Kære Hjælpeløse E!
Det gør mig rigtig ondt at høre, at du har mistet din lillesøster – det gør ufatteligt ondt at miste en som man elsker….. og når det, som i dit tilfælde, handler om din søster på 15 år som begik selvmord, så må smerten næsten være ubærlig. Livet kan synes så uretfærdig, når din søster skulle dø pga. af de stærke ”dæmoner”, som styrede hendes liv! Og jeg kan godt forstå, at du bare har lyst til at give op – specielt fordi det lyder som om, at du går rundt med en stor skyldfølelse over hendes død. MEN jeg kan love dig, at der findes en vej tilbage til livet for dig. Det er muligt for dig, at blive en glad dreng, som kan mindes din søster med et smil på læben – en dreng som tør og gerne vil have det maksimale ud af livet… hvilket jeg er sikker på, at din søster ønskede for dig!
Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at tro på psykologen, når han/han siger, at det ikke var din skyld – for psykologen kendte dig jo ikke før din søster døde, og kan derfor ikke vide, om du hjalp din søster nok. MEN psykologen kender til sygdommen anoreksi og ved derfor også hvor alvorlig den sygdom er – og hvor utrolig svært det er hjælpe de mennesker som lider af anoreksi. Din søster førte en enmandskamp mod dæmonerne i hendes hoved. Din søster skulle nemlig kæmpe mod disse dæmoner for at komme til at spise igen – og det er en meget sej kamp, som kan være rigtig svær at vinde. Jeg er sikker på, at din søster inderst inde havde et stort ønske om at komme til at spise igen, specielt fordi hun har haft så god og støttende en familie. Men desværre var hendes egen vilje ikke stærk nok til at bekæmpe dæmonerne, som fortalte hende, at hun ikke måtte spise. Anoreksi er en meget kompleks sygdom, som kan være rigtig svær for os andre at forstå. Men det jeg prøver at sige til dig er – at uanset hvad du og din familie gjorde, så var det din søster og hendes viljestyrke alene, der skulle bekæmpe dæmonerne, og det var desværre en kamp som hun tabte. Og netop derfor tror jeg på psykologen, når han/hun siger, at det ikke var din skyld, at din søster døde!
Faktisk er der rigtig mange pårørende til patienter med anoreksi, som oplever en stor skyldfølelse over, at deres hjælp ikke er god nok til at få den syge til at spise igen. Jeg kan dog forestille mig, at du oplever dobbelt op på din skyldfølelse fordi din søster valgte at begå selvmord.
Mennesker som begår selvmord er nået til et punkt, hvor de ikke længere synes at deres findes andre løsninger end døden. Der findes altid en anden løsning, men hvis ikke man fortæller andre om tankerne – så kan de jo ikke hjælpe.  Jeg har snakket med flere mennesker, som har forsøgt selvmord men overlevede – og de fortæller, at de slet ikke kunne se en anden udvej, og at de ikke fortalte andre om deres tanker enten fordi de ikke troede på, at de kunne hjælpe – eller fordi de troede på at selvmord var den rigtige løsning. De fleste som overlever selvmordsforsøg fortryder bagefter, at de forsøgte og vil gerne have hjælp. Og tit er det først der de forstår, at de skulle have sagt noget til deres familie og venner, som så gerne vil hjælpe. De fortæller også, at de har det rigtig skidt med, at have gjort deres familie og venner kede af det. De havde slet ikke tænkt på, at de ville blive så kede af det og opleve skyldfølelse – for den person som forsøgte selvmord synes ikke at det var andres skyld.
Det jeg her prøver at sige er, at det er helt naturligt at de pårørende oplever skyldfølelse efter et selvmord – men at den som begår selvmord mener, at det er vedkommendes egen skyld, og derfor ikke er klar over, hvor stort tomt rum og smerte det medfører.

