Min søster har brug for hjælp.

brevkassespørgsmål

Min søster har brug for hjælp.

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 14 år 1 uge siden

Hvad skal jeg gøre. min søster er 21 år og er igang med at ødelægge sit liv. de sidste 2 måneder har hun været kørester med en der hedder P. Han har slået op med hende 4 gange og har fået min søster til at tro at det er hende der er noget galt med. han manipulere med hende og får hende til at tro at hun ikke kan føre et liv uden ham. hun har måtte stoppe kontakten med alle sine venner, hun må ikke tage nogen steder men skal sidde derhjemme alene hver dag. hun må ikke snakke med mig og hendes svoger. han mener at jeg laver negativ indflydelse på hende og bringer hende i situationer som er skadeligt for hende, og hun har nu valgt ham fremfor mig. Han elsker hende ikke, og har ikke følelser for hende, men bilder hende ind at hun ikk har mulighed for at kunne føre et liv uden ham. Han tvinger hende til at tage toget til K. hver weekend selvom hun ikke har penge til det, og derfor får hun en masse bøder. han slog op med hende fordi hun have kysset for sjov med hendes bedste ven som er bøsse, men mente derimod at det var i orden at han havde knaldet med sin eks kæreste 5 gange. han vil ikk have sex med hende hvis de skal bruge kondom, selvom hun ikke er på p-piller eller andet prævention. men derimod tvinger hende til at gøre det alligevel selvom hun har været igennem en hård abort som han ved alt om. han siger til hende at hvis hun ikke flytter over til ham inden dette år er omme er det fordi hun ikk vil have ham. han sviner hende til, kalder hende luder, so, kælling osv. Hun kan ikke se at der er noget galt i alt der, men mener derimod at han elsker hende og at hun er det bedste der nogensinde er sket for ham og omvendt. Hun tror på alt hvad han siger til hende, så hver gang han har lavet fejl vender han den om så min søster kommer til at hade sig selv fordi det jo er hendes skyld det hele. det er kun en femtedel af hvad der er sket. HJÆLP MIG!! jeg kan ikke længere sidde og kigge på at min søster ødelægger sit liv mere og mere dag for dag.

Svar: 

Kære Du.

Tak for dit brev. Jeg har ændret nogle få detaljer, så brevet er blevet anonymt.

Hvor må det være svært for dig at stå i den situation du beskriver. Jeg skal se om jeg kan give dig et par råd med på vejen. Du vil rigtig gerne hjælpe din søster og det forstår jeg godt! Jeg er slet ikke i tvivl om at du holder meget af din søster. Du skriver at din søsters kæreste ikke vil have at hun taler med dig og det må være hårdt hvis det føles som om hun fravælger dig. Det er fedt at du skriver herind og spørger om råd, for det viser at du stadig kæmper for dig og din søsters forhold.

Jeg læser dit brev som at du rigtig gerne ville have at din søster stoppede sit forhold til P. - er det mon rigtigt forstået? Det ville måske også være den løsning der virker mest logisk, men din søster er voksen og sådan lidt firkantet sagt kan hun gøre som hun vil. Hun kan være kærester med hvem hun vil og bestemmer i det hele taget selv. Det gælder sådan også selvom om hun er i et forhold som udefra set ikke er særlig godt for hende. Det kan lyde lidt hårdt når jeg stiller det sådan op, men jeg gør det for at forklare dig at hvis hun skal slå op med P. er det hendes beslutning og ikke noget du har indflydelse på, selvom du brænder for at hjælpe hende.

