Hej med dig..

Jeg kan godt høre på dig at du lige nu har meget at tænke på og det er godt du reagerer og skriver til brevkassen, super.

Jeg har lige lyst til at fortælle dig to ting inden jeg svarer mere præcist på dit spørgsmål. Jeg blev faktisk glad da jeg læste din første sætning og din sidste sætning, fordi det fortæller mig to ting:

1. At du kan se en sammenhæng mellem hvordan du har det inden i (de problemer du nævner) og så dit forhold til mad. Det er meget vigtigt at du kan det, fordi så er det nemmere at få hjælp.

2. Du kan mærke frustrationen inden i og ved ikke hvad du skal gøre. Men du spørger om hjælp og det virker som om du gerne vil have hjælp, og det er hamrende godt.

Og jeg tror du har meget ret i din fornemmelse...når det er svært inden i og du går rundt med nogle problemer som er svære for dig, så kan det gå ud over din appetit. Og det er godt set at det hænger sådan sammen.

Når du mister appetitten, er det en måde din krop bruger til at fortælle dig, at den har brug for hjælp. At der er noget inden i der gør ondt og som er svært.

Når ens krop fortæller dig de ting, så er det bare med at lytte efter :). Og derfor er det bare så godt at du reagerer og spørger en voksen om råd og hjælp. Nu skal du høre...du skal simpelthen gøre lige nøjagtig det samme som du har gjort her i brevkassen. Nemlig fortælle en voksen i virkeligheden om det du har fortalt mig i dag.

Grunden til at det er vigtigt at gøre i virkeligheden er, at den person meget bedre kan hjælpe dig. Den voksne kan snakke med dig, spørge dig og lytte til dig, læge en plan og lave en aftale med dig. På den måde kan du arbejde dig ud af de problemer der er årsag til at du har mistet appetetitten. Men du skal ikke gøre det alene, du skal gøre det sammen med en voksen. Så tror jeg du langsomt vil opleve at appetitten kommer igen.

Men hvem kan du så få snakket med? Nogle gange går man rundt og tror ikke der er nogen der kan forstå eller hjælpe en og derfor gemme man på det hele inden i. Måske kender du det..?

Og det er faktisk ærgeligt, fordi der er rigtig mange mennesker der gerne vil hjælp og kan hjælpe dig. Nu kender jeg ikke dit forhold til dine forældre, men tit er det faktisk forældrene der bedst kan hjælpe, fordi de kender dig bedst. Der er desværre rigtig mange unge som ikke er vant til at snakke med deres forældre og derfor tror de heller ikke at de vil hjælpe. Heldigvis finder de ud af at de godt vil når de får sagt det. Prøv at overveje det.

Ellers kan du tage fat i en lærer du godt kan lide, en venindes mor, eller måske en anden voksen fra din familie. Du kan altdi tage fat i din læge eller sundhedsplejersken på din skole, fordi de er vant til at snakke med unge, også om de svære ting.

Jeg ved godt det kan være svært at få snakket om og specielt hvis man ikke er vant til at snakke om de her ting. Så derfor har jeg to ideer til dig, som måske kan gøre det lidt lettere.

1. Den person du godt kunne tænke dig at bruge, kan du give et brev først eller bare vise dem det du har skrevet til mig. Sommetider er det nemmere at skrive først og så bagefter snakke om det, fordi så kan de voksne spørge dig om ting.

2. Prøv chatrådgivningen her i Cybehus..Her kan du chatte anonymt med en voksen og det kan være en god måe at øve sig på. Den voksne kan også hjælpe med at finde den voksne i virkeligheden som bedst kan hjælpe dig. Chatten har åben mandag til torsdag kl. 14-19.

Så kære du..fortsæt med at være nysgerrig på hvordan du har det og bliv ved med at spørge om hjælp fra en voksen, så tror jeg det bliver nemmere..

Venlig hilsen

Erroll