Min kæreste er blevet voldtaget

brevkassespørgsmål

Min kæreste er blevet voldtaget

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Jeg skriver her da jeg har brug for en second opinion fra en udenforstående part. Jeg skal forsøge at kortlægge "hovedpinen".

Landet ligger sådan, at min kæreste er blevet voldtaget. Eller måske-voldtaget. Jeg håber på en eller anden måde, at det "bare" er mig, der er hysterisk og/eller jaloux, men den historie, jeg har fået fortalt fra hendes side af, skriger altså bare skriger planlagt voldtægt, på en rigtig ulækker gråzone-agtig måde - i hvert fald i mine ører.

Det skete her i år, i marts måned (før vi mødte hinanden, men det er sagen uvedkommende), hvor hun var til en lille fest/komsammen med et par studiekammerater og deres kærester. Det ene par - lad os kalde dem D og E - som holder festen, har efter sigende et åbent forhold, og har snakket om at min kæreste (A) skulle være med i en trekant med dem. Der er rigeligt med alkohol, for A bliver i hvert fald beruset, og D hinter, i forskelige grader, flere gange i løbet af aftenen til at han gerne vil have sex med A. E er en stille pige med nogle personlige og/eller psykiske udfordringer og siger ikke så meget. A har på intet tidspunkt indvilget. 

Men aftenen går på held, og A vil godt snart hjem, men bliver i hvert fald en, hvis ikke to, gang(e) overtalt af D til at blive længere endnu (der bliver ikke refereret til de andre gæster, men det antages at der er ved at tynde ud i den lille flok). Endelig siger A, at nu SKAL hun altså gå, for nu er det den sidste bus. D vil behændigt følge hende ned til busstoppestedet, for hun skal da ikke gå alene.

På vejen derhen stopper han lige pludselig op ved en busk, og overtaler hende til at komme med ind i den, med ordene "Kom lige ind her, der er noget vi skal kigge på" eller omtrent sådan. Hun følger med, og er i sin berusede tilstand ikke sikker på hvad han vil. Lige pludselig står han og kysser på hende,har hevet sine bukser af, og er også delvist ved at hive hendes tøj af. På intet tidpunkt spørger han rigtigt A om det er i orden, det han er ved, og om hun overhovedet har lyst - han tager bare hendes mangel på respons som et "Ja". Af flere årsager siger A ikke nej og skubber ham væk; Hun er meget beruset, hun har ikke haft en kæreste længe og har derfor behov fysisk kontakt og for at føle sig elsket, hun er(/var) meget usikker på sig selv, og til sidst tænkte hun at det "ville blive akavet på mandag" - så hun gjorde ikke modstand over at blive lagt ned på den kolde jord. I regnvejr. Hun fik aldrig sin rygsæk af. 

Under hele "seancen" har hun tænkt "Stakkels E. Nu har hendes kæreste sex med mig, i stedet for hende." og "Hvis jeg nu spiller lidt med, og får ham til at komme hurtigt, så er det nok hurtigt overstået." 

Han blev ved længe, og stoppede først da hun virkeligt sagde stop, for da var det blevet ret ubehageligt for A.

Dagen efter har han så ringet til hende, for at være sikker på at "de var okay". (Personligt synes jeg rigtigt meget, at det lyder som en form for psykologisk gardering af eget skind.)

"Efterspillet" lyder - udover opkaldet dagen derpå - på at D har slået op med E mindre en en måned efter episoden, da E får diagnostieret en skizofreni-sigdom, - og at D på et ikke-specificeret tidspunkt pralende og uden samvittighedskvaler fortæller om, at hans familie lever fedt på socialt bedrageri på bekostning af plejebørn.

 

Hele den her samlede historie kan simpelthen give mig ondt i maven og trykken for brystet, og er i mine øjne helt klart en planlagt voldtægt. Efterspillet med at droppe den psykisk syge kæreste (som har vanvittigt brug for støtte) efter at have fået en omgang med en anden, og det da bare "er helt vildt fedt pludselig at have så mange penge!", uden omtanke for plejebørnene, som går for lud og koldt vand, synes jeg, virker som en indikator på at D udnytter og bruger folk for egen vending, og har planlagt den voldtægt.

Min kæreste siger at hun ikke havde tænkt videre over det, og havde det fint med det. Hun troede at det bare var rigtig, virkeligt dårligt spontan fuldemandssex, indtil jeg fortalte hende om hvad episoden i virkeligheden handlede om. Efter A rigtigt er begyndt at tænke over det, har hun fået det skidt med det, og føler sig udnyttet - ikke decideret voldtaget, for hun mener, at D har været beruset og derfor ikke står med hele skylden, når hun selv jo heller ikke har været fuldstændigt fysisk og verbalt afvisende. Det har dog affødt en påvirkning af vores sexliv, for hun kan nogle gange få noget flaskback lignende når jeg gør nogle bestemte ting ved hende. 

