Kære du

Mange tak for de pæne ord. Det vigtigste for os er at gøre en forskel og det er skønt at vide at det lykkes. 

Når jeg læser dit brev tænker jeg at du er helt ubeskrivelig sej. Jeg har været rådgiver i Cyberhus i mange år og fra de mange mange unge jeg har talt med ved jeg at spiseforstyrrelser og selvskade er noget af det sværeste at kæmpe mod. For det man kæmper mod er ikke én ydre "fjende", men noget indeni. Du har oplevet fremskridt og desværre også rigtig mange tilbageskridt. Men jeg hører alligevel at du stadig har håbet og viljen til at komme igennem. Et håb om at vinde kampen og dermed også vinde et bedre liv på den anden side.
Du er sej at du bliver ved med at kæmpe.

Som du selv skriver så er det svært at give nogle meget præcise og konkrete råd. Så det tror jeg faktisk også jeg vil prøve at lade være med. Men jeg vil dele mine tanker...måske kan du bruge dem.

Som jeg forstår det du skriver så bor du lige nu på et bosted hvor de ved noget om både spiseforstyrrelser og selvskade. Jeg tænker at det er godt at du bor et sted hvor de har viden om de ting du kæmper med. Jeg kan forestille mig at det må være svært, at bo væk hjemmefra, men på den anden side er jeg slet ikke i tvivl om at du har brug for at være et sted hvor du kan få professionel hjælp. 

Når jeg læser dit brev er det tydeligt at du gennem de sidste mange år har gennemgået en masse forskellig behandling og at du sikkert har talt med et hav af forskellige læger, rådgivere og behandlere. Men det er tydeligt at du stadig "hænger fast" i nogle bestemte mønstre. Du kæmper og kæmper...du tager et skridt fremad, og så et tilbage. Det lyder som om du er bliver ved med at træffe nogle bestemte valg eller gøre nogle bestemte ting der fastholder dig, og jeg tænker at du måske skal overveje at gøre noget radikalt anderledes end du plejer at gøre. 

Når jeg tidligere har snakket med unge der har kæmpet med spiseforstyrrelser og selvskade så synes jeg ofte der tegner sig et tydeligt billede af at det er som om spiseforstyrrelsen og selvskaden på en eller anden måde kan føles som om den bliver levende. Som om den er en ekstra person som altid følger med fordi den jo er en del af én selv. Måske har du det på samme måde? 
Jeg synes faktisk det giver sig god mening at forestille sig det på den måde. Både fordi det faktisk giver masser af håb. Håb fordi selvskaden, spiseforstyrrelsen og tvangstankerne ikke er hele dig...men én del af dig. 

Det er dig der søger hjælp...eksempelvis skriver i brevkassen her. Men det er din spiseforstyrrelse eller din selvskade som udskriver dig fra behandling så snart du kan. Det er "den" der snyder dig til at tro at det vil være det bedste for dig at gøre...selv om det slet ikke er. Den er "den" der tvinger dig til at løbe 20 km hver dag selvom du slet ikke orker det mere. 
"Den" snyder dig. Den vender op og ned på rigtigt  og forkert og får på den måde de rigtige valg til at føles forkerte....kan du følge mig?

Lidt ligesom hvis man er ude om vinteren uden handsker på. Måske ude så længe at fingrene bliver helt forfrosne og blå. Når man kommer indenfor kan man tænde for den kolde hane og tage hænderne under iskoldt vand og alligevel føle at det er varmt. Det er følesansen der snyder fordi hænderne faktisk er endnu koldere end det kolde vand der kommer ud af handen. Det er måske ikke det bedste eksempel men alligevel et eksempel på at vores krop, og vores hjerne kan snyde og få os til at føle noget der slet ikke er virkeligt. 

Måske er det det samme som sker når du vælger at blive udskrevet eller når du vælger at løbe hver eneste dag selv om du ikke orker det og måske slet ikke har lyst? Jeg ved ikke om det er sådan? Men hvis nu det er sådan at din spiseforstyrrelse og din selvskade får dig til føle at det er rigtigt at blive udskrevet, at det er rigtigt at løbe 20 km om dagen, at det er rigtigt at skade dig selv. Hvis det er "den" der får dig til at føle det, så skal du måske overveje at kade være med at lytte så meget til hvad der føles rigtigt. Hvis det der føles rigtigt gør at du træffer forkerte valg og dermed gør større skade på dig selv. 

Måske er den måde du kan bryde ud af "den onde cirkel" og det mønster du har fulgt i mange år at holde en pause med at lytte til dine følelser. Som udgangspunkt er det vigtigt og godt at være i kontakt med sine følelser og være god til at lytte efter hvad det er kroppen og hjernen prøver at fortælle. Men måske er det ikke så godt hvis følelserne og hjernen prøver at snyde én. 
Følelserne er lidt ligesom et kort. Noget vi bruger til at navigere efter, og hvis du ikke skal lytte til dine følelser, skal du sætte noget andet istedet...ellers farer du helt naturligt vildt. Jeg tænker at du bliver nødt til at lytte til de professionelle behandlere du har omkring dig. Hvis det de beder dig om at gøre føles helt forkert....så er det måske fordi det faktisk er det helt rigtige?

Jeg kan ikke sige om det er sådan her det hænger sammen for dig. Men ud fra det du fortæller tænker jeg at den vej du "går ned af" lige nu kun fører et sted hen ligesom du har fået af vide af dine læger. Du bliver nødt til at gøre noget andet end du plejer. 
Måske er det at vende det hele på hovedet én mulighed?

Lige meget hvad du gør så håber jeg at du aldrig opgiver. Lige meget hvor lille det håbet er...så er det der og du kan vinde over det her. Det kan lykkes. 

Jeg håber det bedste for dig.
Mange tanker
Niels-Christian