortæller, at din mor ikke gider se dig, fordi du ikke vil se din stedfar. Det er selvfølgelig hårdt for dig, at du ikker ser din mor, men på samme tid er det vigtigt, at du holder ved at du ikke vil se din stedfar. For du skal ikke være sammen med voksne som du synes er ubehagelige  og som råber og slår.
Du mor siger, at du er blevet umoden efter du er flyttet  - og det bliver du ked af. Jeg tror bestemt ikke, at du er blevet umoden, i stedet for tror jeg, at du nu har mulighed for at være en pige på 14 år. Du er nu kommet på et opholdssted, hvor der er voksne som passer på dig – og tager ansvar for dig. Det betyder, at du får lov til at være en ung pige, som ikke har alt for meget ansvar. Måske havde du mere ansvar da du boede hjemme hos din mor – og derfor var du dengang ikke en pige som havde tid til at være barn og lave de ting du gerne ville, men var i stedet for en lille pige med voksent ansvar? Det kan være den forskel din mor kan se. Det betyder ikke, at du er blevet umoden, men i stedet at du nu får lov til at være den alder som du faktisk har. Du skal nu bare være en pige på 14 år – og det er sådan det skal være!
Det forvirrer dig rigtig meget, om du skal flytte hjem til din søster plejefamilie eller blive på opholdsstedet hos dine venner. Det er også en stor beslutning, og jeg tror det er vigtigt, at du finder en voksen som du kan snakke med om det her. Jeg ved ikke, hvorfor du ikke kunne flytte med din søster for 2 år siden  – det kan være noget som kommunen bestemte på det tidspunt. Måske kan du spørger din kontaktpædagog eller din søster plejeforældre om, hvorfor det først er nu, at de har fundet ud af, at I skal bo sammern? Det kan måske være rart for dig at vide, inden du beslutter om du skal bo hos dem.
Måske kan det hjælpe dig at lave to lister på et stykke papir. Del papiret op i to og skrive fordele på den ene halvdel og ulemper på den anden. Og så skal du skrive alle de fordele ned, der vil være ved at bo hos plejefamiilen og alle de ulemper du kan finde på. Det kan måske hjælpe dig med at finde ud af, hvad det egentlig er at du helst vil. Og vigtigst af alt, så skal du snakke med din kontaktpædagog om det – måske vise hende/ham listen - for det kan være rart at have en voksen man kan støtte sig op af, når man skal træffe så store beslutninger.  
Hvis du synes det virker uoverskuleligt og har brug for at snakke mere, kan du også prøve at kigge forbi chatrådgivningen her i Cyberhus. Her sidder der voksne rådigver klar til at chatte med dig. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19.
Held og lykke med det hele.
Mange hilsner
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program