Menstruation og anoreksi

brevkassespørgsmål

Menstruation og anoreksi

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hej.
Det er næsten ved at være et år nu, siden at jeg fik alvorlig anoreksi. Min menstruation stoppede med det samme og jeg har kæmpet med at komme op, og det er gået lidt som en rutsjebane.
Jeg har været oppe på en normal vægt, med en bmi på 19.5, som lægerne sagde at jeg skulle!! Også selvom jeg aldrig har været s højt oppe i mit liv.
Det var på en måde ikke naturligt for mig, så det havde jeg det enormt stramt med! Hvorfor kunne jeg ikke bare være 18.5? Altså det er jo normalvægtig.

Men selv på en bmi ved 18.5, kom min mesntruation ikke tilbage. Jeg vil dog indrømme at jeg ikke gav det en chance. Jeg ventede et par uger og så gik jeg ned igen.
Så min krop er blevet godt og grundigt forvirret med helt nede i bunden og så proppet med mad.

Lige nu ligger jeg på 17.3. Ikke nok. Det er jeg klar over.
Men disse ting bekymrer mig:

- At vægtøgning vil sætte sig på mig som i fedt man kan tage fat om. (Jeg blev fortalt at det er indvendigt og vil styrke mine knogler, men jeg tvivler)
- At min menstruation ikke vil komme på den vægt jeg skal være. (Jeg er bange for at det vil sige at jeg skal ENDNU længere op! Det vil jeg ikke!)
- At min mesntruation aldrig vil vende tilbage, til det normale som den engang var. (At den vil være fuldkommen væk forevigt eller ikke regelmæssig)
- At jeg bliver tydeligt større. (Altså breddere og at folk vil opdage det)

Jeg vil så gerne have min menstruation igen, så jeg ved at den er på plads! Jeg ved godt at jeg selvfølgelig skal op først, men jeg er bange for at den aldrig vil vende tilbage.
På et tidspunkt i livet vil jeg da gerne have børn.

BMI-beregning er bare over det hele! Jeg hader det! Passer det virkelig 100% eller er der stor forskel fra person til person, når man tænker på alder, knoglers vægt og muskler?
Jeg stoler noglegange ikke på det med BMI da jeg har flere veninder som ser så forskellige ud og alligevel har samme BMI tal.

Det vurderer hvor man ligger, om man er overvægtig, normal eller undervægtig, men har det også noget at gøre med ens bygning?
I mine øjne er de tal ikke helt akkurate.
Hvad er din mening?
Undskyld for de mange blandede spørgsmål, jeg er bare sindssygt nervøs for at jeg ikke længere vil have en super slank og stram figur. Og jeg vil også være sund og få min menstruation igen. :(

En BMI på 19.5 for mig, lyder bare stort. Jeg ved ikke om det virkelig er sådan, når det hele kommer til stykket.
Men jeg er bare bange for det.

- Kristine

Svar: 

Hej Kristine

Jeg synes virkelig det er godt at du skriver og spørger. Anoreksi er én virkelig modbydelig sygdom der er svær at kæmpe mod og leve med. Jeg synes du er sej at du prøver. 

Det er meget normalt at menstruationen forsvinder hvis kroppen over længere tid ikke får næring nok. Derfor er det også én af de bivirkninger som mange med anorelsi oplever. Heldigvis kan menstruationen godt komme tilbage igen, men det kan være meget forskelligt hvor lang tid der går og hvad der skal til. 

Der er ingen tvivl om at første skridt er at du igen bliver normalvægtig, og at du kan opretholde en normalvægt over en længere periode. Jeg har talt med unge der har været normalvægtig i mange måneder før menstruationen vendte tilbage. 
Når du er undervægtig er kroppen i en slags undtagelsestilstand, der betyder at det kun er de mest basale ting der skal til for at holde dig i live der fungerer. Og når du igen tager på og bliver normalvægtig skal kroppen bruge tid på at finde ud af at alting igen er okay...at det ikke kun er en kort periode at den igen fungerer. 

Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker omkring bmi-målere og tal der er alle vejene. Det kan være voldsomt frustrerende og du har ganske ret i at bmi heller ikke altid er retvisende. 
Jeg tænker alligevel at bmi-tallet i din situation kan være med til at sikre at du ikke kommer til at veje for lidt. En rettesnor du kan styre efter i samarbejde med de læger der hjælper dig i din behandling. Jeg tror bare du bliver nødt til at indstille dig på at din krop vil tage noget tid om blive normaliseret igen. Så hvis din krop skal have en chance for at fungere optimalt igen så din menstruation skal komme tilbage bliver du nødt til at holde en normalvægt over en meget længere periode end et par uger. 

Når du har et ønske om engang at få børn og derfor selvfølgelig også har brug for at din menstruation kommer tilbage, synes jeg det er et rigtig godt mål du har dig. Et mål der kan sikre at du holder fast og bliver ved med at kæmpe mod anoreksien. 
Når du fortæller om dine bekymringer omkring at tage synligt på, og at skulle tage mere på end det absolutte minimum af normalvægten tænker jeg at anoreksien stadig har et rigtig solidt tag i dig, og fortsat er med til at styre hvordan du tænker og handler. 

Derfor tænker jeg at det også det måske kan være godt for dig både at have de store og langsigtede mål om at holde en normalvægt længe nok til at få din menstruation igen. Men måske kunne du i samarbejde med lægerne også sætte dig nogle mindre delmål. 
Du sagde at du sidst kunne holde vægten nogle få uger inden du igen gik ned i vægt. Det næste mål skal måske være at du kan holde normalvægten i 1 eller 2 måneder. Og derefter et nyt delmål...og med mange mange små skridt når du måske derhen hvor du egentlig gerne vil til sidst. 

Jeg håber du holder fast og at det lykkes for dig. 

De Bedste Hilsner
Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program