 

Jeg håber at der kan hjælpes med en udefrastående mening om hele dette her.

 

Svar: 

Hej Anonym

Det er mildt sagt et svært spørgsmål du stiller. Jeg vil med det samme sige at jeg ikke kan vurdere om din kæreste er blevet voldtaget. Det mener jeg grundlæggende kun din kæreste kan vurdere, og ingen andre da voldtægt er en 100 procent subjektiv oplevelse, som kun den der har oplevet det kan vurdere. Men jeg vil gerne dele mine tanker. 

Først vil jeg gerne starte med at sortere nogle ting fra som jeg mener er "støj" i den her forbindelse. De ting du fortæller om at D har slået op med sin kæreste og at han har pralet med at hans familie udnytter systemet i forhold til de her plejebørn er afgjort ikke ting der får ham til at fremstå i et positivt lys. Men det har intet at gøre med hvad der lige præcis skete den dag mellem ham og din kæreste. Prøv og vende den på hovedet. Hvis han nu arbejdede frivilligt med handicappede børn, og ikke havde slået op med sin kæreste, men virkelig var der for hende. Ville det så ændre de handlinger der foregik lige præcis den aften i den busk? Det mener jeg ikke. 

Så jeg vil tage udgangspunkt i lige præcis det du fortæller der sker i busken og ikke andet. Ud fra det du fortæller så kan der godt være tale om en voldtægt. Det er helt tydeligt at det er ham der tager innitiativet og det lyder som om han er meget fokuseret på hvad det er han vil. Det er svært at sige om han overhovedet er opmærksom på hvordan din kæreste har det med det der foregår. Du beskriver at han tolker hendes tavshed som et samtykke til sex. Er det din kærestes oplevelse af det?
For det kan selvfølgelig godt være at det faktisk er sådan han har opfattet det. At han har læst din kæreste forkert og misforstået noget. Jeg tænker egentlig at det er sjældent at vi spørger direkte om den anden er med...det er ligesom noget vi fornemmer os frem til, og nogle er så bedre end andre til at læse og forstå de her signaler ligesom nogle også er bedre end andre til at melde tydeligt ud hvad det er de vil. Lige meget hvad så er det tydeligt at det ikke var en særlig god oplevelse for din kæreste. 

Men der er selvfølgelig forskel på en rigtig dårlig oplevelse og så en voldtægt. Det er en voldtægt hvis han ved at din kæreste ikke har lyst, og alligevel fortsætter. Det er der ingen tvivl om. Det der så er spørgsmålet er om han vidste det. Så kan man argumentere for om han "burde" opfatte nogle bestemte signaler, men jeg synes det er uklart hvilke signaler din kæreste har sendt. Du skriver at han først stoppede da hun virkelig sagde stop. Hvad betyder det? 
Hvis det betyder at hun sagde stop flere gange før han stoppede...ja så synes jeg også det er en voldtægt. Betyder det at han stoppede da hun første gang sagde stop? Så tænker jeg ikke nødvendigvis det er en voldtægt. 

Men som jeg nævnte tidligere så handler det her slet ikke om hvad hverken jeg eller du synes. Det handler udelukkende om hvad din kæreste synes. Her hæfter jeg mig ved at du siger at din kæreste selv havde tænkt det som en rigtig dårlig seksuel oplevelse og ikke mere end det. Men at hun nu ser anderledes på det efter du har "fortalt hende hvad det i virkeligheden handlede om". 
Det er ikke unormalt at man kan ændre syn på en oplevelse man tidligere har haft, efter man er kommet på afstand af oplevelsen og mærker efter i sig selv hvordan man egentlig har det med det. Så der er i sig selv ikke noget mærkeligt eller forkert i at din kæreste ændrer mening om det der skete. Det jeg kan være i tvivl om (ud fra den måde du skriver det på) er om hun har ændret mening fordi hun selv er nået frem til at der faktisk skete noget andet end hun først havde troet eller om hun er nået frem til en ny forståelse af hvad der skete, som i bund som egentlig er mere din forståelse end hendes egen?

Men det der står tilbage er at din kæreste i hvert fald har det rigtig skidt med det nu, og tænker jeg at det måske ville være godt for din kæreste at søge noget professionelt hjælp til at få vendt den her episode og hendes følelser omkring det nu. Der ligger centre for voldtægtsofre i alle landets regioner og man kan sagtens henvende sig selvom man er i tvivl om man har været udsat for en voldtægt. 
Det er selvfølgelig vigtigt at det ikke er noget din kæreste skal gøre for din skyld eller fordi jeg har nævnt det som en mulighed. Men hvis din kæreste føler at hun i dag bliver påvirket af det der skete dengang og hvis hun føler at hun føler et behov for hjælp til at få styr på sine tanker og følelser omkring oplevelsen så findes muligheden der helt sikkert og så tror jeg også det er noget din kæreste kunne have glæde af. Din kæreste kan se mere om Center for voldtægtsofre her

Mange hilsner
Niels-Christian

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program