Hej 

jeg har efter lidt overvejelse valgt at skrive ind til jer. jeg er en pige på 17 år og jeg er nået til den konklusion at jeg et eller andet sted har brug for nogen at snakke med og til at hjælpe mig. Jeg har igennem min barndom været udsat for vold fra min fars side af (meget få gange min mor) lige så længe jeg kan huske. Jeg har altid været lidt genert og tilbageholdende overfor alle mennesker men det er blevet meget være med årene og det går mig rigtigt meget på. I skolen havde jeg massere af venner i de mindre klasser og jeg havde det sjovt i skolen. Det hjalp mig rigtigt meget med at glemme tingene derhjemme og få det lidt på afstand. Der var ingen der vidste noget for jeg turde ikke fortælle om det til nogen for jeg holder jo utroligt meget af min far. for det meste var han jo også den dejligste far man kunne ønske sig. Jeg tror ikke jeg sagde noget fordi jeg ville føle det lidt som om jeg forrådte ham. Men det var utroligt hårdt og tit sad jeg og græd om aftenen bag lukket dør. for det første var jeg bange og utryg og så gjorde ondt indeni at høre de ting han havde at sige. "de bliver aldrig til noget" , "jeg ville ønske du aldrig var blevet født" o.s.v. Jeg husker det så tydeligt.

Efterhånden som tiden gik forsøgte jeg mere og mere at undgå konflikter med ham i stedet for at sige ham imod hvilket resulterede i volden stoppede for mit vedkomne, men bare ikke for min tvillingesøster. Hun har arvet hans temperement og volden mod hende fortsatte. jeg husker når hun sad på sit værelse og græd men hvis jeg prøvede at trøste hende eller noget så begyndte hun bare at slå og sparke. jeg tror hun havde brug for at få sine frustrationer ud. Nogen gange skulle der næsten ingenting til før hun eksploderede og tit slog hun mig med jernrør eller andet. i slutningen af femte klasse ændrede alting sig. jeg var meget ked af det hele tiden uden at vide hvorfor og trak mig meget væk fra mine veninder. jeg havde ikke rigtigt overskud til noget og ville egentligt bare gerne være alene men når jeg var det følte jeg mig alene men det gjorde jeg alligevel selvom jeg var med andre. Jeg var meget forvirret og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre men jeg sagde ikke noget til nogen. jeg græd hele tiden og i frikvarterene sad jeg ude på toilettet og gemte mig. jeg synes det var pinligt at gå rundt alene så jeg tænkte at hvis jeg sad på toilettet ville de ikke se det. men det vidste jeg jo godt at de gjorde og hvis de spurgte sagde jeg altid at jeg havde det fint. til sidst stoppede folk med at snakke til mig. Hvem gider være sammen med en der bare sidder og ikke siger noget? Det var et forfærdeligt år og ønskede så tit at jeg bare kunne forsvinde. glæden var væk og jeg følte mig mere død end levende. selv den mindste ting var svær at få gjordt og mine forældre d´sagde det var min egen skyld og at jeg skulle tage mig sammen. jeg overvejede op til flere gange at begå selvmord men jeg kunne ikke på grund af min familie. jeg ønskede at de skulle stå tilbage sådan. mig og min søster var desuden blevet meget tætte på det her tidspunkt og havde det helt fint sammen. men hende og min far havde stadig deres skænderier. jeg husker at han en dag skubbede hende ned i sengen og tog kvælertag på hende og en da han kylede hende ind i væggen. i starten kan man lukke øjnene og lad som om det ikke sker men efterhånden føler  man at man har et ansvar for at gøre noget over for min søster. jeg følte mig skyldig og bebredede mig selv for ikke at gøre det forstående. det blev lidt bedre i 7 kl. og i 8kl. havde jeg da to venner at hænge ud med. men jeg var stadig ikke rigtigt glad. jeg følte mig faktisk nærmest føelsesløs. og mit selvværd og min selvtillid var nærmest ikke eksisterende. en af de to veninder havde selv en masse problemmer og hun havde en selvskadende adfærd. dette tog jeg lidt til mig. ikke fordi jeg havde et behov for det men jeg tror lidt det var en eller anden måde for mig at sige at jeg ville have at folk så min smerte på. men samtidig gemte jeg det og var flov over det. jeg prøvede at hjælpe men veninde til at fortælle en voksen om hendes problemmer da jeg ikke følte det var noget hun kunne klare selv og jeg heller ikke kunne give hende den rette hjælp. hun fortalte det da også til en lære men samtidig fortalte hun om mig. Hun vidste ikke noget om volden, kun om den selvskadende adfærd. jeg blev herefter sendt til psykiatrer og de fandt ud af at jeg havde en depression og anbefalede antidepressiv medicin som jeg jeg takkede nej til jeg ville bare væk derfra. jeg var splittet. jeg ville gerne snakke med dem men jeg kunne ikke rigtigt få mig selv til det. jeg gik til nogle samtalegrupper og psykologer men jeg havde svært ved at åbne op og fortalte egentligt aldrig rigtigt noget. da det var slut havde jeg det bedre. men jeg kunne ikke slippe tankerne om volden. jeg tror jeg var vred på min far for hvad han havde gjordt mod os. men jeg prøvede at undertrykke det for jeg ville ikke indrømme over for mig selv at det var forkert det han havde gjort men det det ved jeg det er. jeg bebrejder ham ikke for han blev udsat for være ting. Det hvad han har lært.

i niende brugte jeg meget tid på at gå og have ondt af mig selv istedet for at arbejde på mine problemmer men nu  vil gerne lægge alt det her bag mig men jeg ved ikke hvordan? det her år har jeg været på efterskole og det har hjulpet mit selværd og min selvtillid op men der er en del vej endne. jeg starter nu på gymnasiet og jeg gider ikke længere være den stille og generte piger der næsten ikke siger noget. jeg har også lige mistet min mormor som var den eneste jeg nogensinde har kunnet snakke med nogen proplemmer om (bortset fra min bedsteveninde jeg mødte på efterskolen, og det skal lige siges hun ved alt det her) Hun var den eneste familie jeg havde bortset fra min onkle men han er alkoholiker og jeg ser ham næsten aldrig. han gider ikke engang dukke op på min fødselsdag.  jeg vil have tingene ændre sig og jeg vil arbejde for det det skal man vel hvis man vil opnå noget i livet. 

undskyld hvis mit brev blev lidt langt men havde lige brug for at få de her ting ud og vil egentligt nok rigtigt gerne bare høre nogen sige det okay jeg har det sådan her :-)

hilsen mig