Jeg er sikker på, at din søster følte at hun fik stor opbakning hjemmefra, og at du var en hel fantastisk storebror. Og du har helt sikkert været en stor grund til, at hun forsøgte at bekæmpe dæmonerne. Desværre vandt hun ikke kampen, og det hele blev uoverskueligt for hende – så derfor tog hun et forkert valg og lagde sig på togskinnerne. Et forkert valg, da hun ikke fortalte nogen om, at hun tænkte på at gøre det – og derfor ikke gav jer muligheden for at stoppe hende.
Din søster valgte døden fordi livet var blevet for svært for hende. Men jeg er sikker på, at hvis hun kunne sige noget til dig i dag, så ville det være, at du skal leve dit liv! Du må ikke gå i stå fordi hun gav op over for dæmonerne – for hvis du gør det, så vinder dæmonerne jo igen. Vælger du derimod at kæmpe, at leve dit liv, gør de ting som gør dig glad, så viser du din søster, at du har bekæmpet dæmonerne for hende – og så vil hun helt sikkert blive mega stolt over sin seje storebror, når hun kigger ned fra sin stjerne. Jeg er sikker på, at din søster aldrig har villet give dig skyldfølelse, og at hun ønsker, at du kæmper mod dæmonerne som i dit tilfælde er stofferne – så det hun ser, når hun kigger ned fra sin stjerne er den dejlige og livsglade storebror hun kendte. Det er din mulighed for at vise hende livet.
Jeg ved godt, at du bruger stoffer til at dulme din smerte. Problemet er bare, at smerten vil blive ved med at være der når rusen aftager. Finder du derimod modet til at få snakket med psykologen om, hvordan du har det – hvorfor du har skyldfølelser og hvor meget du savner din søster, så vil du men tiden opleve at smerten bliver mindre, og at du faktisk kan tænke på din søster med et smil på læben. Du vil aldrig glemme din søster og den smerte det er for dig, at have mistet hende. Men du vil kunne lære at leve med det, og genvinde livslysten!   
Du har brug for hjælp til at få brudt den onde cirkel som du nu sidder fast i med stoffer og ”forkerte” venner. Du ved godt selv, at du har brug for hjælp – for det er derfor, at du har skrevet til brevkassen. Og ved at skrive til brevkassen gør du det, som din søster ikke var i stand til: ”AT BEDE OM HJÆLP” - Og det er mega sejt af dig!

Mit råd til dig er, at du skal vise dine forældre eller din psykolog det, som du har skrevet her i brevkassen. For du beskriver rigtig godt, hvordan du har det, hvad der gør dig ked af det, og hvorfor du nu er begyndt at ryge hash og sniffe kokain. Det er ikke rart, at skulle indrømme overfor sine forældre, at man ryger hash og sniffer kokain, men jeg er sikker på, at de vil blive glade for, at du beder dem om hjælp nu – frem for at de skal opleve to politibetjente banke på døren og fortælle, at du er død af en overdosis. Jeg er sikker på, at de ligesom dig, ville ønske, at din søster havde sagt ”hjælp mig – jeg er desperat” – for kun ved at fortælle om sine problemer, giver man de nærmeste en mulighed for at hjælpe.
 
Jeg synes derfor, at du skal printe dit spørgsmål og mit svar og vise det til dine forældre, så i sammen kan finde ud af, hvilken form for hjælp det er, at du har brug for! Hvis det er for svært for dig, at snakke med dine forældre kender du måske en anden voksen, som du kan vise det til? Det er vigtigt, at du viser det til nogen – så du kan få hjælp.
Du er også velkommen til at kigge forbi chatrådgivningen her i Cyberhus, hvis du har brug for at snakke mere. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19 og fredag kl. 13-16 (vær dog opmærksom på, at der lukket på helligdage).
Det du nu kan gøre for din søster er at kæmpe dig tilbage til livet – så hun fra sin stjerne kan glæde sig over at hendes seje bror bekæmper de dæmoner, som hun ikke selv kunne klare. Jeg håber, at du finder modet til at søge hjælp.
De bedste tanker
Marianne