Din søster kan ikke selv se de ting som du oplever som helt forkerte i hendes forhold. Det kan der være mange grunde til. Du beskriver at hun har været igennem en hård abort og det kan gøre hende meget såbar og gøre at hun nemmere falder for en fyr fordi hun trænger til tryghed eller omsorg - også selvom det måske ikke er den bedste fyr for hende. Du beskriver at P. får mange ting vendt så din søster synes det er hende der har gjort noget galt. Hvordan han på den måde kan manipulere med hende kan godt virke mærkeligt og jeg ved heller ikke præcis hvorfor hun lader ham gøre det og lader ham kalde hende grimme ting. Mit bud kunne være at hun ikke har det så godt med sig selv og måske ikke har så meget selvtillid. Det kan betyde at hun ikke tror godt om sig selv og så er det desværre nemmere for hende at tro på dårlige ting hun får at vide og vende det mod sig selv.

Når jeg skriver at du ikke kan sørge for at de slår op er det bestemt ikke det samme som at du ikke kan gøre noget som helst. At du skriver her til brevkassen og spørger om hjælp viser mig at du er en kærlig pige, der gerne vil støtte din søster og gerne vil hjælpe hende og det er det vigtigste. Det bedste jeg tror du kan gøre er at fokusere på at hende og dig skal have det godt med hinanden. Hun skal vide at at du er der for hende. Jeg tror det ville være rigtig dejligt for hende at vide at hun har din støtte - også selvom hun er kærester med en som du ikke synes er det bedste valg. Der er helt sikkert mange ting du kan se ved din søster der gør at hun er rigtig dejlig. Prøv at fortælle hende nogle af de ting. Hvis hun har det skidt med sig selv er det vigtigt at hun ved at der er en der holder af hende og kan se hvorfor netop hun er fantastisk. Måske tror hun ikke så meget på det i starten, fordi det er nemmere for hende at tro på negative ting, men bliv bare ved alligevel. Jeg er sikker på at hun vil synes det dejligt sådan helt inderst inde.

Jeg synes du skal prøve at ikke sige for mange dårlige ting om P. til din søster. Du har helt ret til dine meninger om P.  - ingen tvivl om det. Men hvis du kritiserer hendes kæreste for meget kan hun føle det som om at du kritiserer hende - hun har jo valgt ham. Jeg kan godt forstå hvis du føler det er svært at bare se til, men det lyder som om at du risikerer at hun trækker sig væk fra dig og det synes jeg ville være rigtigt ærgeligt. Det ville også gøre at du får endnu sværere ved at hjælpe hende. Hvis hun oplever at du er der for hende uden at dømme hende er det nemmere for hende at komme til dig med de ting der er svære. Hvis du er meget kristisk overfor P. kan det også være derfor han synes du har negativ indflydelse på din søster. Hun står på sin vis midt imellem jer, der begge kritiserer hinanden og det er en svært situation for hende at håndtere. Så selvom det er svært at ikke kritisere ham fordi du synes han er så forkert på den, så tænk på at det gør det også svært for din søster, hvis du gør det.

Det er selvfølgelig ikke i orden hvis din søsters kæreste tvinger hende til at have sex uden prævention når hun ikke ønsker det. Jeg synes du skal foreslå hende at tage til sin læge, der kan hjælpe hende med at finde en form for beskyttelse der vil være god for hende.

De råd jeg har givet dig kan være meget udfordrende at skulle udleve - det ved jeg. Det er også vigtigt for mig at du selvfølgelig også skal passe på dig selv. Det er rigtig svært at føle at du bare rigtig gerne vil hjælpe og gøre noget, men måske står i en situation som er lidt fastlåst. Du er rigtig god til at beskrive de ting der sker for din søster, men hvordan har du det egentlig selv i maven med alt det her? Jeg læser mellem linierne at du er meget fyldt af frustration over situationen - mon det er rigtigt? Hvis du har lyst til at få sat lidt ord på hvordan du har det med det hele synes jeg du skal komme ind i vores chat. Du nævner ikke jeres forældre, men hvis du har det godt med dem kunne du også prøve at snakke med dem om det hele. Du kunne få lidt luft for det hele og måske kan de også støtte din søster.

Din søster er rigtig heldig at have dig til at bekymre sig om hende. Pas på hende, jeres forhold og ikke mindst dig selv.

Tanker fra

Marie

 

 

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program