Hej med dig!

Hvor kan jeg bare godt forstå, at du synes det hele er svært lige nu. Jeg synes det er rigtig flot at du skriver til brevkassen for at få det ud af hovedet, for sikke mange ting du går rundt med: Dine forældre er gået fra hinanden for anden gang, du føler de er anderledes og at du ikke rigtig kender dem mere. Du føler faktisk slet ikke, du har nogle forældre. Og oveni det har den fyr, du har haft noget med, kysset med sin ekskæreste. Jeg vil meget gerne prøve at give dig nogle råd, i forhold til fyren og til dine forældre.

Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du ikke vil have noget med fyren at gøre mere, men at du tror det bliver rigtig svært, når du kommer til at se ham hver dag i skolen. Jeg synes det er rigtig godt, at du har sagt fra overfor ham, det lyder ikke til, at han er den rette for dig - for hvis han var det, tror jeg ikke, han havde kysset med sin ekskæreste. Jeg tror, det er vigtigt, at du bliver ved med at fortælle dig selv, at du ikke vil have noget med ham at gøre og at du ikke vil være sammen med en, der behandler dig sådan. Lige nu har du måske stadig nogle følelser for ham, men jeg tror, at efter det han har gjort, hvor han måske både har såret dig og gjort dig ked af det, vil du føle anderledes for ham. Det kommer måske til at tage noget tid, men jeg tror at du med tiden vil tænke på ham som 'bare en dreng fra klassen', eller måske endda som 'ham den dumme' der ikke passede ordenligt på dine følelser.

I forhold til dine forældre kommer jeg til at tænke på, om du har talt med dem om, hvordan du har det? Har du f.eks. snakket med din mor om at du slet ikke føler du kender hende mere og at du savner hende? Har du fortalt din far at du synes han er anderledes og at du føler du klarer og passer dig selv? Grunden til at jeg spørger om det er, at jeg tror det er vigtigt at du får talt med dine forældre om hvordan du har det, så I måske kan finde ud af at gøre nogle ting anderledes, så du kan få det bedre.

Du slutter dit brev af med at skrive, at du er i tvivl om, om der virkelig er nogen eller noget der kan hjælpe dig. Det tror jeg der er, selvom dine venner måske ikke direkte kan hjælpe dig, så er det rigtig godt at du snakker med dem, for det er altid vigtigt at man får fortalt højt, hvordan man har det. Jeg tror det kan være en god idé, at du snakker med dine forældre eller måske en anden voksen om hvordan du har det. Er der nogen du føler du kan tale med, måske en i din familie, en lærer eller en helt anden?

Du skriver, at du tror, du aldrig bliver den pige, du var engang - for mig lyder det til, at du gerne vil være den pige igen? Hvad var det for en pige? Hvad ville hun have gjort i den situation, du er i nu? Og er der noget du kan gøre for at blive den pige igen? Hvis du gerne vil være den pige igen, synes jeg du skal kæmpe for at blive det, selvom det måske er svært. Jeg ved ikke så meget om dig, så det er svært at give dig konkrete råd til hvad du kan gøre for at blive den pige igen. Men du er velkommen til at skrive igen, eller til at logge på chatrågivningen, hvor du kan vende dine tanker med en voksen rådgiver.

De bedste hilsner

Camilla