Lærer skriver til mig på Facebook

brevkassespørgsmål

Lærer skriver til mig på Facebook

brevkassespørgsmål af
Anonymous
18 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Hej med jer!

Jeg er en ung pige som går i 3.g på gymnasiet. Jeg står i den situation at jeg i 2.g gik ned med en depression, og det har haft tydelige konsekvenser for mine karakterer. Det er en evig kamp at få dem tilbage hvor jeg gerne vil have de skal være. og som det er nu får jeg ikke de bedste karakterer. En af mine lærer er så gået hen og gået ned med stress og vi har fået en vikar som ingen kender, og er blevet ansat specielt til os. Han er en rigtig rar mand udadtil og jeg har egentlig været ret tryg ved ham. For lidt siden afleverede jeg en aflevering jeg fik 02 for som jeg overhovedet ikke kunne forstå og tog en snak med ham om det. Han var rigtig forstående og forklarede hvorfor og hvad jeg skulle arbejde med. Dog lagde jeg mærke til at flere gange da jeg ville gå fra samtalen var han ivrig efter ikke at stoppe samtalen. Efterfølgende har jeg afleveret 4 afleveringer som jeg alle har fået klart 12 for. og hver gang han har givet dem tilbage skriver han til mig på Facebook at han har givet dem tilbage og skriver jeg har klaret mig godt osv. Hvilket ikke direkte er upassende i sig selv. Men han vil bare aldrig rigtig lukke samtalen og han elsker at spørge ind til personlige ting og spørger om han må kalde mig bestemte kælenavne. og døber filerne(rettede opgaver, han aflever tilbage) de navne som han "kalder mig" i skjul. I starten grinte jeg lidt af det og tænkte han nok bare savnede selsskab som alle kan(han er enlig far) og det var harmløst. Men jeg synes det tager overhånd efter kælenavnene kom på banen. Jeg har efterhånden også svært ved at tyde om han flirter med mig, for de ting han siger virker bare til tider meget upassende, uden at være direkte over stregen. 

 

Jeg har akut brug for jeres hjælp. Jeg er ovenud lykkelig over de karakterer jeg får, men jeg vil ikke på nogen måde friste ham ved at snakke med ham. Jeg får lidt myrrekryb af det, da jeg har en kæreste jeg holder utrolig meget af og jeg gør mit absolut bedste for at svare min lærer pænt men diskret. Men stadig Føler jeg at jeg gør noget jeg ikke må. det er ret ubehageligt han skriver til mig. og jeg frygter hvad han forventer der kommer ud af det. Hvordan får jeg stoppet det her? og skal jeg stoppe det selvom det måske betyder et fald i karakterer igen?

 

ps. Det skal siges at jeg har i lang tid ladet tvivlen kommet ham til gode og tænkt at han sikkert bare er en omsorgsfuld lærer der ønsker det bedste for mig. men jeg er langt fra sikker længere. Der er gået ret lang tid

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå du synes det er grænseoverskridende. Det er selvfølgelig rart at have en omsorgsfuld lærer, men ubehageligt når man pludselig bliver i tvivl om hvad er ligger bag omsorgen. 

Det kan sagtens være, at det blot er hans måde at vise omsorg på. Mon han også skriver til andre elever på fb når han har rettet deres opgaver? Og giver han også andre kælenavne? 
At han ligesom forsøger at fastholde dig i en samtale kan også godt være et udtryk for, at det er vigtigt for ham at du forstår den feedback han giver, og at det er vigtigt for ham at du forstår at han støtter dig. Men også selv om hans motiver er "gode nok", tænker jeg alligevel at han har brug for at blive meget bedre til at kommunikere. Og meget bedre til at vurdere hvornår han siger og gør noget som let kan misforståes. 

Det afgørende er hvordan du oplever de ting han gør. Og hvis du føler det er ubehageligt, synes jeg afgjort du skal sige det til ham.
Det er helt fair at du ikke har lyst til at han giver dig kælenavne, og det er helt fair at du ikke har lyst til at have private samtaler med ham på fb. Sig til ham at du ikke bryder dig om at blive kaldt andet end dit navn, og at du synes det er rarere at få feedback på dine ting i skolen. Du kan godt sige fra uden at det skal være konfliktfyldt.  
Det vigtigste er at du tager den her fornemmelse af at dine grænser bliver overskredet alvorligt og handler på den. 

Hvis det skulle få en betydning for dine karakterer synes jeg helt bestemt du skal gå videre med sagen. Du har nok beskederne han har skrevet og filerne han har sendt med de her kælenavne.
Du kan jo overveje at skrive til ham at du gerne vil have at han kontakter dig på en anden måde fremover, så du også har din egen besked til ham på skrift. Bare så du senere hen kan dokumentere, at det var efter at du sagde fra, at der skete noget med dine karakterer. HVIS, der altså sker noget med dine karakterer, og det er jo slet ikke sikkert. Jeg håber i hvert fald at din lærers måde at opføre sig på er et udtryk for dårlig dømmekraft omkring, hvordan man viser omsorg samtidig med at man er professionel. 

Du skriver at du indtil nu har tænkt at han nok bare var omsorgsfuld. Eller du har i hvert fald haft et ønske om at du gerne ville tænke sådan. Men at du nu langt fra er sikker. Jeg ved ikke helt om det betyder at du faktisk er ved at være sikker på at han faktisk flirter med dig? Hvis det bliver tydeligt for dig at han faktisk flirter med dig og at han ønsker mere end et almindeligt lærer-elev forhold synes jeg afgjort du skal konfrontere ham, og samtidig kontakte skolens ledelse med din oplevelse og bekymring. Det er på ingen måder i orden at du skal føle dig utryg.
Selv om du er 18 år og voksen, synes jeg du skal overveje at inddrage dine forældre hvis det skulle komme så vidt. Det kan også være din kæreste eller en anden person du har tæt på og er tryg ved. Det kan godt virke voldsomt at skulle tage sådan en "sag" op omkring en lærer og derfor tænker jeg det er vigtigt at du har støtte, og ikke står alene med det. 

Men lige meget hvad, så er det vigtigste at du får sagt fra. Det er tydeligt at du føler dig utryg ved din lærer, og at hans kontaktform overskrider dine grænser. Det tænker jeg afgjort du skal handle på. Om det så er noget du kan klare ved bare at skrive en bedsked til ham,  eller om det kan blive til en større ting ved jeg ikke. Måske det også var noget du kunne tale med din kæreste, dine forældre eller en god veninde om? Det vigtigste er at du tager din bekymring alvorligt og siger fra. 

Mange hilsner 
Niels-Christian

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program