Kræft
Kræft
Hej Cyberhus.
Nu har min mor igen fået kræft. Jeg er meget af det og jeg ville ønske at hun bare var rask.
hver gang jeg tænker på det, gør det mig ked af det. Jeg har også grædt mig selv i søvn.
Jeg elsker hende jo og jeg vil ikke have at der sker hende noget...
Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at blive mere glad? I min hverdag kan det nogen gange distrahere mig for jeg kommer til at tænke på det.
Jeg ved ikke om jeg skal snakke med i hende? For det er jeg ikke så god til...
Hilsen Pigen
Kære dig
Først vil jeg sige, at det gør mig virkelig ondt at høre, at din mor har fået kræft igen. Jeg forstår virkelig godt, at du er ked af det, og synes det hele er svært. Jeg synes derfor også, at det er rigtig godt, at du skriver til os her i Cyberhus, da det kan være rart at få vendt de ting, der fylder allermest.
Det er så svært at forstå, når dem vi elsker allermest pludselig får en alvorlig sygdom, og det kan føles så uretfærdigt. Især må det være hårdt for dig, når din mor allerede har haft kræft en gang. Du skriver, at du føler det godt kan distrahere dig, når du fx er i skole, da det kan være svært at lade være med at tænke på din mor. Du skal vide, at det er helt naturligt og samtidigt helt okay at du har det sådan, da din mor har en meget stor betydning for dig, og at du som du skriver, bare gerne ville have at hun skal være rask.
Jeg forestiller mig, at der må være rigtig mange tanker, der kører rundt i dit hoved. Der er måske også ting, som kan være svære at forstå - hvorfor får hun den og den medicin og hvorfor er hun så træt osv. Du skriver selv, om du måske skulle prøve at snakke med din mor om alle de her ting, og det synes jeg faktisk er en rigtig god ide. Jeg forstår godt, at det kan være svært at snakke om, fordi det kan være svært at sætte ord på nogle følelser, som kan være ubehagelige, og som gør dig ked af det. Men jeg tror på, at det vil være rart for dig. Det er nemlig helt okay, at fortælle din mor, at du er virkelig ked af det og synes det hele er svært. En anden mulighed er at snakke med din far, en søster eller bror (hvis du har nogle), da det kan hjælpe at snakke med nogle som selv har mange af de samme tanker. Måske du har en god veninde, eller en lærer, en moster eller andet som du er tryg ved og som er god at snakke med? For det er helt naturligt at det er en svær periode for dig, og du fortjener at der er nogle, der støtter dig i den. Du skal ikke gå med det hele selv.
Hvis du har lyst, kan du også bruge Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud. De har både en chat, hvor der sidder en rådgiver klar til at lytte, en brevkasse og en telefonrådgivning. De kan læse om de forskellige muligheder ved at trykke her. De ved rigtig meget om kræft, og har viden om hvordan man kan hjælpe børn som dig. Jeg ved også at der er nogle grupper, hvor man kan møde andre børn hvis forældre også har kræft. Det kan nogle gange være rart at møde nogle som måske har rigtig mange af de samme tanker og følelser som en selv. Hvis det er noget du har lyst til, synes jeg du skal fortælle det til din mor eller far, eller måske en oppe på sygehuset hvor din mor er tilknyttet, da de vil kunne hjælpe dig. Du må også altid gerne skrive til os i chatten på Cyberhus, hvor vi altid gerne vil lytte til hvordan du har det, og har forståelse for at det er en svær situation du er i.
Uanset hvad skal du vide at jeg godt kan forstå at det er vildt hårdt at din mor er syg, og at det gør dig ked af det. Du skal også vide at det er helt okay at du nogle gange bare har lyst til at græde og måske svært ved at stoppe igen. Det er kun godt at komme ud med det. Tal med dem du har kær om hvordan du har det, det vil hjælpe dig. Jeg har selv haft kræft meget tæt på livet, og jeg ved derfor godt hvor hårdt det kan være. Men jeg ved også, at man kan vinde over kræften, og jeg håber virkelig at din mor snart bliver rask igen.
Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.
Kærlig hilsen
Annika