Mange spørgsmål om kærlighed

brevkassespørgsmål

Mange spørgsmål om kærlighed

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej,

 

Jeg har en masse spørgsmål både gode og dumme. 

Til mit forsvar, findes ingen  dumme spørgsmål så her kommer de: 

- Kan en person der får GODE karakter på skolen elske en der får middelkarakter? 

- Kan en person der muligvis ser en anden person som ven, noglesinde komme sammen?

- Hvor meget betyder udseende?

- Kan man glemme en man elsker?

- Kan man elske en ny?

- Hvor meget betydet det, at man bliver forelsket i en der er populær?

 

Jeg tror at jeg VED svarene på disse spørgsmål men inderst inde søger jeg virkelig bare bekræftelse på mine tanker.

Føler at jeg mangler nogle til at fortælle at jeg faktisk slet ikke er så dum, upopulær, mindre attraktiv, uduelig.

Dette er ikke min familie. Jeg VED mine forældre er stolte af mig uanset hvad.

Jeg ved heller ikke om det er mine venner. Føler at jeg har en fin vennekreds.

Jeg synes jeg mangler en vigtig del i mit liv.

 

Kom lige tanke om, at jeg mødte to piger ved skolen i dag.

Jeg snakkede med dem, og de sagde vildt fede ting om mig.

Det blev jeg rigtig glad for, men da jeg kom hjem følte jeg igen lidt tristed, selvom jeg hørte ord fra nogle jeg aldrig havde mødt før.

 

Jeg føler, at jeg burde være klogere, se cooler ud, tabe mig, have et forhold.

På den anden side føler jeg, at jeg burde dæmpe de forventninger jeg har til mig selv.

 

Jeg er igen trist. Jeg prøvede at skrive med en pige, jeg godt kan lide. Nogle gange er hun villig til at skrive med mig, andre gange er det som om hun ikke gider mig.

Jeg tænker tit på, om mine forældre betaler disse personer for at være venner med mig. Er meget usikker.

Ved ikke hvad jeg skal gøre. Føler at jeg er inde i en krisetid.

 

Er helt blank omkring emnet kærlighed og hvordan jeg skal forholde mig til det.

 

I har fået alle mine abstrakte tanker og forståelse af livet på i dette korte brev, som er komprimeret en smule.

Har lyst til at vide: okay jeg er ikke perfekt, men du er cool og ingen behøver at være perfekt.

Vil I ikke være ÆRLIGE omkring hvad I mener om mine tanker selvom jeg har råbt de ting jeg ønsker I skal sige?

Knus og kramm!!!

- og tak for dette superseje service og gode hjælp I yder ;)

 

Svar: 

Hej!

Som du selv skriver findes der ingen dumme spørgsmål og det er derfor rigtig fint at du skriver! Jeg tror mange kender til, at de mangler bekræftigelse på noget, som de inderst inde godt ved. Det er dejligt at høre, at du har en god familie og nogle gode venner! Det er vigtigt at man har folk omkring sig man kan regne med og stole på. Vi har alle brug for mennesker omkring os vi kan læne os op ad engang imellem. Nogle som kan give os følelsen af at vi er gode nok som vi er.

Det lyder til, at du er ret hård ved dig selv, at du føler du burde leve op til noget som du egentlig godt ved du ikke bør. Det kan være rigtig svært at finde en balance hvor man kan leve op til sine egne forventninger. Jeg tror mange kan genkende den følelse. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på at dine forventninger til dig selv måske er for høje, det er første skridt til at øve sig i at holde dem i skak, hvis man kan sige det sådan.

Kærligheden kan være en rigtig svær størrelse at finde ud af. Jeg kan godt forstå du synes det er svært at forholde dig til det. Du skriver, at du bliver trist når du skriver med hende pigen, du godt kan lide, fordi hun nogen gange ikke svarer. Når man er forelsket, så kan man godt have en tendens til at tolke rigtig meget i alt hvad den anden gør og siger, og ikke mindst IKKE gør og IKKE siger. Det kan være rigtig svært at holde op med, men man kan gøre et forsøg. Det kan også være, at du kunne prøve at sige det til hende direkte. Jeg ved godt, at det er rigtig grænseoverskridende at skulle fortælle en anden hvordan man har det med personen, men det lyder til at du har brug for afklaring. Du skal selvfølgelig gøre op med dig selv om du synes det er risikoen værd. Man kan jo aldrig vide hvordan den anden har det og hvad hun tænker om det hele, men man finder heller aldrig ud af det hvis ikke man spørger.

I forhold til dine spørgsmål, så tror jeg også godt du inderst inde allerede kender svarene. Det er helt normalt, at man har brug for at høre det fra andre også. Jeg vil derfor give dig mine tanker omkring dem her:

a) Forelskelse har ikke noget med skolekarakterer at gøre. Man kan ikke styre hvem man forelsker sig i. Jeg tror derfor sagtens man kan elske en der får anderledes karakterer end en selv.  
b) Jeg tror mange par er blevet skabt ud af venskaber, altså at man først har været venner og så senere kærester. For nogle skaber det et rigtig stærkt forhold, for andre ødelægger det, det gode venskab man havde. Det kan være rigtig svært at vide om man tør risikere sit venskab hvis man er blevet forelsket i sin veninde/ven, især hvis man ikke ved hvordan den anden har det. Det kan være svært at bevare et venskab hvis den ene har flere følelser i klemme end den anden.
c) Det er meget forskelligt hvor meget udseende betyder for folk. Nogle synes det er rigtig vigtigt, mens andre synes det er personligheden, der er vigtigst. For de fleste er det vigtigt at personligheden er en de tænder på og at de også godt kan lide hvordan personen ser ud. Altså at begge dele er gode, så at sige. Jeg tror der er mange hvor udseende er vigtigt i starten og hvor personligheden så bliver afgørende når man har lært hinanden at kende. Men det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Husk også at det er meget forskelligt hvad folk synes er smukt, flot, pænt osv. For eksempel synes nogle, at flyveører er grimme mens andre synes de er fantastisk charmerende, og sådan er det med alle ting. Nogle kan lide det andre kan ikke. 
d) Det kan være rigtig svært at komme over en man elsker. Nogle gange forandrer kærligheden sig, så man kommer til at elske dem på en anden måde, andre gange stopper man helt med at elske. Selvom det er svært, så er det muligt at komme over en man elsker. Det kan tage kort eller lang tid, begge dele er normalt.
e) Ja. Man kan godt elske en ny person, selvom man måske har elsket en før. Det bliver måske en anden kærlighed, måske større, måske bare anderledes.
f) For nogle betyder det rigtig meget, at den man er kæreste med eller er forelsket i er en af de populære, for andre er det fuldstændig lige meget. Det er meget forskelligt fra person til person.

Ingen er perfekte, som du også selv skriver, og heldigvis for det. Det havde da været kedeligt! Så husk på at du er helt unik og din egen. Det skal du være stolt af. Alle går igennem perioder hvor de tvivler på dem selv og hvor selvværdet måske ikke er i top. Men de perioder er også med til at styrke os, gøre os mere relfekterede og stærke. Du er god nok lige præcis som du er, fordi du er dig.  

Cyberhus har en rigtig god 1-1chat, hvor man kan snakke med en voksen rådgiver om de ting, der fylder i ens tanker. Måske kunne det være rart for dig at snakke med en om dine tanker og følelser? Hvis du tænker det kunne være en ide, så finder du chatten her.

Jeg håber du kan bruge mine tanker og så vil jeg ønske dig alt det bedste!

De venligste hilsner Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program