Kan man godt drømme om at blive holdt om, men ikke turde?

brevkassespørgsmål

Kan man godt drømme om at blive holdt om, men ikke turde?

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Kan man godt drømme om at blive holdt om, men ikke turde?

Ønske at der nogen der ville hold om, når man var ked af det, men være bange for nogen gør det?

 

Kan man godt være 19 år stadig ønske, at en dag vil der bare være en, der vil sætte sig ved ens side, og være der. Være der indtil tårene, smerten, til sidst blev til søvn.

 

Måske? - men hvad gør det, når jeg samtidige er bange for det, hvad hjælper det når de siger til mig, at det vil et gøre overgreb på mig, hvis man holder om mig.

 

Hvis de prøver at lægge en hånd på min skulder spænder min krop, stritter imod, men lidt vil jeg gerne, det føltes bare forkert, det gør mig bange, gør ondt. Hvorfor forstår jeg ikke helt.

 

Kan man ønske at de holder om en, holder en fast, selvom man stritter en imod. Fordi det måske er det bedre end at stå med smerte alene på et ukendt sted, langt væk fra alt.
 

Hvorfor vil jeg ikke stoppe med at have de åndsvage ønsker, jeg tør alligevel ikke at blive holdt om. Der heller ikke nogen til at gøre det. Hvem skulle det være? Fra klokken 17.30-19.00 om tirsdagen, når min terapeut plejer at komme, som er blevet til plejer ikke at komme, for jeg skal passe min skole. En terapeut der efterlader mig i en indre krig, en smerte, en lydløst skrig, der ikke vil stoppe, før min krop siger stop i udmattelse og efterlader mit hoved i en tåge.

 

Hos en plejefamilie, der tog mig ind for 7 måneder siden. De vil mig det bedste, men har ikke overskud. Det sagde de allerede inden de fik mig som plejebarn. Kontaktpersonen, som nu er blevet plejefar sagde; vi skal ikke have flere plejebørn, det helt sikker på, vi kan have ikke flere. Fordi det mig sagde de ja alligevel, jeg sagde nej, for han have selv sagt, de ønsker flere, hvor ønskede de så mig? Jeg var jo nem, sådan en der passer sin skole og taler pænt. Men hvad nu hvis, jeg ikke er nem, hvor skal jeg så være.

 

Hvorfor kan jeg bare ikke stoppe med at tro, at der en dag vil være en der vil giv mig et kram, når jeg have brug for det. Navit, at jeg tror der en, der vil være ved mig, når jeg var ked af det.

 

Jeg skal jo være voksen og klarer mig selv. Min dåbsattest, siger jo 19 år! - jeg skal klarer mig selv, ikke naivt tror at nogen vil holde om mig… Især når jeg ikke engang tør.

 

 Hilsen

 

- Den ukendte - 

 

 

Svar: 

Hej du ukendte

I dit brev får du mange forskellige følelser frem, og det er tydeligt, at du har mange tanker og refleksioner omkring din længsel efter og frygt for nærvær. Du beskriver, hvordan du både har behovet for at blive holdt om og samtidig ikke tør lade nogen komme tæt på. Du ønsker at nogen skal være der for dig, men tør ikke lukke nogen ind. Du mærker behovet for at nogen giver omsorg, men du tør ikke modtage den. Det er rørende at læse, hvordan du reflekterer over, om det giver mening at have det sådan, når det står i så stor kontrast til hinanden.

Det, at føle behovet for nærvær er noget, som ligger naturligt i os mennesker. Vi har dybe længsler efter nogen, som "er der". Især når de svære og tunge følelser fylder, kan man længes efter en skulder at græde ud ved, som du også beskriver. Om du er 19 eller 79, mand eller kvinde, så er det en naturlig del af det at være menneske at længes efter sådan et nærvær. Man kan altså ikke være for ung eller for gammel til at føle sådan. Det er dog meget forskelligt fra menneske til menneske, hvor meget denne længsel fylder - for nogen kun meget lidt og for andre en del. Men, ligesom du skriver, så har mange det sådan, at det er et svaghedstegn ikke at kunne klare sig selv. Så er man ikke et stærkt individ. For mig at se, ligger der en stor styrke i at vide, at man ikke kan og ikke skal klare alt alene. At være bevidst om, at man kan stå stærkt, når man står sammen. 

I dit brev skriver du, at du ikke tør lade nogen holde om dig eller komme tæt på. Det er også en meget sårbar ting at lukke folk ind. Sådan er du ikke den eneste, som har det. At åbne døren indtil nærværet kræver, at der er en tillid. En tillid til, at vedkommende vil én det bedste. Ellers kan man ende med at blive såret. Og det lyder til, at du har oplevet at blive såret. Du skriver, at du spænder og stritter imod, hvis nogen rører ved dig. Jeg læser det som om, du har oplevet en form for svigt tidligere - og hvad end, det har været, så sidder det stadig dybt i dig. Det er der ikke noget forkert eller mærkeligt ved. Men det kan tage tid at komme over sådan et tillidsbrud. Dog kan det lade sig gøre. Og jo mere, du får arbejdet med det, jo større er chancen for, at du en dag tør stole på en anden igen. At du tør sænke barrikaderne. Og opleve, at din krop ikke længere stritter imod nærværet. Hvis ikke din nuværende terapeut kan hjælpe dig med det, så kan du overveje, om du skal lede efter en anden. Det lyder ikke særlig rart, at du ikke kan regne med den hjælp og støtte, som en terapeut gerne skulle give. 

Og hermed vil jeg slutte for nu med at ønske dig held og lykke på din vej. Jeg ønsker virkelig for dig, at du engang oplever at turde lukke nogen ind og får lov at mærke den omsorg, som du længes efter. Hvis du har brug for at snakke med nogen, så sidder der gode voksne klar i vores chat. Det er, til enhver tid, også helt okay at dele tanker, ligesom du har gjort i dit brev. 

Mai

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program