Kommenterer på min krop

brevkassespørgsmål

Kommenterer på min krop

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Hej.

Jeg har en masse gode venner og elsker dem rigtig højt, men de er begyndt at kommentere meget på min krop. Altså de kommenterede også på min krop, da jeg var mindre, men nu er det anderledes. Når vi skal omklæde i gymnastik, kommentere de altid på mine bryster. De siger at de er små og de driller mig med det. Jeg plejer bare at sige "haha ja" eller lade som ingenting. Men jeg bliver virkelig ked af det. Jeg ved godt, at jeg ikke har store bryster, men syntes ikke at de behøver at kommentere det. Jeg har i lang tid haft dårligt selvværd, men syntes selv at det går bedre med det. Jeg acceptere mere og mere sådan som jeg ser ud - men de gør det bare værre igen.

Måske lyder det ikke som meget, men jeg græder næsten hver aften.

Svar: 

Hej 

Jeg synes det er rigtig godt du skriver til brevkassen, og fortæller om hvordan du har det. Det er slet ikke sjovt, at føle at ens venner driller en eller kommentere på ens krop på en måde, som man ikke bryder sig om.

Jeg tænker som det første, når jeg læser dit brev, om du mon har sagt til dem at det faktisk gør dig ked af det? Jeg får lidt fornemmelsen af, at det har du ikke,  og det kan også godt kan være svært. Jeg synes faktisk ikke det er i orden, at dine venner driller dig med dit udseende, men jeg tror det bedste råd jeg kan give dig, er at sige til dem, at det faktisk gør dig trist, når de kommenterer dit udseende. Hvis du synes det er svært at sige til dem i samlet flok, kunne du måske hive en af dem til side og fortælle at du bliver ked af det, når de kommentere dig, så I kan tale om det. De ville jo heller ikke synes det var rart, hvis du kommentere deres krop på en negativ måde.  

Jeg synes det er vigtigt at du fortæller dine venner hvordan du har det, da det ikke virker som om de selv kan se at det påvirker dig. Du skriver til sidst i dit brev, at "det måske ikke lyder som meget". Men det synes jeg faktisk det gør. Man skal ikke græde næsten hver aften, og slet ikke pga. sine venner. De bør netop støtte en og gøre en glad. Hvis de er nogle rigtig gode venner, er jeg sikker på, at de ikke har lyst til gøre dig ked af det. 

Jeg håber du kan bruge mit råd, og jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med snakken. 

Mange hilsner Helle N. 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program